Det er efterhånden ikke let at se finde ud af præcis hvilke tv-serier man skal kaste sin kærlighed på. Lige nu forsøger jeg selv at drible Doom Patrol, The Twilight Zone, Our Planet og One Punch Man, og lige om hjørnet venter Good Omens og Swamp Thing.
Men midt i dette virvar blev jeg pludselig gjort opmærksom på en anden serie, en som I så sandelig også bør have på jeres radar. Catch-22, et humoristisk og til tider gravalvorligt krigsdrama fra George Clooney er nemlig ankommet, og selvom det er produceret af amerikanske Hulu, så kan serien ses hver mandag via C More.
Der er lige nu kun to afsnit ude, og det er dem jeg har set, så den samlede dom må i vente nogle uger med endnu, men allerede nu kan jeg sige at Catch-22 har en særlig tonemæssige balance (og forsættelig ubalance til tider), som kun de bedste instruktører lykkedes med at implementere.
Men før vi kommer til det, så lad os lynhurtigt snakke plot. Catch-22 foregår under anden verdenskrig, og tager udgangspunkt i særligt én soldat, John Yossarian, der skal flyve en lang række missioner som del af den amerikanske luftvåbens mission om at presse nazisterne tilbage i Italien. At begive sig ud på disse missioner med livet som indsats tærer dog på psyken, og præsenteres han for den såkaldte "Catch-22", nemlig en ægte, paradoksal regel om at hvis man ikke ønsker at gå i krig, så forsøger man jo egentlig bare redde sit eget skind, så det gør netop en kvalificeret til at fortsætte. Eller sagt på en anden måde:
"The rule specifies that a concern for one's own safety in the face of dangers which are real and immediate is the process of a rational mind; a man is considered insane if he willingly continues to fly dangerous combat missions, but a request to be removed from duty is evidence of sanity and therefore makes him ineligible to be relieved from duty."
Så hvordan kommer Yossarian uden om denne ondsindede og bureaukratiske regel? Ja, det er det serien handler om. Det der gør at netop krigens rædsler, den psykiske terror de unge mænd udsættes for at fortsætte kan pardannes med vittigheder og komiske overdrivelser er netop at Clooney, som agerer som showrunner samt instruktør på en række episoder, er iscenesat på en Cohen-inspireret facon.
Serien formår, i løbet af de første to afsnit om ikke andet, at balancere sine forskellige tonearter med stor præcision, og netop det der med at grine og græde få sekunder efter hinanden er noget der emmer igennem både Cohen-brødrenes bedste film, Tarantinos også og så det er også gældende her. Det er ikke altid lykkedes lige godt for Clooney som instruktør med netop afbalanceringen, som vi eksempelvis så i Suburbicon fra 2017, men denne gang har han fuldt ud kontrol over sit narrative og sine karakterer.
Efter at være blevet relativt overbebyrdet med serier der er værd at se, så må jeg kaste håndklædet i ringen og sige at de næste par mandage vil jeg sidde klistret til skærmen for at se Catch-22, og hvis den holder kadencen herfra, så kigger vi måske på en af årets bedste serier.
