D-skål. Helt sikkert. Hmmm... så må spillet da godt nok også være rasende interessant. Hvorfor ville hun ellers stå her og kaste gratis t-shirts ud til frådende liderlige mænd, der dermed både kan glo på guddommelige kavalergange og få merchandise gratis med hjem?
Der findes ingen andre steder i universet end ved verdens største spilmesse, E3, hvor ellers almindelige rolige slipsemænd og zen-funderede japanere udvikler sig til et frådende ulvekoppel, når en hæslig sort t-shirt syet af kinesiske børnehænder gives væk af hoppende, storsmilende, plastic D-skåle. Der findes nok ingen andre steder, hvor brysterne år efter år stjæler mere og mere fokus væk fra spillene. Og der findes ingen andre steder, hvor pressen efterhånden er så ildeset, at det er umuligt at arbejde på messegulvet.
For mig er det særligt tydeligt efter årets E3: Spilmessen er blevet et opgejlet totalteater, hvor alle vi fra medieverdenen pænt indtager og spiller vores respektive roller som brægende kødfår. Kritisk journalistik? Måske næste år. Interessante spørgsmål til en spiludvikler? Det må vente til senere, for spørgsmålet drukner alligevel i larmen fra de 69.998 andre deltagere på E3s messegulv. Et eksklusivt scoop på et nyt spil? Ja, så gerne: Stil dig bare først op i køen med de 50 andre medier, der også er blevet lovet det samme. Unik præsentation af spillet? Ja, af den 24-årige model Cindi, der end ikke har fattet, hvordan et joypad skal vendes.
Dybt suk. Jeg har nu gæstet E3 i Los Angeles siden 2001 - og der er sket forbløffende meget se sidste fire år. Desværre mest dårligt, for E3 er gået fra et show designet primært til medierne til et paradis for marketingsfolk og liderlige mænd. Musikken er blevet højere, modellerne er flere, slankere og mere sexede, og messegulvet er mere og mere en højteknologisk hovedbanegård befolket af folk, der burde holde sig langt væk fra en professionel spilmesse.
Men det viser samtidig, at over de fire år er målgruppen for messen ændret fra nyhedshungrende spilmedier med noget på hjertet og et oprigtigt interesseret bagland til åndsforbollede, indavlede amerikanske teenage-salgsassistenter fra Best Buy, EB Games eller Blockbuster, der konstant sværmer omkring samtlige ledige spilkonsoller og nye spil på messegulvet, som fluer på en hestelort. Og at flashe sit medieskilt til de ansvarlige på messestanden, har nogenlunde samme effekt på fluerne, som en sommersky har på en Boing 747 i rutefart.
Faktum er, at E3 effektivt har skubbet store dele af mediebranchen ud i vinterkulden - særligt de mindre og ofte mere seriøse af slagsen, hvilket er en tendens, der giver særligt udslag på E3s 1. sal. Her, hævet over messegulvets rasende inferno, har de største producenter ofte forskanset sig og indrettet dejligt rolige og afkølede konferencelokaler med sofaer og softdrinks ad libitum. Men for at få adgang til det Shangri-la skal man helst hedde GameSpot, Official PlayStation Magazine eller Edge. I al fald slet ikke komme fra Danmark, og da slet ikke fra en ukendt mainstreamavis, de slet ikke kan udtale navnet på. Her hjælper det nok, hvis producenten er på god fod med skribentens medie, og lidt fals og karaktergivning holdt efter annoncekronerne giver vel at mærke access-all-areas uden tøven. Det synes i al fald at være præmissen bag Rockstars åbenbart rasende hemmelige stand dette år.
Og det er jo ikke fordi, at man som spilmedie ikke har skriveblokken som hovedet fyldt med vanvittigt intelligente spørgsmål, da det jo er sjældent, at man sådan får audiens hos en international spiludviklers hjerne. Problemet er bare oftest, at E3 og særligt holdningen hos bjæffende marketingsfolk suger ens kritiske sans og energi ud som hev man bundproppen ud i badekarret. Efter tredje måske fjerde spørgsmål plejer selv de mest ihærdige journalister at miste gejsten. Simpelthen for deres spørgsmål aldrig bliver besvaret - enten affærdiget med en ordentligt omgang stinkende salgsbullshit eller om den klassiske med, at de ikke må udtale sig på nuværende tidspunkt. Fint nok. Hemmelighedskræmmeri er tit nødvendigt i en kompetitiv branche. Men hvad fanden laver de energivampyrer så på E3? Så kryb dog for helvede tilbage i jeres udviklerhule og få fedtet det ’Halo’-ripoff færdigt. Og kom først tilbage, når I må sige noget konkret, tankefuldt og bare nogenlunde værdigt til at forevige på tryk.
Men for ikke at drukne i bitter mavesurhed, er der heldigvis undtagelser. Som når jeg fik en hel halv time med Jordan Merchner - manden bag Prince of Persia - eller placeret i en herligt kølet og lydisoleret bås og får en dybt spændende one-on-one sludder med Rand Miller, hjernen bag Myst-serien. Men det kræver held, indflydelse og et godt forhold til marketingsfolkene, før man kommer så langt ind i varmen.
Faktum er at i dag er GDC (Game Developers Conference) der, hvor branchen mødes og beslutter sig om de vigtigste ting - E3 er udelukkende beregnet til at puste sine fjer op og blære sig uhæmmet over størrelsen på checkhæftet. Ingen i udviklingsbranchen bør efterhånden tage E3 seriøst - og nu stiller jeg et fedt spørgsmålstegn ved, hvad man kan bruge E3 til som medie.
For hånden på spillerhjertet: Du vil som medie kunne få langt bedre overblik og dækning, hvis du bare kæmmede Internettet igennem for nyheder spædet op med lidt live-video filmet fra messegulvet. Been there, done that. Efterhånden bliver den eneste grund for en spiljournalist at tage til E3 den allerdårligste. Nemlig ren prestige. Prestige i at kunne blære sig med at svare: "Ja, vores medie deltager i E3", når marketingsfolkene laver deres evigt uholdbare interview-skemaer under E3. Men hvad vi i virkeligheden siger, er nok snarere: "Ja, vores medie er stort nok og har råd til at deltage i overfladecirkusset endnu et år. Så prestigefyldte er vi som medie."
For mig er det efterhånden ikke pengene og besværet værd længere.