Nu er det ved at være rigtig tæt på: Lanceringen af de to største konsoller i verden, Xbox Series X og PlayStation 5. Med mindre coronavirussen kører helt af sporet, kan vi til efteråret langt om længe få fingrene i, hvad der uden tvivl bliver to bæster af hardware. Men ét af de helt store spørgsmål er naturligvis også, hvilke eksklusive lanceringstitler Microsoft og Sony hver især har tænkt sig at diske op med, når tiden kommer. Derfor er jeg gået lidt i ønskehumør. Mens Magnus tager sig af Microsoft, vil jeg her præsentere fem ønsketitler, som jeg drømmer om at se udgivet i selskab med Sonys PlayStation 5. Nogle er mere realistiske end andre (mildest talt), så det er ikke, fordi jeg rent faktisk forventer, at disse ønsker går i opfyldelse. Men man har da lov at drømme. Og det har jeg altså tænkt mig at gøre nu.
Horizon: Zero Dawn II
Nøj hvor jeg elskede Horizon: Zero Dawn! Hvor var det dog bare et skønt spil. Den mærkværdige kombination af primitiv stammekrig og fremtids-AI var intet mindre end genial, og det gjorde, at jeg fandt kampsystemet helt ufattelig underholdende. Når pilen fra min bue knuste metalrustningen på Longlegs hals, eller når det lykkedes at antænde Bellowbackens kemiske dunk, så den eksploderede - uf, det var sød musik i mine ører. Jeg elskede hver en bid af dette nye univers - Aloy er vist uden tvivl blevet Sonys nye Darling. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at der arbejdes på en efterfølger til spillet, men både Sony og udviklerne fra Guerrilla Games har indtil videre gået meget stille med dørene, så vi ved stort set intet om deres planer. Men et nyt eventyr med Aloy, dét får vi! Spørgsmålet er bare hvornår. Er en PlayStation 5-launch helt utænkelig?

Uncharted 5
Uncharted-seriens succes kan vist ikke overdrives. Det begyndte i 2007, da det første spil i serien, Uncharted: Drake's Fortune, blev lanceret sammen med Sonys PlayStation 3. Naughty Dog havde skabt en ny PlayStation-maskot. Siden fulgte en to'er, som vel nok er kendt som Nathan Drakes bedste eventyr, og på PlayStation 3'en fik vi også det sidste spil i trilogien. Mange af os, inklusiv mig selv, troede det var sidste gang, vi fik Nathan Drake at se. Men op af hatten kom han igen i 2016, da Naughty Dog stod klar med en allersidste skattejagt til os. Uncharted 4: A Thief's End var endnu et mesterværk og en fænomenal afskedsfest for vores kække tyveknægt. Selvom vi nok ikke kommer til at se mere til Nathan Drake, betyder det ikke, at Uncharted-serien også er et overstået kapitel. Nautghy Dog er ganske vist i fuld gang med at polere og finpudse The Last of Us: Part II, men jeg er sikker på, at et nyt Uncharted-spil også er at finde i støbeskeen hos Druckmann og co. At det står klar til efteråret, er ren utopi, det ved jeg. Men i denne artikel har jeg givet mig selv lov til at ønske lige, hvad jeg har lyst til - uanset hvor urealistisk det end er. Og jeg ønsker mig Uncharted 5 til PlayStation 5. Med det samme, tak.

God of War 2
Jeg har gennemført God of War III flere gange og har ligeledes stiftet bekendtskab med nogle af de tidligere spil i serien. Og de var alle underholdende (og umådeligt svære). Men PlayStation 4-versionens God of War var jo på et helt andet niveau. Et mageløst grafisk design, forrygende gameplay og intet mindre end et fantastisk narrativ. Med en Clean Slate og en ny begyndelse for Kratos viste Santa Monica Studios på allerfornemste vis, at krigsguden er kommet for at blive. Og jeg kan ikke vente med at se, hvad det næste kapitel byder på. Den nordiske mytologi er intet mindre end et episk univers. Det er, som om vikinge-DNA'et kommer op i mig, når jeg kaster mig i kamp mod Thor, Odin og resten af slænget. Men nu bevæger jeg mig vist ud på et sidespor. Det korte af det lange er, at jeg inderligt håber på, at Cory Barlog står klar med endnu en omgang krigsgalskab med Kratos, når PlayStation 5 rammer markedet.

Crash Bandicoot
Jeg er kæmpe fan af, at Activision pludselig er gået all-in på remakes af Crash-spil. Crash Bandicoot: Nsane Trilogy og Crash Team Racing Nitro-Fueled var begge brillante genudgivelser, og det faktum, at jeg har magtet at hente platintrofæet hjem i samtlige spil, viser vist meget godt min kærlighed til dem. Rygterne går på, at et remake af Crash Bandicoot: The Wrath of Cortex også er på vej. Men på et eller andet tidspunkt løber de tør for gamle Crash-spil, og så er der jo kun én ting at gøre: Lav et nyt! Og det håber jeg i den grad, vi snart får. For nylig rapporterede vi her på Gamereactor om et rygte, der sagde, at et nyt Crash-spil faktisk var i støbeskeen hos Activision og deres udvikler. Åbenbart er det et PvP-spil, hvilket altså ikke lige var, hvad jeg havde i tankerne. Jeg vil gerne se et spil i stil med den klassiske platform-trilogi. Der er slet ikke nok platformspil på markedet i dag, hvis I spørger mig. Og et spritnyt platform-eventyr med Crash Bandicoot på en spritny PlayStation får allerede mine tænder til at løbe i vand. Vil I ikke nok gøre det for os, Activision?

Silent Hills
Forestil jer det lige: Silent Hills som launch-spil til PlayStation 5. Det ene spil, som vi var sikre på, aldrig ville blive til virkelighed efter Konamis Break-up med Kojima. Det ene horrorspil, som mange af os havde drømt allermest om (eller haft mareridt om). Nu tillader jeg mig igen at reklamere for en tidligere nyhed her på Gamereactor, som faktisk netop fortæller, at Konami og Sony og Kojima har gang i et Silent Hill-spil. Om der rent faktisk er tale om det mytiske Silent Hills, ved vi ikke. Men man har lov at håbe. Og jeg håber det så meget! Jeg kan desuden ikke forestille mig en vildere promovering af PlayStation 5 - et spil vi i lang tid ikke har turde håbe på, står pludselig klar til os i selskab med Sonys nyeste maskine - Sony: Don't let go of this opportunity!

Hvilke spil ønsker I at se lanceret sammen med PlayStation 5? Man har lov at drømme, så bare fyr løs! Det har jeg i hvert fald gjort.