For at være helt ærlig, så er det måske værd at starte med at pointere, at man ikke er på en eller anden form for pseudo-ferie. Selvom at min yngste søn Arthur er relativt selvstændig, motorisk udviklet og generelt glad for både at sove, og være vågen, så er det lidt af en tjans at vedligeholde husstanden, indkassere kvalitetstid og naturligvis hente og bringe vores anden søn Sigurd.
Med det mener jeg at det ikke er fordi at jeg direkte har svømmet i tid siden jeg gik på barsel i sommeren, men jeg har dog haft mere tid end normalt, og derfor tænkte jeg det kun rammende som et slags comeback på Gamereactor, at udpensle hvad jeg har spillet imens jeg har været væk, og måske også lidt hvad jeg har set. I kunne måske sågar stemme i og fortælle lidt om hvad der har imponeret jer i mit fravær? Sådan lidt audiens-hos-kongen-agtigt? Ej, jeg stopper nu.
F*cking Starfield
Som jeg har sagt et utal af gangen (heriblandt i vores podcast, Spilstrøm, som jeg indsætter herunder), så har jeg spillet rigtig, rigtig meget Starfield. Det har været lidt af en kollaborativ proces med både min bror og adskillige venner, hvor vi løbende har delt erfaringer, sammenlignet oplevelser og givet hinanden fifs og tricks.
Det har kun gjort processen endnu federe, men jeg må nok bare indrømme, at trods fejl og mangler, som der nok altid kommer til at være i de her gigantiske Bethesda-rollespil, så elsker jeg Starfield.
Jeg elsker historien og karaktererne, jeg føler virkelig at Bethesda, trods lidt karakteristisk stivhed, rammer både mystik, eksposition og dialog her. Jeg synes det er mere tilfredsstillende at spille, at nørkle med de diverse systemer og at mestre. Jeg synes faktisk også om både crafting, shipbuilding, outposts og alle de andre systemer der udgør periferien af ens oplevelse. Selv musikken er mindeværdig, og i mange tilfælde er grafikken det også, selvom at den gode gamle Creation Engine nok er på nippet til definitivt at se uddateret ud.
Jeg ville ønske at det kørte i 60fps, jeg ville ønske at Bethesda havde fundet en mere elegant løsning i forhold til sammenkoblingen af en rejse fra rum til planetoverflade, men samlet set er det her en triumf, for mig i hvert fald.
I burde se Foundation
Der er mange der er trætte af Star Wars, og netop af den årsag er på udkig efter et nyt sci-fi univers at investere i. AppleTV+ har svaret, og det er Foundation. Isaac Asimovs romanserie startede godt nok i 1979, to år efter A New Hope landede i biograferne, men Foundation slår Star Wars i både mytologisk og filosofisk forstand ved at grave dybere ned i ret centrale temaer som tid, sted og hvordan handlinger i både mikro- og makroperspektiv ændrer historiens flow.
Det er en serie med uendeligt meget på hjerte, som forankres af solide skuespillerpræstationer, og hvor ingen svar er letkøbte. Desuden virker det som om at Apple virkelig tror på produktet, og har dedikeret betragteligt ressourcer til scenografi, musik, effekter og produktionskvalitet.
Der er to sæsoner, denne anden og seneste er markant bedre end den første, og jeg er totalt om bord.
Alan Wake 2 hype
Okay, det her er reelt set ikke en oplevelse med et medie, men måske snarere en dyrkning af hypen omkring noget der er lige om hjørnet. Jeg har brugt overraskende meget tid på at se videoer, gameplay, interviews og alt andet jeg har kunne få fingrene i omkring Remedys kommende storspil.
Det er der forskellige årsager til. Først og fremmest har jeg en konstant voksende affinitet for survival horror helt generelt. Det skyldes slet og ret at genren er blandt de sidste bastioner for den lineære, strømlinede og accentuerede singleplayer-oplevelse uden alt for mange dikkedarer og afstikkende systemer. De er, af ren natur, tilrettelagte, og som oftest også narrative i fokus. Det passer rigtig godt til den jeg er, og det passer måske i helt særlig grad til den tid jeg har til overs til at spille. Dead Space Remake, The Callisto Protocol og til dels Resident Evil Village og Alien: Isolation, jeg bliver kun gladere for genren.
Og så er der hele Remedys glimrende track record, og Alan Wake-universets forkærlighed for en af mine yndlingshistorier nogensinde; Twin Peaks (minus den nyeste reboot-sæson). Det klikker alt sammen for undertegnede, og selvom at 2023 har været propfyldt med solide spiludgivelser, så falmer det hele i forhold til Alan Wake.
Analogue Pocket, du
Jeg har det svært med emulation, men jeg har dog set gode argumenter for at lade forbrugere tilgå gammel software via netop emulering, både fordi de igennem tiden har betalt for spillet tidligere, eller fordi producenterne har gjort det enten svært eller direkte umuligt at spille et givent spil på legitimt vis.
For dem der er på vippen, så er der Analogue Pocket, som jeg har investeret godt og vel $219 på, en konsol der er en slags luksusudgave af en GameBoy Color, men som kan understøtte emulering via et MicroSD, men som brander sig på at kunne tage imod fysiske spil fra GameBoy, GameBoy Color og GameBoy Advance blandt andet.
Det, kombineret med et fund i Røde Kors i Egedal Centeret, hvor adskillige klassiske GameBoy-spil blev fundet til en slik, har fornyet min interesse i den hurtige spiloplevelse hist og her, enten ved siden af en febersyg, sovende dreng (jeg snakker af erfaring), eller bare når der lige er 10 minutter på sofaen. Der kommer en god gammeldags anmeldelse, men indtil videre har jeg virkelig nydt min Analogue Pocket.
