Jeg havde en spøjs oplevelse i sommers. Jeg var på Gamescom og stod i EA's presseområde med tunge overvejelser om hvilke spil i deres temmelig imponerende line-up, jeg skulle prioritere at se. Jeg var spændt og begejstret for at være der - hvilket overraskede mig, for havde du spurgt mig for syv-otte år siden, så var EA dengang en af de værste udgivere der fandtes, og indbegrebet af alt hvad der var galt med spilbranchen.
Sådan havde jeg det dengang, men i dag er situationen en helt anden. Man skal bare se på deres udgivelser i år, for at få et billede af kontrasten. Jeg var dybt bekymret, dengang EA meddelte at de ville købe DICE, for de havde på daværende tidspunkt ry for at suge livet ud af enhver udvikler, de opkøbte. Men Bad Company 2 er et af mine mest spillede spil i år.
Og der var engang, hvor jeg syntes Need for Speed-serien var noget elendigt bras, der havde mere travlt med at løbe i hælene på The Fast and the Furious-filmene end at byde på gode spil (jeg hadede Underground - hvis den mest populære del af at bilspil går ud på bare at køre ligeud, så er der noget galt), men det nye Hot Pursuit var det sjoveste spil, jeg så på Gamescom, og også et jeg siden da har brugt mange, mange timer på.
Der er tydeligvis noget der har ændret sig over de sidste par år - og det er ikke kun mig.
Men før vi kommer så langt, skal vi lige have en lille historielektion. Tilbage i starten af 90'erne var Electronic Arts, som de dengang hed i de fleste sammenhænge, nemlig indbegrebet af cool. Deres udviklerhus Bullfrog med Peter Molyneux i spidsen stod for originale og geniale spil som Syndicate, Magic Carpet, Theme Park og Dungeon Keeper, mens Origin smeltede film og spil sammen med Wing Commander-serien. Ligeledes stod de for udgivelsen af det revolutionerende og indflydelsesrige System Shock. Og så var der selvfølgelig EA Sports-spillene, der også dengang var blandt de bedste man kunne få. Alle mine venner spillede NHL 95. Alle.
Men det ændrede sig gennem de tidlige 00'ere. Selskabet blev langt mindre risikovilligt, og satsede næsten udelukkende på filmlicenser og efterfølgere til etablerede hits. Gamle hæderkronede udviklere som førnævnte Bullfrog og Origin, eller Command & Conquer-skaberne Westwood, blev nedlagt på stribe, og resterne fusioneret med hinanden. "EA laver metervarer af værste skuffe", skrev jeg vist dengang. Man fik det indtryk af deres spil var sjæleløse, designet af en kommite af jakkesæt ud fra en masse fokusgruppe-tests, så de kunne ramme "det de unge vil ha'". Se bare ham der den enerverende DJ der blev tilføjet i Burnout 3. Nøj, hvor jeg hadede ham.
Kort sagt var EA blevet spilbranchens bussemænd. Det var en udbredt holdning at de kun lavede bras, der appellerede til laveste fællesnævner, men som den vidende spiller straks ville gennemskue som rent skrammel. Man kunne også beskylde dem for at bruge ufine tricks - blandt andet tog de livet af alle Madden-seriens konkurrenter ved at sikre sig eksklusivrettigheder til stort set samtlige ligaer inden for amerikansk fodbold.
ESPN NFL 2K5 (til venstre) var både billigere og i manges øjne bedre end Madden NFL 2005. Men EA sikrede eksklusivrettigheder til alle ligaer inden for amerikansk fodbold, og så var den serie pænt færdig.
Og det blev ikke bedre af bloggeren Erin Hoffman, der var gift med en EA-ansat, under pseudonymet EA Spouse fortalte skrækhistorier om kummerlige arbejdsforhold og konstant overarbejde - uden ekstra betaling. Afsløringerne førte til at EA over flere omgange blev sagsøgt af sine egne ansatte, og blev dømt til at udbetale knap $15 millioner (cirka 84 millioner kroner) i kompensation.
Forståeligt nok var EA ikke særlig stolte af det image, og derfor måtte der andre boller på suppen. Det første træk kom sidst i 2006, hvor selskabet annoncerede at de fremover ville satse mere på originale spilideer end efterfølgere og licenser. Og ændringerne tog for alvor fart, da John Ritticello overtog direktørstillingen i 2007.
Skiftet kunne mærkes straks. Ritticello kaldte den tidligere "køb og assimiler"-model for en fejl, der havde kostet mange kreative kræfter. Han omstrukturerede hurtigt EA i fire selvstændige afdelinger, der selv fik ansvaret for produktudvikling og udgivelse.
Hjulpet godt på vej af titler som Crysis, Rock Band, Dead Space, Mirror's Edge, Dragon Age: Origins og Mass Effect 2 (bemærk hvor få tal, der er i den opremsning), og fornyet kvalitet og iderigdom i de gamle travere som FIFA, Need for Speed og Battlefield, for ikke at tale om EA Partners-samarbejdet, der hurtigt har gjort EA til de store uafhængige udvikleres yndlingsudgiver, er udgiveren på nærmest rekordtid sluppet ud af skurkerollen.
Nye boller på suppen. Spil som Mirror's Edge og Dead Space viste, at EA igen turde satse på nyt.
De er ikke de største længere - den rolle har Activision overtaget (ligesom rollen som bussemand, selvom det kan diskuteres hvor fortjent det er). Til gengæld skammer jeg mig ikke længere over at kunne lide deres spil. Der er stadig gevaldige svipsere som det nyeste Harry Potter ind i mellem, men i dag er et EA-logo på æsken nærmere et kvalitetstegn end et advarselsmærke. Deres historie taget i betragtning, så er det lidt af en bedrift.