Selvom man ikke ligefrem kan sige at Microsoft er gået stille med dørene hvad angår deres planer omkring Xbox Series X, når nu der har været et væld af nyheder og afsløringer omkring stort set alle aspekter af hardwaren, så kan man dog rette samme kritik af dem, som man kan af Sony, og det er til trods for alt den snak om Variable Rate Shading, Ray Tracing og SSD-hastigheder, så har vi endnu ikke set et spil i aktion på platformen. Som i overhovedet.
Men det ønsker Microsoft at ændre på, så derfor afholder de her torsdag d. 7 maj en Inside Xbox-udsendelse direkte dedikeret til fremvisningen af spil på deres nye platform, ja, vi har tilsyneladende en hel udsendelse i vente der fokusere på next-gen gameplay, det var også på tide. Det skal dog siges, at der her er tale om gameplay fra tredjepartsprojekter, og åbenbart ikke Microsofts egne spil fra Xbox Game Studios, der gemmes til en begivenhed lidt længere ude i fremtiden. Det betyder dog ikke at der er ikke er noget at glæde sig til, og vi kommer her med fem spil vi håber på at se i aktion, når Inside Xbox-udsendelsen sparkes i gang torsdag.

Watch Dogs: Legion
Det lyder måske mærkeligt at starte med det næste kapitel i Watch Dogs-serien, når nu vi faktisk ved at netop Assassin's Creed Valhalla kommer til at spille en rolle ved begivenheden, men ulig det spil, så byder Watch Dogs: Legion på en ganske anderledes central præmis, en præmis som vist kun kan tage sig endnu bedre ud på stærkere hardware.
Som du måske allerede ved kan du rekruttere alle NPC-karakterer i Legions dystopiske version af London til din modstandsgruppe, som bekæmper den 1984-agtige ordensmagt, og hver af disse personer har distinkte personligheder, karaktræker, styrker og svagheder, som gør at spilleren får et helt andet forhold til sin omverden, end i andre åbne verdener. Det tænker vi kun kan blive endnu bedre på en Xbox Series X (eller PS5), så derfor krydser vi fingre for at spillet fremvises, så vi kan se præcis hvor innovativ og dybdegående denne centrale nye feature egentlig er.

Cyberpunk 2077
Man har bare altid lyst til at se gameplay fra Cyberpunk 2077, ikke sandt? Til trods for at CD Projekt RED allerede har givet os to store demonstrationer af deres spil, så er det ikke ligefrem meget vi har set til det, særligt ikke hvis man tager i betragtning, at spillet lander på butikshylderne om små fire måneder. Studiet bør snart bevæge sig ind i en ny fase, hvor de åbner mere op, og viser spillet frem hyppigt, og startskuddet kunne lige så godt være her.
Spillet understøtter nemlig Smart Delivery, og måske kunne det være en idé at vise os præcis hvilke features man kan forvente, hvis man spiller Cyberpunk 2077 på en helt ny platform. Det virker dog usandsynligt, når nu CD Projekt RED gerne vil have at man først og fremmest køber det til Xbox One, men man ved aldrig, og vi krydser i hvert fald fingre.

Battlefield 6
Lad os være helt ærlige her, DICE har brug for en sejr, som i at de desperat har brug for en sejr. Star Wars Battlefront II forbliver en af de mest kontroversielle spillanceringer nogensinde, der resulterede i politikeres indblanding verden over, regulering af Loot Boxes i en række lande og et oprør fra fans. DICE fulgte op med Battlefield V, der for mange er blandt de mere skuffende kapitler i den ikoniske serie. Battlefield 6 skal bare være et hit, og vi håber på at DICE slår benene væk under os med en lille gameplay teaser fra det næste spil i serien, der først står til at ankomme næste år.
Vi tænker nok snarere at hvis vi ser noget til spillet under udsendelsen, så er det en teaser, hvor man så skal vente til EA's egen sommerbegivenhed for at se egentligt gameplay, men vi håber at vi, efter torsdag, kan tillade os at glæde os til noget DICE har under udvikling igen. Det ville være rart.

Warner Bros. Montreals Batman-spil
Kom nu Warner Bros. Montreal, nu har I holdt os for nar længe nok. Rygterne har simpelthen svirret omkring studiets kommende Batman-spil i adskillige år, og de seneste seks måneder har de sågar selv teaset spillet via en række kryptiske billeder, der blandt andet indeholder teksten "Capture the Knight", som vist har knust al tvivl om at de arbejder på et Batman-spil. Men præcis hvordan det ser ud er fortsat usikkert, dog lader de fleste insidere til at være enige om, at der er tale om Court of Owls som de primære skurke, samt en større verden at udforske, muligvis via adskillige karakterer.
Vi ved allerede at Warner Bros. Interactive vil deltage som del af Geoff Keighley Summer Games Fest, som måske kunne vi se en teaser torsdag, efterfulgt af noget mere dybdegående inde længe? Det er ærlig talt svært at sige, men vi krydser fingre for at vi endelig kan stoppe gætteriet, og se Batman i aktion igen på next-gen hardware.

Dragon Age 4
Det er ikke forbudt at drømme! Nej, men al spøg til side, så har Bioware (og EA generelt) tidligere vist sig at have et rigtig godt marketingsforhold til Microsoft, og det var blandt andet dem der løftede sløret for Anthem ved deres E3-pressekonference før EA selv, timer efter, samlede op på den første teaser trailer. Nu er Dragon Age 4 allerede blevet afsløret via en kryptisk trailer for lang tid siden ved Game Awards 2018, og siden da har vi intet hørt, men vi tænker det er ganske sandsynligt at EA vil skabe energi omkring deres portefolie ved at løfte sløret for adskillige projekter under denne showcase, særligt hvis Microsoft og EA fortsætter deres marketingssamarbejder omrkignde pågældende spil.
Der er desuden også en mulighed for at den kommende relancering af Anthem kunne blive vist frem, og vi tænker at grunden til at Bioware ikke har fortalt noget om denne kommende nye version af spillet, er at de planlægger at genstarte spillet på nye platforme. Vi ved hvordan det ser ud med Dragon Age 4, men forhåbentlig er de snart klar til at fortælle os mere, og vi krydser fingre for at et af de spil viser sig under Inside Xbox-udsendelsen.

Der findes naturligvis et hav af spil som meget vel kunne blive vist frem, men som vi ikke har nævnt her. Allerede ved vi at spil som The Lord of the Rings: Gollum fra Focus Home Interactive, Outriders, Observer Redux og The Sims 5 er blevet bekræftet som værende på vej til platformen, og det kan meget vel være at også de fremvises. Naturligvis er der også mulighenden for at helt nye spil vises frem for første gang.
Hvad vil vil du gerne se under udsendelsen?