Skip to main content
Artikler

Disse titler er "Missing in Action"!

Vi kigger nærmere på seks spil der mildest talt har haft en besværet tid under udvikling, og som har endnu sværere ved at blive gjort færdig.
Magnus Groth-Andersen Opdateret 23 maj 2025

Det er uhyre komplekst at udvikle spil, så meget ved vi efterhånden. Det bliver ofte slået fast med syvtommersøm af både den menige ansatte hos et givent studie, samt af de store griske chefer der sidder på toppen af kransekagen, præcis hvor mange ansatte det kræves for at gøre selv mindre spilprojekter færdig, og hvor meget budgetterne er steget på bare cirka 10 år.

Så derfor er det kun endnu mere forundrende at spil kan ende i såkaldt "development hell", at de kan enten kan blive teaset af studierne bag, for så at forsvinde i mange, mange år ad gangen uden egentlige livstegn fra produktionen. Hvem betaler lønningerne? Hvordan ser de daglige produktionsmøder ud på spilprojekter der har været 6 år? 7 år? 10 år? "Nå, hvor lang er vi så med feature X og Y"?

Det er svært at forestille sig ikke? Men det sker faktisk. Det sker at spil der har taget netop så lang tid at få gjort færdigt pludseligt dukker frem fra gemmerne, og hvor det så bliver tydeligt at et betydeligt mandskab har knoklet på det i hvad der føles som en generation.

Det er dem vi skal kigge på i dag, vi skal skitsere hvor lang tid bare nogle af de projekter som lige nu befinder sig i en eller anden afskygning af det som internettet har døbt "development hell" (selvom det kan være misvisende) har været under udvikling, samt hvor stor en chance der er for at de nogensinde kommer ud.

PlayDeads næste spil - Under udvikling i omtrent ni år (antager vi)

Danske PlayDead udgav Inside i 2016, og selvom det er noget nær umuligt at spekulere i, så antager vi at studiet, i en eller anden udstrækning, havde en idé om hvad de ønskede at gøre efterfølgende umiddelbart efter. Naturligvis, de har løbende bragt spillet til nye platforme, såsom PlayStation i månederne derefter, en iOS-port i 2017 og en Switch-port i 2018, men vi antager fortsat at arbejdet på studiets tredje spil har været i gang umiddelbart siden lanceringen i 2016. Det giver os en udviklingstid, indtil videre, på omtrent ni år. Og det er vel at mærke uden at spillet har et navn, at PlayDead har omtalt det direkte eller at vi har fået nogen indikation om hvornår studiet er færdigt.

Det er altså et team der i dag (via deres hjemmeside: https://playdead.com/company/) består af 100 ansatte, og det har taget studiet ni år at når hertil. Det er svært for os at spå eller spekulere i hvordan det rent økonomisk kan hænge sammen, og udgangspunktet er jo altid at kreative sjæle skal tage sig den tid det tager. Men det er alligevel svært, selv med al den "wiggle room" at forestille sig hvordan det kan have taget ni år for PlayDead, og det er, igen, uden reelle livstegn udover et par billeder fra det mystiske spil.

Beyond Good & Evil 2 - Under udvikling i forskellige afskygninger i 18 år

I skrivende stund holder Beyond Good & Evil 2 rekorden for det spil der har tilbragt længst tid i noget, der ligner aktiv udvikling. Præcis hvordan et så stort studie som Ubisoft Montpelier delegerer deres ressourcer er uhyre svært at sige, men vi antager fortsat at der er adskillige hundrede ansatte der aktivt arbejder på spillet, og i sommeren 2023 fik spillet sågar en ny instruktør i form Fawzi Mesmar, efter den tidligere instruktør desværre afgik ved døden pludseligt.

Den førnævnte rekord er på 15 år, men den blev givet til projektet i 2022, som betyder at det lige nu kun har forøget sin føring. Det betyder at spillet nærmer sig en aktiv udviklingsperiode på 18 år, dog med den usikkerhed, at vi ikke ved præcis hvor aktiv udviklingen har været igennem forskellige perioder.

Det er dog slående hvordan Ubisoft løbende formår at løfte sløret for projekter, for så at lade dem gå i dvale i så lang tid at det nærmest er bizart. Spillet fik sit "re-reveal" i 2017 - der er nu otte år siden. Og det er foruden den lange og mærkelig periode, der kom forinden, hvor Ubisoft direkte nægtede at have formelt anerkendt at spillet eksisterede, selvom at de havde gjort netop dette.

Om hvorvidt det nogensinde udkommer? Ja, det er virkelig svært at sige, men projektet er stadig under aktiv udvikling, og Ubisoft har haft rig mulighed for at trække stikket, men har valgt ikke at gøre det kontinuerligt.

