Sony og Firewalk Studios står bag det måske største flop i spilindustriens historie med Concord. Efter en langtrukket udvikling (nogen siger, at det alt i alt var under udvikling i omkring 8 år), fik Concord bare omkring 14 dage på markedet, før Sony trak stikket på grund af et uhørt lavt antal spillere og fordi ingen lod til at ville betale for spillet i en genre fyldt med gratis alternativer - og dem er der ikke blevet færre af siden da.
Allerede inden Concord udkom, var der kritik af stilen, kritik af at spillet kostede penge og generelt lod det bare ikke til, at spillet talte til målgruppen. Det virkede alt for generisk. Nu oplever vi noget af den samme reaktion efter at Bungie (der er ejet af Sony) annoncerede Marathon til verden med en 80 minutter lang livestream i midten af april.
Man skal passe på med ikke at blive revet med af stemningen på internettet - se bare hvor galt masserne kunne tage fejl af Assassin's Creed Shadows. Men stemningen omkring Marathon er ikke ligefrem god.
For det første er der de gamere, der kan huske de tre forrige spil i Marathon serien, som udkom i en periode fra 1994 til 1996. Disse tre spil, var first-person sci-fi actionspil med en historie, ikke ulig Halo spillene, også fra Bungie. Det nye Marathon er ren extraction multiplayer shooter og så vidt vi ved, er der ingen kampagne i det - og det har fra starten skurret godt i ørerne hos gamerne, der kan huske det originale Marathon spil.
For det andet, er Marathon, præcis som Concord, ikke free-to-play. I en noget svært forståelig besked fra Bungie lyder det, at "Marathon will be a premium title. Marathon will not be a full-priced title". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg præcis forstår hvad det betyder, men det lyder lidt som om, at det vil blive solgt til en pris på omkring 30-40 dollars - præcis lige som Concord.
Man kan ikke beskylde Marathon for at se generisk ud - i sit udseende i hvert fald. Det har en ganske lækker visuel stil og en tilsyneladende lækker verden, meget ligesom Concord havde. Firewalk Studios havde planlagt løbende at udgive små kortfilm med spillets karakterer, for at bygge en historie op omkring spillet, men det viste sig at være et fejlskud, da gameplayet på ingen måde var historie-drevet - er Bungie ved at gøre præcis det samme med Marathon? Nemlig at bygge en interessant verden og et narrativ op omkring et spil, der på ingen måde fortæller en historie?
Nu er alt det her rene gætterier, for vi har jo ikke haft Marathon i hænderne endnu. Men uanset hvad, så synes jeg der er nogle tegn fra Concord, som man ser gentage sig - og det er meget bekymrende for Sony og Bungie. En anonym Concord udvikler har været ude på Reddit og beder gamerne derude om ikke at straffe andre for deres fejl. "Many players know about Concord, and what happened with that project. Concord failed to inspire players, and the message was heard loud and clear. [...] I worked on Concord, and did my best. We came up short, please don't punish others for our mistakes. We are all human beings who are trying to create something special, and Marathon is no different. Be kind, and be cool, as video games are meant to be fun."
Og det er vigtigt vi husker den pointe fra Concord udvikleren; nemlig ikke at dømme noget ude, før vi overhovedet har prøvet det, og der er ingen tvivl om, at Bungie er nogle meget talentfulde udviklere, som har stået bag nogle af de bedste og mest definerende sci-fi shootere overhovedet. Men er de ved at blive revet med ned af Sonys, indtil videre, fejlslagne rejse ind i online multiplayer shooter arenaen, der har kostet millioner og atter millioner af dollars - og endnu værre; masser af hårdtarbejdende udviklere deres job.
Hvordan ser du på Marathon situationen? Er Sony og Bungie ved at lave en ny Concord? Eller er det noget andet denne gang?