Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Disse spil udkommer i februar

Årets korteste måned er tæt pakket med store lanceringer. Og det på trods af, at flere spil er blevet udskudt for ikke at skulle konkurrere mod det længe ventede Elden Ring.
Jakob Hansen 5 februar 2022

Januar byder sjældent på de store spiludgivelser, og det gjaldt også i år, hvor kun Pokémon Legends: Arceus for alvor formåede at trække overskrifter. Helt anderledes ser det heldigvis ud med februar. Årets korteste måned er tætpakket med store lanceringer, og vi har allerede fået årets første store multiplatformspil i form af Dying Light 2 Stay Human. Herefter følger spændende titler som perler på en snor og både spillere på PlayStation, Xbox og PC bliver i den grad forkælede.

Lad os starte med PlayStation. PS4- og PS5-ejere kan blandt andet se frem til det unikke kampspil Sifu, hvor døden ikke lægger dig i jorden, men i stedet ælder din krop. De fleste har dog blikket stift rettet mod Horizon Forbidden West, der, vurderet på hidtil offentliggjort gameplay, ligner en værdig opfølger til det anmelderroste Horizon: Zero Dawn.

Også Xbox-ejere kan se frem til en rigtig spændende eksklusivtitel. En singleplayerdel til skydespillet CrossfireX lyder måske ikke af alverden, men når man ved, at Remedy Entertainment står bag, ja, så stiger forventningerne naturligvis. Selvom Control eksperimenterede med formlen, så forstår Remedy, måske bedre end noget andet studie, at lave intense og tæt fokuserede lineære spil, så vi regner bestemt med, at CrossfireX ikke blot ender op som sjælløs Call of Duty-klon.

På PC kan man udover et væld af multiplatformtitler også se frem til Total War: Warhammer III, et spil der kræver, at man holder hovedet koldt og i øvrigt har en stærk mave. For, som vi kender det fra den brutale serie, ender de strategiske slag ofte som det rene blodbad. Marginalt mere fredeligt bliver det på Nintendo Switch, hvor du, alt efter dine præferencer, kan snigmyrde det halve Firenze i Assassin's Creed: The Ezio Collection eller opklare udspekulerede mord i genudgivelsen af Sherlock Holmes: Crimes and Punishment.

I sidste ende kommer snakken om de ovenstående titler dog nok til at forstumme mod månedens slutning. Her udkommer årets vel nok mest ventede spil, Elden Ring, og både spillere på PC, PlayStation og Xbox kan få lov til at udforske George R.R. Martin og FromSoftwares dystre univers.

Life is Strange Remastered Collection (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4 og PS5) - 1. februar
Dying Light 2: Stay Human (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4 og PS5) - 4. februar
OlliOlli World (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4, PS5 og Nintendo Switch) - 8. februar
Sifu (PC, PS4 og PS5) - 8. februar
Edge of Eternity (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4, PS5 og Nintendo Switch) - 10. februar
Crossfire X (Xbox One og Xbox Series X) - 10. februar
Kingdom Hearts III + Re Mind Cloud Version (Nintendo Switch) - 10. februar
Kingdom Hearts HD I.5 + II.5 Remix Cloud Version (Nintendo Switch) - 10. februar
Kingdom Hearts HD 2.8 Final Chapter Prologue Cloud Version (Nintendo Switch) - 10. februar
Lost Ark (PC) - 11. februar
Dynasty Warriors 9 Empires (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4, PS5 og Nintendo Switch) - 15. februar
King of Fighters XV (PC, Xbox Series X, PS4 og PS5) - 14. februar
Total War: Warhammer III (PC) - 17. februar
Assassin's Creed: The Ezio Collection (Nintendo Switch) - 17. februar
Horizon: Forbidden West (PC, PS4 og PS5) - 18. februar
Destiny 2: The Witch Queen (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4, PS5 og Google Stadia) - 22. februar
Monark (PC, PS4, PS5 og Nintendo Switch) - 22. februar
Assetto Corsa Competizione (Xbox Series X og PS5) - 22. februar
GRID Legends (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4 og PS5) - 25. februar
Martha is Dead (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4 og PS5) - 24. februar
Elden Ring (PC, Xbox One, Xbox Series X, PS4 og PS5) - 25. februar

Har du nogle af månedens spil i kikkerten?

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.