Fem spil til at trænge igennem UFO 50s kraftfelt

UFO 50 er på mange måder årets mest fascinerende spil, hvis man da overhovedet kan kalde det et spil. For de uindviede er UFO 50 nemlig ikke bare ét spil, men en samling af 50 af slagsen forenet under en rammefortælling, der omhandler fundet af en hel kasse med disketter fra den fiktive udvikler UFOsoft til den lige så fiktive konsol LX systems.

Det er en rammefortælling, der ved første øjekast er papirstynd, men langsomt viser sig at have overraskende meget fylde, efterhånden som man graver dybere og dybere. Selv har jeg endnu kun kradset lidt i overfladen, men spillets Reddit er fyldt med posts, som virkelig bevæger sig langt ned i kaninhullet. Jeg glæder mig til at gøre det samme, så måske kommer jeg med en opfølgende artikel.

I dag skal det dog handle om noget mere ligetil. Spillene i spillet. Som sagt består UFO 50 af 50 spil, som i spillets univers er udviklet fra 1982-1989. Vi snakker ikke minispil eller mikrospil, men fulde spil, som nemt kunne stå side om side med dem jeres mor og far sparede op til for 40 år siden. Faktisk er mange af dem en hel del bedre. De som kender mig vil vide, at jeg med få undtagelser har det svært med spil før 16-bit generationen, men selvom UFO 50s spil på mange måder føles langt mere forankrede i den periode de hylder end de fleste nye throwback indietitler, er mange af dem uhyre spilbare - også for et moderne publikum.

Måske fordi udviklerne ikke er blege for at benytte sig af den viden om spildesign, der følger med at designe et 80'er-spil i 2024 kontra 1984. Så selvom spillene på mange måder er tro mod deres årti, hvad æstetik og omfang gælder, er de ikke blege for at inkorporere genrer, der er langt nyere - eller blande dem på en ny måde. Party House, som essentielt set er en deck builder, er et eksempel på det første, mens Valbrace, der kombinerer førstepersons dungeon crawling med Punch-Outs kampsystem, er et godt eksempel på det sidste.

De fleste (for der er selvfølgelig undtagelser) af titlerne har desuden et game feel, som vi husker 80'ernes spil havde, men som langt de fleste desværre ikke har. De er, med andre ord, sjovere og mere medgørlige at sidde med i hænderne end de faktiske 80'er-spil.

Når det er sagt, er det ikke alle 50 spil, der er skabt lige. Der er stand outs blandt det nærmest uoverskuelige udvalg. Jeg siger ikke, at jeg har fundet dem alle, men herunder er de fem, som indtil videre har imponeret mig mest.

Rail Heist

Jeg skulle frem til samlingens 28. spil, før jeg for første gang forelskede mig og det i noget så esoterisk som et delvist turbaseret strategisk stealthspil om togrøverier i det vilde vesten - i øvrigt et godt eksempel på den genreelasticitet, jeg beskrev for få afsnit siden.

Du spiller forskellige medlemmer af en bande, der over 20 missioner røver togene tynde for værdier. Indledningsvis foregår spillet i realtid, men så snart en af togets vagter aner uråd, skifter spillet til et turbaseret format, hvor du har små ti sekunder til at udføre alle de handlinger, du kan nå. Herefter er det vagternes tur.

Dine muligheder er overraskende mange. Du kan slå (lydløst), skyde (ikke lydløst), hoppe, dukke dig og kaste med for eksempel dynamit for at skabe nye ruter. Kombineret med det lidt løse turbaserede format skaber det nogle herligt kaotiske scenarier, fordi tingene kan udvikle sig på mange forskellige måder. Typisk tager det kun 1-2 minutter at klare en bane, så der er plads til at eksperimentere og fejle i rigelige mængder.

Night Manor

Hvis Rail Heist var min første forelskelse, er Night Manor min indtil videre største. Fra et førstepersonsperspektiv bevæger du dig gennem det titulære hus' rum i forsøget på at flygte og måske opklare, hvorfor huset er ramt af en voldsom svampeinfektion, der også har spredt sig til en morderisk galning, som i tide og utide afbryder dit omhyggelige opklaringsarbejde for at forsøge at myrde dig.

