En nybegynders MOBA-eventyr med Infinite Crisis

Der er nogle ting i livet, vi bare undgår. Ikke fordi vi aktivt ikke bryder os om dem, men på grund af manglende interesse eller andre årsager. For eksempel vil du sjældent se mig spille sportsspil (jeg er ikke sportsfan) eller MMO'er (har ikke tid). Og så er der ting, som man udvikler en generel mystificeret accept af, ting der er blevet en norm i hverdagen, uden at man helt kan huske hvornår eller hvordan man missede dem i første omgang.

For mit vedkommende er MOBA-scenen en af disse ting. Det er en del af mit job at kende til den, men jeg kender den ikke. Det er en genre, der er gået mig forbi. Til gengæld er jeg stor fan af tegneserier, hvilket gør mig del af nøjagtigt det publikum, Turbine håber at nå gennem deres partnerskab med DC Comics, hvis mange helte og skurke er spilbare figurer i Infinite Crisis.

Så hvis du er ligesom jeg, så læs videre. Er du allerede velbevandret i MOBA-genren, ved jeg at du vil skimme artiklen efter faktiske oplysninger og ikke uinformerede indtryk. Så her er hovedpunkterne i et enkelt afsnit, så du kan suge dem til dig og fortsætte din dag.

Holdbaseret magtkamp over flere veje med vægt på aggression, hvor DC-figurer udfylder de forskellige klasseroller. Betaen åbner den 14. marts med tre baner og 27 figurer fra forskellige dele af DC's multivers. Der bliver tilføjet en ny figur hver tre uger, og nye kostumer hver uge. De tre baner er Gotham Heights, Coast City, og med de traditionelle tre veje, Gotham Divided.

Og lad os så vende tilbage til undertegnede, der får tæsk.

Jeg bliver placeret på række med fem andre, der alle var ærlige med håndsoprækningen, da vi blev spurgt om nogen af os ikke havde erfaring med genren. MOBA-scenen har ry for ikke at være udpræget venlig over for nye spillere. Turbine-repræsentanterne gør deres bedste for at hjælpe os på vej.

Mens andre folk fra udvikleren taler dyb strategi med vores mere erfarne modstykker på den anden side af bordet, udpeger vores gutter det mest grundlæggende. Museklik styrer bevægelse, angreb og evner sidder på tastaturet, og bliver gradvist låst op efterhånden som vi optjener XP, cooldowns og genopladning måles i sekunder. Man bliver healet hjemme i basen (og kan rejse dertil med et langsomt teleport-move fra hvor som helst på banen). Her er tre veje at angribe fra, tårne man skal undgå, fjendtlige minions som man kan bekæmpe eller ignorere. Det er godt at arbejde sammen i par og grupper. Det er skidt at være alene mod flere modstandere. Det her er en maraton, ikke en spurt.

Jeg får anbefalet brawlere - især Doomsday - som det bedste figurvalg for en nybegynder. Melee-angreb er lette at styre, og hans evner er skræddersyet til at øje styrke og forsvar. Det visuelle sprog er let at forstå for en, der er vokset op med actioneventyr. Og så er vi i gang.

DC-forbindelsen skaber rivaliseringer, der næppe ville have været der med figurer, man ikke har en fortid med. Efter kampen fortæller Turbine hvordan de har fokuseret deres MOBA på aggression, og sørget for at spillerne hurtigt vil komme i direkte kamp med hinanden, og at minions bliver til en lille del af det overordnede
slag.

Der går ikke længe før jeg bliver fældet af Green Lantern, og i den næste halve time eller deromkring - der hurtigt er overstået - holder jeg øje med den grønne kriger på minkortet for at udligne scoren. Jeg lærer dog hurtigt at jeg er nødt til at time mit angreb, da man er nødt til at flygte - hvilket Doomsday ikke ligefrem er kendt for - når man står over for mere end én angriber ad gangen.

Spillet drejer sig om finter og hurtige skub frem og tilbage. Banen er delt på midten i starten, hvor hver side har lige mange forsvarstårne. Revner i jorden viser tårnenes rækkevidde. At møde fjenden, for derefter at trække sig tilbage til nærmeste tårn og uden for deres rækkevidde, bliver hurtigt den gængse strategi. I kampe ved man straks om man kan gennemtvinge en fordel - og hvor stor risiko der er i at forfølge en modstander, inden han når i sikkerhed ved sit eget tårn.

Ideen er at udnytte chancen for at angribe et tårn, når der kun er få minions eller endda modstandere til at forsvare det. Tårnets skud kan stadig tygge sit hurtigt gennem dit liv, så man har brug for sine egne minions til at æde noget af skaden, og mindst en anden spiller ved sin side til at dele tæskene med. Når tårnet er faldet, rykker man videre til det næste. Målet er at bane vej til fjendens base og ødelægge den med et fælles angreb, hvorved man vinder kampen.

Jeg bliver overvældet til tider, på samme måde som jeg har prøvet i hårde PvP-kampe i MMO'er, når spillerne tørner sammen og skærmen eksploderer i en regn af flerfarvede tal og specialangreb. At finde ud af hvor jeg var og hvorvidt mine angreb ramte blev en udfordring i sig selv. Kun gennem de tilstedeværende kommentatorers udråb fandt jeg ud af hvordan jeg klarede mig. Jeg var stadig ved at afkode det jeg så på, da kampen var slut.

Men der var øjeblikke, korte og små som de var, hvor simpel strategi og råstyrke gav pote. Som at cirkle bag om fjenden, mens to spillere duellerede, for at ramme ham i ryggen med et knusende angreb. Doomsdays grundlæggende evne er et tredobbelt angreb, hvis styrke kan øges med et buff. Rækkevidden er god nok til at man kan ramme en flygtende spiller, som da jeg tog Green Lantern ned kun få meter fra sikkerhed hos kammeraterne. Det kan godt være at jeg blev massakreret umiddelbart efter, men jeg fik min hævn, og det var det værd.

Bedre går det med hans charge move. Med det kan man styrte mod en modstander, samle ham og og smadre ham ind i nærmeste væg. Det er ikke kun godt til at distrahere, det er også muligt at hive en spiller væk fra hans holdkammerater, så han er åben for klø. Som da jeg hev Superman væk, da han og hans medsammensvorne løb tilbage til deres tårn.

Kampen slutter, ganske forudsigeligt, med at vores hold taber. Men det føles ikke som et nederlag. Jeg har fældet seks modstandere, og jeg føler en vis succes bagefter. Og en overraskende fornøjelse ved oplevelsen. Jeg taler efterfølgende med en gammel kollega, der nu er tilknyttet Turbine, og han fortæller hvor meget MOBA-scenen nu fylder i hans liv, hvor han både spiller på arbejdet om aftenerne. Dels fordi det er sjovt, dels for at holde formen oppe.

Det er lidt af en investering, en jeg ikke rigtig er overbevist om at jeg har tid til at lave. Jeg har det som om jeg dårligt har skrabet overfladen i denne ene debutkamp.

Men jeg føler ikke længere at jeg kigger på MOBA-scenen som et skræmmende mysterium, der er for enormt til overhovedet at overveje at regne ud. Og måske, ja, måske vil jeg begynde at streame nogle kampe på Twitch, når betaen åbner senere på måneden. For alle de gange jeg lå død på slagmarken, og så mine kammerater kæmpe videre, blev det et betagende syn - for nu vidste jeg hvad pokker det var, jeg så på.