Årets E3-messe er slut, og vi sidder tilbage med en håndfuld lovende spil og to nye konsoller. Der er med andre ord meget at glæde sig til. Messen har været den bedste i årevis, men som gamere bliver vi alligevel aldrig helt tilfredse. Disse otte titler savnede vi:
Uncharted 4 / Naughty Dog / Action
Selvom Naughty Dog lige har udgivet The Last of Us, så er vi stadigt lidt skuffede over at Uncharted var en no-show på dette E3. Som et af de smukkeste spil i denne konsolgeneration ser det ud til, at den næste generation af Uncharted forbliver uudforsket lidt endnu. Æv.
Nyt Zelda / Nintendo / Eventyr
Vi er ikke bare skuffede over at Nintendo lavede en middelmådig præsentation af deres nye lanceringer (var det kun os, der blev irriterede over billedrammen bag Satoru Iwata?), men de valgte også at præsentere Wind Waker HD frem for at vise et nyt Zelda. Det ser ud til Nintendo har brug for en Navi-gator for at finde en ny vej at gå med deres spil.

The Last Guardian / Team Ico / Eventyr
Der har været megen frem og tilbage med The Last Guardian. Det ene øjeblik er spillet lagt på is, og i det næste er det i fuld udvikling. Det eneste, vi kan være sikre på, er at vi ikke så skyggen af det til E3. Hvil i fred, Trico?

Mafia III / 2K Czech / Action
De seneste år har der floreret rygter om at 2K Czech arbejder med næstegenerationsprojektet Mafia III. Udviklingen er forhåbentlig godt i gang, og E3 havde været den perfekte anledning til at hive sløret af gangstereposset. Men indtil videre har der været stille som graven.

Fable / Big Blue Box / Action /RPG
Hvad sker der med Fable? Det virker som om Microsoft ikke ved hvad de skal gøre med den populære serie. Alt de behøver gøre er at give os et større, bedre og mere humoristisk fjerde kapitel med RPG-action i en smuk verden. Er det for meget at bede om?

Fallout 4 / Bethesda Game Studios / Action
Det virker som om ingen vil tage kampen op med The Division, når det kommer til flotte postapokalyptiske spil på årets E3, men fortvivl ikke. Fansene har længe givet klart udtryk for hvad de helst vil se, og forhåbentlig hører Bethesda efter. Vi krydser fingre.

Just Cause 3 / Avalanche / Action
Avalanche Studios-grundlæggeren Christofer Sundberg skabte stor opsigt, da han tidligere i år publicerede billeder, som så ud til at være fra Just Cause-universet. Alle (inklusiv os) var overbeviste om at de var fra Just Cause 3. Sådan gik det ikke. Forhåbentlig leverer de varen med Mad Max til næste generation.

Left 4 Dead 3 / Valve / Action
Den ikoniske zombieserie, som først udkom i 2008, er ikke mindre end fantastisk. Efter lanceringen af Left 4 Dead 2 kom alle de herlige fanskabte baner, vi elsker - hvem vil ikke skyde zombier og beskytte Helm's Deep på samme tid? Left 4 Dead 3 forbliver et spil, der ikke ser ud til at rejse fra de døde... Endnu.

Hvilke spil håbede du på, uden at få dem at se?