
Du kommer ikke til at få nogle hårde ord med på vejen fra undertegnede, hvis du ikke helt forstår den gradvise udrulning af opdateringer til ældre Switch-spil med løftet om at de præsterer bedre teknisk på Switch 2. I princippet er der tre forskellige måder, hvorpå spil opgraderes, og hver især kommer med undtagelser.
The Legend of Zelda: Breath of the Wild og The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom hører til den mest omfattende kategori, idet du enten kan købe dem som dedikerede Switch 2-spil i den allerede nu genkendeligt røde æske, eller tilkøbe de tekniske opgraderinger via en udvidelse digitalt på Switch eShop. Idet disse opgraderinger er betalte uanset, så kan vi vel tydeligt forvente os en ret omfattende redefinering af hvert spils fundament, ikke sandt?
Se, det er ligeledes en sandhed med modifikationer, men lad os prøve først at forstå hvad der adskiller disse dyrere Switch 2-versioner fra de originale Switch-versioner:
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at der ikke som sådan er tale om nogle banebrydende grafiske opgraderinger her, selvom at dem der så er her, kan være afgørende for din nydelse af begge spil. Den højere opløsning hjælper både på skarphed og draw distance, som virkelig kommer begge spil til gode kvag hvordan terræn og navigation former glæden ved organisk udforskning, og det er både tiltrængt og en fryd at opleve begge spil ved stabile 60fps. Om det er Hyrule Castle i Breath of the Wild eller gradvis belysning i The Depths i Tears of the Kingdom, de centrale opløsnings- og billedehastighedsforbedringer kan mærkes tværs igennem begge spil, og er allestedsnærværende uanset aktivitet.
I forhold til selve spillene, så er der ikke noget ekstra indhold her som sådan, og de to Breath of the Wild-udvidelser hører ikke engang med i denne dyrere Switch 2-udgave - de skal stadig betales separat, som synes særligt fedtet. Men min holdning til hvert af disse spil, og i særdeleshed Tears of the Kingdom står nu mere lysende klart end nogensinde før; begge disse er blandt de bedste spil nogensinde, og at opleve dem på en sådan måde hvorpå teknikken faciliterer de her fantastiske oplevelser, i stedet for at begrænse dem, er virkelig en god undskyldning på egen hånd.
Begge disse spil er mesterværker, og dette er klart den bedste måde at spille dem på. Det betyder at hvis du kan anskaffe dig disse opdateringer gratis, som sker via Nintendo Switch Online i starten, så er det en fin gestus. Men for jer der på den ene eller anden måde overvejer om disse opgraderinger er den højere pris værd, så er det enkele svar "nej".
Men netop fordi jeg betragter begge spil som mesterværker føler jeg mig samtidig godt klædt på til at slå fast, at selve opdateringen, og ideen om at genudgive disse på Switch 2 til en dyrere pris end originalt, ikke rigtig retfærdiggøres af de her forbedringer. Om hvorvidt nyt indhold, nye indbyggede features i selve spillene, eller noget helt tredje havde været nødvendigt, det er svært at sige, men det korte og det lange er at disse spil er for dyre i forhold til hvad Nintendo giver dig.
Og med det kommer vi til Zelda Notes, som byder på et hav af features der netop havde markant forbedret spillet, men netop fordi de eksisterer afsides, og kræver at du nærmest dual-wielder devices for at gøre brug af dem, det gør dem lettere bløde i disse slagkraftighed. Navigation lader dig sætte et mål og derefter modtage stemmebaserede anvisninger ligesom en GPS, men i praksis føles det enormt uintuitivt at lægge sin controller, eller hele konsollen, fra dig for at placere et mål, og det at have stemmen guide dig føles også mærkeligt. De nye Voice Memories er en skøn tilføjelse med ny indsigt fra de originale stemmeskuespillere, men igen er det så enormt akavet at have sin smartphone fremme mens du spiller et spil, særligt når nu alt dette, relativt let, kunne være blevet implementeret direkte i spillets eksisterende brugerflade.
Zelda Notes er en af de mest kuriøse, mærkelige og direkte bizarre tilføjelser jeg har set fra Nintendo i mange år, og jeg kan simpelthen ikke forestille mig at skulle bruge nogle af de her features fast.
Det lyder som om at jeg giver begge spil et par på hatten, men jeg garanterer jer for at det er i kærlighed, og især respekt for hvor fantastiske, hvor mindeværdige og hvor betydningsfulde begge er for mig. Hvis du allerede ved at du ønsker at besøge Hyrule på ny, så skinner begge versioner klarere og funkler endnu mere på Switch 2, men vurderet som et genudgivet produkt til en højere pris, så retfærdiggør Nintendo ikke den byttehandel med indhold, features eller tekniske forbedringer.