Stilheden er til at skære i lårtykke skiver. Ingen siger noget. Og selv hvis jeg spidser ørerne, kan jeg ikke engang høre sagte hvisken eller støj. Det på trods af at spillobbyen er fyldt med seks spillere, klar til ræs i Xbox Live. Seks spillere, alle sammen med headset på, men alligevel stirrer vi lammet af tavshed tomt på tv-skærmen. Pludselig splintres tavsheden, og spilleren "Dragonfly" siger: "Hi guys", med hæs engelsk accent - "how´s everybody? You ready?".
Hvem skal jeg svare? Og hvad? Måske af genertheden, måske af irritationen, men jeg forbliver tavs. Nej, jeg gider ikke sniksnakke med tåbelige englændere - har bare lyst til at ræse og vinde. Så kan vi tale sammen bagefter. Hans spørgsmål bliver besvaret, da en af de andre spillere åbner op for sit headset, men det svinger sig aldrig højere end et rasende intelligente spørgsmål som "Which kind of games do you own?", eller "Do you like Xbox 360?". Med en del pinligt lange pauser imellem. Tåspidskrummende, kedelig smalltalk. Og når ræset først ruller, er kommentarerne begrænset til spontane udbrud og suk over at blive kørt i rabatten.
Mangt en gang har jeg logget ind på Xbox Live, fundet et spil og prøvet at få modparten i snak. Og mindst halvdelen af gangene har jeg mødt muren af tavshed. Måske har jeg bare været uheldig, men det kan også være et rammende udtryk for, at vi ofte slet ikke gider tale sammen med fremmede spillere. Godt nok kan spændingen skydes markant i vejret, bare ved tanken om, at det nu er en levende spiller et eller andet sted på kloden, man ydmyger i Pro Evolution Soccer 5. Men kan man hovere uhæmmet over for ham/hende? Kan man skrige vinderbrøl ind i headsettet og samtidig være sikker på, at vedkommende ikke begynder at klage uhæmmet til en moderator over ens opførsel? Hvor går grænsen, og hvad taler man egentlig om på Xbox Live - udover spil, hvor man har købt spillene henne, og hvilken bane, man er kommet til? Det må kunne gøres bedre.
For der er opture: når man mødes med venner og bekendte på Xbox Live er det, indrømmet, en fantastisk oplevelse, og giver spillene en frygtindgydende social holdbarhed. Men jeg tror ikke på, at de fleste gider bruge tid i virkeligheden på de Friends, de møder på Xbox Live. Den gammelkendte tese med, at man i ly af anonymitet kan tillade sig at være mere fortrolig med sine online-venner end de virkelige, stinker. Derfor spiller jeg sjældent mere Xbox Live med spillere, jeg ikke kender i virkeligheden - de fysiske venner, der spiller med fra sofaen, er simpelthen sjovere.
Det er vel et spørgsmål om prioriteter. Jeg kender flere World of Warcraft-junkies, der ser spillets centrale guild-samarbejde som et sjovt, men ultimativt et værktøj eller en powerup, for at komme videre i spillet. Det sociale element trækker, og det at man online har mening, hoved og hale med sin eksistens, men samtidig gør anonymiteten, at man er fjernt fra "vennerne" i guilden. Hvem kender i virkeligheden alle de guild-spillere, man leger med i World of Warcraft? I sidste ende er de vel intet andet end glorificerede NPC´ere - Non-Playing Characters - udstyret med genuin menneskelig adfærd.
Det gør da selvsagt spillet mere spændende, uforudsigeligt og nervepirrende. Men i virkeligheden er det vel blot en udnyttelse af hinanden, for at opnå den bedst mulige spiloplevelse. Spørgsmålet man kan stille er, om guild-spillere eller modkørende i Project Gotham Racing har noget at tale om, udover spillet. Vi mænd har oftest brug for en undskyldning, et projekt eller et fælles mål for at mødes. Først da kan vi lukke op og tale frit sammen. Og hvis man tale frit med sine venner på Xbox Live eller i World of Warcraft, om andet end spillet, andet end det fælles mål, og måske endda hænge ud i Real Life, er det da bare super. Det er bare efter min overbevisning et fåtal.
Da Microsoft skruede Xbox Live sammen var grundkernen, at spillerne skulle tale sammen, som sad de ved siden af hinanden. Brillant idé. Men den idé gør samtidig i praksis, at hver gang jeg logger på Xbox Live, så lukker jeg alverdens ukendte og fremmede spillere ind i min stue, til at spille sammen med mig. Heldigvis er det gæster, der er nemme at smide på porten, hvis de viser sig at være narrøve - hvilket ofte sker. Jeg kan jo altid slukke, logge ud og sætte mit Gamertag på hylden, men rent psykisk kan jeg stadig nå at blive asiebitter over, hvordan spillerne opfører sig og taler til mig og hinanden.
Hvordan man skal gøre en tjeneste som Xbox Live mere venlig og imødekommende spillerne imellem, er en gordisk knude. Et videokamera på hver spiller vil ikke gøre det nemmere og mere nærværende. En mere detaljeret profil med mulighed for at søge efter ligesindede kunne hjælpe, for så kunne man pludselig spille mod gamle klassekammerater eller børnehave-buddies. Den nye Xbox Live-tjeneste har lidt af den idé, da man nu spiller i zoner rangerende fra ren rekreation til de hardcore-spillere, der elsker at skrige halsen af led, når de spiller. Et godt træk, så man bedre kan luge ud i de intetsigende spillere. Men ikke nok.
For i sidste ende kræver dyrkelsen af et godt fællesskab af venner i Xbox Live tid i stimevis. Og hvis det er tid, man prioriterer højere end tid med ens fysiske offline-venner, er det dit valg. Forholdet mellem on- og offline-venner er et af de større forskningsområder inden for computerspil, for nok kan man få tætte online-venner, der kan være mere fortrolige end dem i virkeligheden, men det centrale spørgsmål står stadig tilbage i luften: "Who´s gonna bring you the soup?". Hvis du kun har online-venner, hvem skal så komme på besøg og passe dig, hvis du bliver gammel og gigtsyg i hænderne af årtiers forbrug af Xbox-kontrolleren?
For mig er de mest sublime øjeblikke, når mine modstandere sidder bænket i samme stue, og alle råder over ubegrænset håneret som indbygget underholdning, uden risiko for at blive misforstået og hængt ud - som tit kan ske online. For hvad andet kan ske, når vi kun har en stemme at forholde sig til? Giv os flere spil, hvor vi kan se vores moralske valg reflekteret direkte i spillet. Giv os flere oplevelser, hvor det reelt set beriger oplevelsen at tale sammen. Giv os grund, mening og motiv til at tale sammen - udover hvem, der har den hurtigste omgangstid eller hårdeste sportsøse.