Drakengard - Square Enix' bizarre genistreg

Når man nævner Square Enix, tænker de fleste straks på serier som Final Fantasy, Dragon Quest, Kingdom Hearts og til en vis grad Life is Strange. Disse ikoniske brands har opnået stor succes og etableret sig som flagskibe inden for gaming. Trods deres triumfer har Square Enix dog aldrig været bange for at udforske nye IP'er i jagten på den næste store succes. Selvom kontroversielle NFT-planer og urealistiske salgsforventninger har præget overskrifterne de seneste år, fortsætter Square Enix med at tænke ud af boksen og tage risici. Denne evne til fornyelse og modet til at eksperimentere er en integreret del af virksomhedens kultur og strategi.

Square Enix' forsøg med nye IP'er har resulteret i både store fiaskoer og bemærkelsesværdige succeser. Mens titler som Infinite Undiscovery, MindJack og Left Alive anses som fejlslagne projekter, har spil som Octopath Traveler, Bushido Blade og især NieR: Automata etableret sig som betydelige sejre. Sidstnævnte har markeret sig som en af Square Enix' mest overraskende genistreger siden Kingdom Hearts.

NieR: Automata er et glimrende eksempel på en dristig og langsigtet satsning fra Square Enix. Selvom spillet var en ny oplevelse for mange, var det resultatet af et ambitiøst og strategisk gamble. Dets forgænger, den umiddelbart middelmådige fantasy-serie Drakengard, opnåede kun en gennemsnitlig metascore på 62. Derfor kom NieR: Automatas succes som en overraskelse - på niveau med Norges fodboldsejr over Brasilien i 1998. Men denne artikel handler ikke om NieR: Automata. I stedet er målet at belyse, hvorfor Drakengard allerede i 2003 var en af de mest unikke serier i Square Enix' portefølje.

På papiret var Drakengard et lovende projekt: en kombination af Dynasty Warriors og Ace Combat (dog med drager i stedet for F-16-jagerfly), krydret med magi à la Final Fantasy. Desværre levede ingen af spillets gameplay-elementer op til potentialet. Kampene på jorden var klodsede, variationen manglede, og luftkampene føltes undervældende. Ikke overraskende gav mange anmeldere hurtigt op - Gamereactor kvitterede spillet med en relativt gavmild vurdering på 6/10. Så hvorfor tale om spillet i dag, mere end to årtier senere?

Forklaringen ligger i manden bag projektet, den excentriske Yoko Taro. I en branche, hvor begrebet auteur vinder frem - altså kreative værker, der drives af én mands vision frem for en kollektiv indsats - er Yoko Taro i en liga for sig. Historien i Drakengard er en tour de force af bizarre og vanvittige begivenheder, der på trods af deres kaos aldrig mister fokus.

Spillet udspiller sig i den fiktive verden Midgard, en mørk og dyster version af klassiske eventyruniverser med elvere, alfer og orker inspireret af middelalderens Europa. Her er mennesker den dominerende race, hvilket har ført til, at guderne - kendt som The Watchers - ønsker at udrydde menneskeheden. The Watchers holdes i skak af fire segl: luft, vand, ørken og en udvalgt person kendt som "gudinden". Ødelægges alle segl, vil det føre til dommedag.
Historiens start er relativt simpel: The Union bliver angrebet af det mægtige Imperium, der forsøger at ødelægge de fire segl. Hovedpersonen, Caim, ofrer en del af sin sjæl for at danne et bånd med den døende drage Angelus, hvilket redder dem begge og giver dem mulighed for midlertidigt at beskytte kongeriget og hans søster, gudinden Furiae. Herfra følger en episk kampagne på tværs af Midgard, der inkluderer alt fra golde ørkener og frodige skove til flyvende slotte og endda Tokyo.

Det lykkes selvfølgelig ikke at stoppe dem. Alle segl bliver ødelagt - inklusive et knivstik i hjertet på Furiae - hvilket leder til en verden i ruiner, der til sidst bliver reddet af dragen Angelus, som ofrer sig og bliver den nye gudinde af det ruinerede Midgard. Herefter flyver rulleteksterne over skærmen med teksten: Ending A. Som spiller venter der altså en langt større rejse - og der findes ingen lykkelig slutning i Drakengard.

I de efterfølgende scenarier dør alle karakterer brutalt. I scenarie B bliver Midgard overtaget af aggressive dæmoner med Furiaes ansigt grundet et mislykket genoplivningsforsøg, og scenarie D ender i en kamp mod flyvende babyer, der spiser Caim og Angelus. Ifølge universets kanon er scenarie E den "rigtige tidslinje" og den sværeste at opnå. Her bliver Caim og Angelus transporteret til Tokyo i 2003 og skal besejre The Watcher-dronningen i et afsindigt svært rytmespil, hvorefter de bliver skudt ned af det japanske luftvåben. Asken fra Angelus resulterer i en sygdom, der spreder sig over hele verden og fører til begyndelsen på NieR. Med andre ord holder Taro ikke tilbage på det obskure.

Slutning A derimod fører til Drakengard 2, hvilket ikke blev instrueret af Yoko Taro, hvorfor det kanonisk eksisterer i et andet parallelt univers.

Drakengard er dog mere end "bare" en uortodoks og mørk historie. Det har også et af PS2'ens mest interessante ensembler. Her er ingen sort/hvide karakterer, kun fejlfyldte individer, der er mere interesserede i deres egen personlige dagsorden end i at redde verden, fordi det er det rigtige at gøre. Protagonisten Caim er lige så drevet af sin lyst til at dræbe, som han er af at besejre Imperiet. Dragen Angelus kommenterer endda flere gange Caims mangel på empati.
Hans ven Inuart, Furiaes forlovede, er så jaloux på Caims dygtighed i kamp, at han ofrer alt for at blive lige så stærk. Det fører til Inuarts uundgåelige død. Søsteren Furiae har grænsende til incestuøse følelser for sin bror, hvilket skaber yderligere splid mellem hende, Caim og Inuart. Elveren Arioch er blevet kronisk syg, efter at Imperiet myrdede hendes familie, hvilket har ledt til, at hun har udviklet kannibalistiske tendenser over for børn. Og den godhjertede Leonard har pædofile træk. Den engagerende pingpong mellem den usædvanlige gruppe mennesker udgør det narrative hjerte i en anderledes fortælling om verdens undergang. De individuelle karakterer får dog kun lov til at skinne igennem efter slutning B og frem, da scenarie A næsten udelukkende fokuserer på rivaliseringen mellem Caim og Inuart. Kun ved at låse op for alle scenarierne formår det unikke ved Drakengard at skinne igennem.

Det blev måske ikke modtaget med kyshånd, da det landede på spilhylderne tilbage i 2003, men heldigvis har serien efterfølgende fået sin tid i rampelyset med NieR: Automata og 2021's remake af NieR. Drakengard-serien er stadig den dag i dag et af Square Enix' mest spændende projekter, og jeg er taknemmelig for, at Square Enix havde 14 års tålmodighed og finansierede serien, indtil Yoko Taro og Drakengard fik sin velfortjente succes.