Skip to main content
Gamereactor Artikler Alan Wake
Artikler

Et nærmere kig på Alan Wake

Max Payne er flyttet til USA, men hvem savner ham? Finlands nye nationalhelt har et lidt ufrivilligt morsomt navn og rotter på loftet.
Viktor Eriksson 23 februar 2010

Alan Wake blev annonceret på E3 2005, da nutidens konsolgeneration stadig var i sin vorden. Playstation 3 bestod af prerenderede trailers, Wii hed stadig Revolution, og ingen havde så meget som fremstammet noget om bevægelsesfølsomme kontrollere.

Det begrænsede materiale som Remedy kunne vise af Alan Wake dengang, fik dog alligevel folk til at tabe både næse og mund i E3's presserum, og spillet blev skrevet op i skyerne.

Siden da er tiden gået, og Remedy har genanvendt samme trailer år efter år, omend med visse modificeringer. For hvert år som er gået, er det blevet endnu mere ulideligt at vente, og materialets første wow-effekt er blevet dæmpet af de utallige andre stortitler, som er blevet lanceret i perioden.

Næsten på dagen fem år efter at Alan Wake blev fremvist for første gang, er det så endeligt på tide at lancere spillet. Remedy har meget at leve op til, hvis det skal lykkes at indfri alle de fantastiske forventninger, som pressen har tilskrevet Remedy og håber at de kan realisere. Gyserspilsgenren ligger nemlig på dødslejet, lammet af sine egne forældede spilsystemer og klichéer.

Alan Wake er ufrivilligt blevet udnævnt til at være den defilibrator som skal genoplive genren. Vil det også kunne lykkes? I Remedys tilfælde, kan det blive et spørgsmål om at vinde eller forsvinde.

I spillet finder vi, lige præcis - Alan Wake, en storsælgende og anerkendt forfatter som har haft skrivekrampe i næsten to år. Sammen med sin kone rejser han til det postkortsmukke Bright Falls for at forsøge at genfinde inspirationen i den amerikanske lillebyidyl. Men så går noget forfærdeligt galt. Wakes kone forsvinder, og forfatterens liv forvandles til et mareridt.

Ord for ord forvandler hans seneste bog sig til virkelighed for øjnene af ham. En bog som han i øvrigt ikke har noget minde om at have skrevet.

Et kollektiv suk af opgivelse gik gennem forsamlingen af spiljournalister, da den første spildemonstration af Alan Wake blev fremvist på E3 2009. "Var det alt?" Folk mumlede ondsindet, at det så ud som Alone in the Dark 2, og en tydelig stemning af skuffelse hang tykt i luften.

Vores svenske Petter Hegevall vrængede lidt på munden så sent som i forrige måned under Microsofts X10 messe, da han fik lov at prøvespille Alan Wake. Selvom om præsentationen imponerede i det store hele, så var der en tydelig skepsis eftersom spillet føltes meget styret.

Meget er stadig uklart omkring selve spillets indhold. På et tidligt tidspunkt gik Remedy ud og sagde, at man ville give det en episodisk tv-serie følelse, hvor spillet skulle virke som første sæson i en fortløbende tv-serie. Remedy sagde tilmed at Alan Wake skulle være et sandkassespil, hvor man frit skulle kunne udforske Bright Falls og omgivelserne. Men præcis sandkassedelen lader til at være noget, som er faldet bort.

Remedy tog senere udtalelsen tilbage og sagde, at man ville satse på et lineært og stærkt fortællende spil i stedet. Pendulet svang dog hurtigt tilbage for nogle måneder siden, da Alan Wake som et slags kompromis nu skulle kunne udforske byen og des omgivelser, som bid for bid skulle kunne låses op.

Hvad som derimod står klart, er selve spillets oplæg. Alan Wakes fjende er mørket. Når solen sænker sig og skyggerne vokser sig lange, kommer forfærdelige magter frem. En ond entitet som VIL se Alan død. Den ormer sig ind i folks sind og overtager disse og former Alans verden til et mareridt. I kampen mod mørket er Alans bedste våben lyset. Håndvåben er selvfølgelige fantastiske i den sammenhæng, men det er lommelygter, billygter og nødraketter, som gør den virkelige forskel mellem liv og død.

Det hele tegner til at blive et vældigt spændende og dynamisk spilsystem, hvor Alan må gøre alt i sin magt for at skabe lyskilder med alt, han overhovedet kan få fat i. Dette samtidigt med, at han må løse mysteriet omkring sin forsvundne kone og ikke mindst sit egen mentale helbred. Kan det måske være sådan, at det hele bare udspiller sig i hans eget hoved?

Remedys liste over inspirationskilder til spillet kan gøres lang. Stephen King er den mest umiddelbare, med små hyggelige byer i det nordvestlige USA som rykkes op med rødder af ukendte og onde magter. Man kan også ane inspirationen fra utallige andre kilder som David Lynch, Twin Peaks, H.P. Lovecraft og Lost. At Remedy har forelsket sig i ordet cliffhanger, er også noget som man gerne fortæller til alle som gider at lytte efter.

Så til syvende og sidst, må spørgsmålet være, om alle bidderne vil falde på plads? Alan Wake er nemlig et elefanthop fra Remedys tidligere spil af tredjepersons neo-noír action. Alligevel er det ikke til at overse de tydelige ligheder mellem Alan Wake og selskabets førstefødte, Max Payne. Begge spil bærer lidt ufrivilligt sjove navne og de actionmomenter, vi har fået lov til at se fra i spillet, viser, at Remedy også her har medtaget med sin forkærlighed for slow-motion og kamerapanoreringer på 360 grader.

Det gameplay som vi har set minder også stærkt om de velgjorde og robuste mareridtsscener, som vi oplevede i Max Paynes tidligere spil.

Så et spil helt på linje med dette, hvor stemningen er så tyk at ikke engang nimillimeters kugler kan gennembryde den? Ja, tak. Ja, tak for pokker! For selvom vi må bytte drømmen om et stort åbent mysteriespil ud mod et mere lineært et, håber vi på en mere fortællende, stærk og ikke mindst rystende oplevelse, som forhåbentlig kan blive en værdig repræsentant for udtrykket "mind f*ck".

I maj sendes Alan Wake på gaden og vores spørgsmålstegn står i kø ved strækbænken, for at vi kan få ALT at vide.

Er du i tvivl om, hvor længe Alan Wake har været under udvikling, kan du se vores ældgamle GRTV-interview herunder

Fuld profil 16 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.