Det er klassisk point n' click, hvor du afsøger omgivelserne i jagten på forskellige genstande, du kan bruge andetsteds for at løse gåder. Tænk Clock Tower møder en horrorversion af Maniac Mansion, og du er godt på vej. Huset og dets historie er en fornøjelse at gennemsøge og optrevle, stemningen sidder lige i det mørke skab, og med sine 2-3 timers længde, er det en kompakt oplevelse, der aldrig behøver at træde i vande. Min eneste anke er, at det i længden bliver trættende at undslippe galningen ved at klare den samme timingbaserede udfordring, hver gang du gemmer dig i en busk eller et skab.

Det hører dog til i småtingsafdelingen, og i det store hele er Night Manor en fremragende oplevelse, som jeg glædeligt ville have betalt penge for på egen hånd.

Mini & Max

Metroidvaniaer er overalt for tiden, og UFO 50 er naturligvis ingen undtagelse. For et mere klassisk take på genren, er Vainger en fornøjelse, men min favorit er Mini & Max. I stedet for en kæmpe verden finder hele handlingen sted på et lille værelse, som tager ca. to sekunder at afsøge. Eller det vil sige to sekunder i din normale størrelse. For som titlen antyder kan du skrumpe. Ikke bare én gang, men flere. Dermed forvandles det lille værelse til en storslået eventyrverden, hvis indbyggere kæmper mod en lettere tyrannisk huskat.

Udforskning er omdrejningspunktet og sproget platforming, når du undersøger legetog, potteplanter og endda insekter for at finde genstande, der kan hjælpe indbyggerne og dig selv med at komme dybere og dybere ind i verdenen.

Bortset fra den enerverende musik, er det fornemt udført, og skrumpemekanikken løser en klassisk Metroidvania-udfordring. Backtracking. Du kan nemlig til hver en tid smutte fra et område ved at forstørre dig, og hurtigt bevæge dig hen til et nyt sted, hvor du så skrumper igen. Enkelt og genialt fordi det overflødiggør fast travel, som for mig ofte bryder indlevelsen, men jo er så bekvemt.

Warptank

Nu skrev jeg, at Rail Heist var min første forelskelse, men efter at have prøvet alle spil, gik jeg lidt tilbage i samlingen og faldt pladask for Warptank, et simpelt puzzlespil hvor du navigerer afgrænsede baner med din titulære tank. Du kan rulle og skyde fjender, og så kan du warpe fra én flade til den modsatte. Sidstnævnte evne er naturligvis den hemmelige ingrediens, der får det til at synge smukt, fordi det får dig til at gentænke den måde, du navigerer banerne på.

Dit warp får dig hurtigt og varigt ud af projektilers og fælders vej, men du skal hele tiden tage højde for, hvilke farer, der lurer på den overflade, du warper til. Spillet tester både reflekser og hjernekapacitet i en skøn cocktail, og med korte baner på 5-10 minutter frister det mig konstant til lige at klare en sidste inden sengetid.

Seaside Drive

Vi slutter af med et rendyrket arkadespil, der tilmed har samlingens bedste vibes. Seaside Drive er kærlighedsbarnet mellem Outrun og bullet hell-shootere - hvis altså førstnævnte havde været en side scroller. Der er catchy chip tunes, lækre solnedgange over stranden og tonsvis af fjender, der skal ekspederes af vejen.

Viben er afgjort mest Outrun, men mekanisk er det bullet hell, der leverer arbejdstegningerne. Men som så ofte i UFO 50 bliver der leget med konventionerne. I Seaside Drive sker det ved, at du kører i en hurtig bil, og kun ved at drifte uhæmmet kan forvandle dine skud fra tynde til fuldfede laserstråler.

Det er et simpelt system, som skaber en herlig energi, men det er især solnedgangene, der får mig til at vende tilbage, så jeg måske på et tidspunkt kan nå til vejs ende.

Har du spillet UFO 50, og hvilke spil er i givet fald dine favoritter?