Fable: The Journey Vs Kinect Star Wars

I dag fortæller vi om to af de største titler på messen - den ene er synonym med Xbox's egen rejse til midten af hardcore-segmentet, den anden er kendt verden over, og er nok den største sællert på casual-fronten til Kinect siden Dance Central. Fable vs. Star Wars.

Til hardcore-segmentet: Fable: The Journey

Molyneus er gået i forsvarsposition. Hvor Capcom's udviklere, alle klædt i militæruniformer, guidede én igennem Steel Battalion, er det straks anderledes, når det er Fable: The Journey, der skal testes. Lionheads chef(der snart forlader firmaet) stod lidt for sig selv og lod en frivillig fra presseflokken klare sig igennem demoen på egen hånd.
Det er milevidt fra den præsentation, der foregik på den anden side af væggen, men det passer perfekt med Lionheads profil - det vigtigste er at eksperimentere og lære på egen hånd. At ride på heste(hvilket primært handler om at guide dyret i den rigtige retning) og kaste med magi, sker ved hjælp af en række forskellige bevægelser med begge hænder.
Det er en skam, at Molyneux føler, at det er nødvendigt at forklare, hvorfor et nyt Fable var på sin plads, eftersom spillet sælger sig selv ganske fint ved blot at blive spillet og vist frem. Forbindelsen mellem spilleren og hesten er en logisk opgradering af hunden fra tidligere spil, og det at pleje hesten, når den er blevet ramt af enten pile eller sværd er medvirkende til, at man opbygger et bånd til den, hvilket er en udvidelse af de temaer, der blev udforsket af Kinectimals.
Det er først efter noget tid, at Molyneux fortæller os, at man i stedet for at trække en pil ud af hestens sider, kan vælge at presse pilen længere ind, hvis man har den slags tilbøjeligheder.

Det er primært den del af spillet, hvor man ikke er på hesten, der kræver noget forklaring. Man kaster magi med højre hånd, og kan styrke den ved at hæve stemmen. Med venstre hånd styrer man en samling dæmoniske tentakler, som kan bruges til at gribe fat i fjender og kaste rundt med dem, men denne funktion virkede ikke helt optimeret, eftersom responsen ikke var helt i top.

Vi taler med en presseagent, før vi skal lave et interview med Molyneux. Hun fortæller os, hvor meget hun elsker spillet, fordi det ikke kun handler om at skyde og dræbe, men i stedet er centreret omkring udforskning og interaktion, og hun kan sagtens se sine forældre spillet det. Selvom man skal tage hendes udtalelser med en gran salt, er der nok noget om snakken alligevel.
Spillet henvender sig både til hardcore- og casual-segmentet, og det kan vise sig at være en af spillets helt store styrker.

Til casual-segmentet: Kinect Star Wars

Vi vender hele tiden tilbage til argumentet om, at der ikke findes noget dårligt Star Wars-spil - licensen alene hiver alle spil op på et underholdende niveau. Selv PS1-spillet Phantom Menace var et anstændigt spil på grund af lyssværdenes tilstedeværelse. Kinect Star Wars er ingen undtagelse.
Vi så en tyve minutters hands-off-præsentation fordelt over forskellige dele af jedi-hovedhistorien, herunder slutningen af Episode One, podracing-kampagnen og Rancor Rampage. Ud af de tre var det podracing-delen, der virkede bedst.
Spillet har mulighed for 3D, hvilket er besluttet i forlængelse af Episode One's re-release i biograferne, og det kommer virkelig spillet til gode.
Med den simple styring af podracerne, som ikke er så langt væk fra Fable: The Journey, hvor man styrer ved at vifte hænderne til højre eller venstre - og de høje hastigheder, giver det den samme hektiske følelse af fart og ræs, som man kender fra den store skærm.

Rampage-delen af spillet har heldigvis rykket sig et stort stykke væk fra det hakkende rod, vi var vidner til på Gamescom, hvilket ikke mindst skyldes en tiltrængt visuel polering. Generelt kan det siges, at spillets visuelle stil i højere grad minder om den i Clone Wars-tegnefilmene, fremfor blot at bruge looket var de "rigtige" film.

Der er nu en måler, der viser, hvor berygtet du er, og niveauet stiger i takt med, at du spreder død og ødelæggelse omkring dig. Vi er i Mos Eisley, fjendtlige klontropper bliver erstattet af motorcykelpatruljer, og udvikleren hamrer begge hænder nedad og fremkalder et jordskælv, og bagefter trækker han hænderne tilbage for at skabe en charge-manøvre, der kunne vælte bygninger omkuld.

Vi så ikke noget til Duels of Fate, der lader dig møde skurke som Darth Vader, og heller ikke Dance Central-spiltypen blev vist frem. Om det er sindssygt genialt eller bare sindssygt, skal vi ikke kunne sige, men udvikleren har i denne spiltype droppet Williams' kraftfulde indspilninger, og har i stedet indspillet populære sange i Jabba Palace-stilen. De laver en fejl, hvis de ikke udgiver disse numre som album.

Uanset om denne udgivelse formår at perfektionere Kinect-styringen, eller om de forskellige spiltyper kan være mere end bare nogle små mini-spil, så kan man forvente, at spillet kommer til at gå som varmt brød.