I en lokal garage på Bryant Street, San Fransisco, afholdte Xbox-chefen Phil Spencer en kort åbningstale foran en samling af spiljournalister. Vi er her i anledning af Xbox Spring Showcase, en begivenhed hvor spilmedier får en chance for at drikke litervis af light-sodavand, besøge de charmerende transportable toiletter (som i øvrigt var beklædt med mahogni i dette tilfælde), og tage en føler på de spil som Microsoft vil udgive i det kommende kvartal. Men før Phil slap os løs på spilstationerne, havde han nogle ting han gerne ville sige.
Phil Spencer beskriver 2016 som en "kulmination af sidste år", og her taler han specifikt om at forbinde Xbox One og PC igennem Windows 10. I år vil vi se et større fokus på Cross-Play, og flere features der involverer begge platforme. Med Windows 10 vil spillere få den bedst mulige oplevelse, om de så er til den simple konsol, eller ønsker at presse deres PC-hardware til det yderste. Phil Spencer ved, at Microsoft har en del af gøre op for siden den katastrofe der var Games for Windows Live for få år siden, og tydeliggører endnu en gang, at firmaet er 100% dedikeret til at lave Windows 10 til en optimal gaming-platform.
At de er seriøse i deres løfte, kan reflekteres i de titler som vi kunne teste ved begivenheden. Quantum Break, Dark Souls III, Killer Instinct Sæson 3, Gears of War: Ultimate Edition, Pit People, Ori and the Blind Forest Definitive Edition og The Division udkommer på både PC og Windows 10 i løbet af foråret. I samme åndedrag sige Phil for sidste gang "we are comitted", og det er gang nummer 67 i løbet af bare to minutter, men samtidig afslører han også, at Forza Motorsport 6 vil ankomme til Windows 10.
Den eneste Xbox-eksklusive titel ved begivenheden (som i øvrigt kun gælder i en begrænset periode skulle jeg mene) er Capybara Games' Below, en titel som blev afsløret for tre år siden, og som der har været relativt stille omkring lige siden. Mine første indtryk efter at have pløjet igennem introduktionen er... ikke så positive. Visuelt er spillet storslået, grafikken er simpel og stilistisk, lyset er fantastisk og makroperspektivet er en fin tilføjelse. Den mystiske atmosfære minder en om både Zelda og en Team Ico-produktion. Spillet starter med hovedkarakteren, der går hen ad en strand væk fra en fæstnet båd. Uden videre forklaring om hvad der for ventes af mig, begynder jeg at udforske området. Regnen falder tungt. Til sidste finder jeg grotte. Med en tændt fakkel, begiver jeg mig ned i mørket.
Jeg aktiverer en fælde, og bliver piercet af søm. Jeg genstarter ved begyndelsen af grotten. Jeg undgår fælden, indsamler materiale der er spredt ud på klippegulvet, laver et bål og dræber nogle insekter med en række slag med mit sværd. Det er meget smukt at se på, men det er ikke synderligt underholdende. Hvad er formålet? Hvad er pointen? Spørgsmålene står hurtigt i kø, og da jeg slap controlleren, vidste jeg ikke hvad jeg skulle synes om Below. Når det så er sagt, så er Below heller ikke den slags spiloplevelse, der klarer sig synderligt godt i en larmende udstillingshal. Hvis nu jeg havde oplevet spillet med færre råbende franskmænd omkring mig, så ville indtrykket måske have været mere positivt.
Det næste på listen af PC-versionen af Quantum Break. Som du sikkert ved, så afslørede Microsoft i sidste uge, at Remedy's ambitiøse (og konstant forsinkede) science fiction-titel vil udkomme samme dag på PC som på Xbox One. Mange konsolejere udtrykte deres vrede over dette, og jeg kan godt forstå det, hvis man tager Microsoft's håndtering af afsløringen i betragtning, men det må være gode nyheder, at Quantum Break bare kommer til flere platforme. Som Phil Spencer sagde i hans præsentation, handler det om at levere den bedste oplevelse til både konsoller og PC, at skabe en platform der fungerer for alle. Jeg kan dog være vidne til, at Quantum Break ser fantastisk ud på begge platforme.
PC-spillere har dog muligheden for at presse deres maskiner yderligere, end hvad konsoller kan mønstre. Du har sikkert set de anbefalede specifikationer, og ved at spillet virkelig er krævende, hvis du skal køre det på maksimale indstillinger. Ikke engang den computer jeg prøvede spillet på, kunne komme tæt på at knække den maksimale indstilling. Ikke en gang tæt på. Vi spillede endda i 1080p med mange af effekterne sat til medium. Måske er det for at vise, hvordan spillet ser ud i direkte sammenligning med Xbox One-versionen. Lige meget hvad så ser spillet virkelig smukt ud, og har fed lyssætning, destruerbare miljøer og imponerende animationer. Kigger man mere nøgternt på spillet selv tror jeg min finske kollega Arttu har opsummeret de vigtigste pointer, og vi har nået de samme konklusioner. Dette eventyr virker stramt instrueret, og er meget ambitiøst præsenteret.
Der er dog to bekymringer, og de er ret subjektive. Selv i spillets første akt (ud af fem) lider mange af action-sekvenserne under det samme problem som mange af andre spil i tredjeperson, nemlig absurd mange fjender, der stormer spilleren i bølger. Indenfor bare en halv time har hovedpersonen Jack Joyce nærmest skudt et antal soldater ned der svarer til hele det svenske millitær. Jeg blev træt af denne form for design tilbage ved udgivelsen af Uncharted 2: Among Thieves, men forhåbentlig vil Jack's evner, der tillader ham at bøje tiden, sørge for at kampene holdes friske. Den anden bekymring er mit møde med en pansret shotgun-fjende i begyndelsen af akt to. Igen: denne bekymring er baseret på mine personlige præferencer, men jeg hader fjender der kræver 12.000 skud for at gå i gulvet, for det er hverken synderligt udfordrende, eller synderligt sjovt. Det er egentlig bare frustrerende.