Judas - først koncept blev udviklet for 10 år siden

Judas dukkede faktisk frem fra gemmerne for noget tid siden, og selvom at spillet for nylig missede sit lanceringsestimat givet af Take-Two selv, som påstod at det ville udkomme inden den 31. marts 2025 (den gik vist ikke), så ved vi en hel del mere om det end de to foregående titler.

Men det fortjener stadig en plads på denne liste grundet dens mildest talt vilde udviklingsperiode. Ken Levine forlod Irrational efter Bioshock Infinite-lanceringen for at forme Ghost Story Games i 2017, og selvom han i flere omgange præsenterede sin teoretiske idé om "narrative Lego" ved diverse messer, så blev han og hans studie aflønnet i hele fem år før de endelig løftede sløret for Judas.

Som sagt, derfra er det gået stærkere, og spillet er blevet afprøvet af både Friends-per-Second-podcastet og andre, og det var, på et tidspunkt, meningen at det skulle udkomme her for kort tid siden. Vi går derfor ud fra at spillet er lige om hjørnet, men det er så også det første spil fra Levine i 12 år.

Vampire: The Masquerade - Bloodlines II - under udvikling i omtrent 10 år

I 2019 spillede vi Vampire: The Masquerade - Bloodlines II på Gamescom, og publicerede både et lovende preview, samt fremviste en forlænget gameplay trailer, der så sandelig gav det indtryk at selvom spillet måske ikke var direkte færdigt, så nærmede det sig med hastige skridt.

Det er i sig selv direkte utænkeligt at vi nu står her seks år efter uden en konkret udgivelsesdato, at studiet bag den her fremskredne version i 2019 ikke længere eksisterer, og at spillet i dag godt nok deler visse ligheder med det projekt vi previewede, men som samtidig er noget helt andet.

Mange af de spil vi har med på den her liste er blevet fremvist for at det så går op for pressen og omverdenen gradvist at den pågældende titel var uendeligt langt fra en egentlig realisering, men her var allerede en realitet i 2019, og alligevel koksede det i så vild en grad, at det forbliver usikkert om den nye udvikler The Chinese Room kan formå at udgive det i år.

Star Wars Eclipse - vi har intet hørt i snart fire år

Vi ved reelt set ikke om Star Wars Eclipse findes i nogen som helst form for egentlig udstrækning, det er sandheden her. Hvorimod vi spillede Vampire: The Masquerade - Bloodlines II i 2019, så blev Eclipse i december 2021, og siden da har vi ikke fået et eneste livstegn, et eneste stykke officielt udgivet concept art samt ikke en flig af information fra udvikler Quantic Dream.

Vi er blevet lovet et mere action-orienteret spil end studiet som regel formår, men udover det har vi ingen information om gameplay-systemer, om egentlige karakterer eller om hvordan strukturen egentlig ser ud. Med andre ord var dette en filmisk "reveal trailer" tilsyneladende skabt før studiet egentlig havde nogen egentlig plan, for hvis de havde det, så ville spillet naturligvis ikke været gået i glemmebogen i snart fire år uden nogen anden form for information.

Spillet er ikke direkte aflyst, og fordi Quantic Dream er børsnoterede ved vi at de faktisk stadig arbejder på det, eftersom de er nødsaget til at kommunikere en potentiel aflysning ud til selvsamme investorer, men om det ligner sig selv, om det hedder "Eclipse", og hvor længe det er fra en reel udgivelse, det ved vi simpelthen ikke.

Star Citizen - det første "modul" udkom for 13 år siden

Star Citizen kommer uden tvivl, igen, til at resultere i nogle enkelte, der enten kommenterer på artiklen eller går så langt som til at kontakte os direkte (det er sket adskillige gange) med brok omkring den måde vi har omtalt spillet og dets utal af kontroverser på.

De ville nok argumentere for at spillet faktisk, i en eller anden udstrækning, allerede er udgivet, idet betalende kunder kan spillet visse moduler af det, som efterhånden har en smule bindingsvæv også. Men udvikler Cloud Imperium har gentagne gange slået fast at der ikke er nogen 1.0-lancering i sigte, selvom at vi bevæger os mod den, og sådan har det forholdt sig i mange, mange år.

Ydermere er der i dette tilfælde diskussionen om hvorvidt det faktisk er mere lukrativt for studiet at fastholde den nuværende status quo, hvor nogle få "whales" betaler svimlende summer for digitale rumskibe og andre former for makrotransaktioner i spillet uden at det reelt set er færdigt, som derigennem også finansierer hvad der uden tvivl er den dyreste spilproduktion nogensinde.

Vi stiller samme åbne spørgsmål som altid; "tror du Star Citizen udkommer i en 1.0?"

Fuld profil 44.261 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.