Et spil vi har set tidligere er Ori and the Blind Forest. Det udkommer i denne måned i en opdateret udgave, og har derfor fået titlen Definitive Edition. Det der gør denne version til en Definitive Edition er, ifølge produceren Daniel Smith, en serie af små forbedringer såsom muligheden for at rejse imellem forskellige områder hurtigt, to nye specielle evner og et helt nyt område kaldet Black Root Burrows. Det sidstnævnte tiltag er gnidningsfrit integreret i resten af spillet, og Daniel Smith gætter på, at dette område tilføjer omkring 40-90 minutters spilletid, alt efter hvor meget du ønsker at udforske. Og når vi snakker om sværhedsgrad, så er det muligt at skrue ned for spillets "trial and error"-design.
Et andet remake, men hvor der er lagt mere vægt på den grafiske opdatering, er Gears of War: Ultimate Edition (ikke Definitive Edition, Ultimate Edition.. fordi det er bare bedre!). Josh Kerwin, som er Global Product Manager", siger stolt, at hver eneste visuelle del af spillet er blevet fjernet genopbygget, og at hver eneste mellemscene er blevet redesignet fra bunden af. Muligheden for at spille i 4K er den store attraktion her for PC-spillere, og Kerwin håber at Gears of War: Ultimate Edition bliver en slags port for en ny generation af spillere, og en god opvarmning til Gears of War 4.
Min spilsession sluttede med at jeg blev pløkket i småstykker på et krigshærget torv, og det er præcis det samme sted hvor jeg døde 214 gange i det originale spil. På trods af en klar visuel opdatering, føles det præcis som det jeg spillede for ti år siden, og det er både på en god og en dårlig måde. Spillets styring er stram og blød, og det er præcis lige så voldeligt og rodet som jeg husker. Samtidig føles dæk-og-skyd-mekanikkerne slet ikke så friske som de gjorde da spillet udkom originalt. Gears of War: Ultimate Edition udkommer i hvert fald, og savner man det, er der god grund til at genbesøge.
Udover remakes og Windows 10-versioner er der de uundgåelige VR-ting, selvfølgelig. Intet spilevent uden lidt god, gammeldags svimmelhedsinducerende virtual reality. Med den seneste udgave af Oculus Rift på hovedet får jeg en guidet tur gennem Minecraft-universet af en meget snakkesagelig kvinde, der ville passe glimrende som turguide i Nordkorea.
"Gå hen til kanten og kig på udsigten. Gå hen til kanten. Gå hen til kanten. Gå hen til kanten. Og kig på udsigten. Godt! Gå tilbage. Gå tilbage. Kan du se knappen? Tryk på knappen. Tryk på.. Godt!"
Og så videre. Hun var ganske flink. Men mit syn på virtual reality ligger fast; i teorien er det en rigtig spændende ide med enormt potentiale, men i sin nuværende tilstand er det stadig ikke skarpt og brugervenligt nok til at jeg vil bruge penge på det. Der er for megen roden rundt med hardware, og jeg når dårligt at spille i fem minutter før mine øjne føles trætte. Men ja, teknologien er kommet langt siden Nintendo Virtual Boy, og jeg er sikker på at mange vil føle at Oculus og Minecraft er næsten lige så stort som Oculus og POV-porno. Men jeg kommer til at vente et stykke tid inden jeg hopper på VR-vognen.
Efter at blive guidet så tæt gennem Minecraft er det forfriskende med lidt god, gammeldags ydmygelise i Dark Souls III og Killer Instinct: Season 3. Førstnævnte føles meget som de tidligere Dark Souls-spil både hvad angår stemning og sværhedsgrad. Tempoet er skruet lidt op, og styringen føles strammere end i forgængerne, men ellers er der ikke meget der skiller sig ud. Æstetikken er skøn, tonen er dyster som altid, og billedhastigheden trænger rædsomt til en patch eller to. Med andre ord er det alt hvad vi har lært at forvente af From Software. Jeg gøde omkring 5242 gange på den samme boss mens publikum voksede bag mig, og jeg er ret sikker på jeg hørte en af franskmændene kalde mig "Zut!". Det betyder "prut" på fransk, tror jeg.
Jeg har aldrig været god til Killer Instinct, og mit korte ømde med tredje sæson gjorde absolut intet for at forbedre min selvtillid. Jeg spillede som den gamle Halo-celebrity Arbiter, bandede på svensk og fik ælsterlige klø. Det er omtrent hvad jeg har at sige om dét. Men redaktør Mäki vil græde af glæde når han får fingrene i sæsosen den 29. marts.
Efter nogle timer med Microsofts forårs-lineup - kun afbrudt af et par få toiletbesøg og et ret fascinerende møde med en østrigsk journalist der proklamerede sin kærlighid for American Truck Simulater - står det klart at Xbox One- og PC-ejere går en spændende tid imøde. Her tænker jeg hovedsageligt på Microsofts indsats for at forene alle under et fælles flag. Jeg kan delvist forstå de Xbox One-ejere, der er skuffede over at spil de købte til Xbox One pludseligt bliver annonceret til andre platforme også, men Microsofts beslutning om at udvide deres gaming-sats yderligere, der med Windows 10 giver en bredere kundebase til selskabets eksklusive titler, føles som en fuldstændig logisk udvikling. Nu håber jeg bare at vi ikke ender med endnu en Windows Live-fiasko, men Phil Spencer og hans håndlangere lader til at styre langt uden om dét trafikuheld.
