Fik du prøvet... Destiny?

Der kommer hele tiden nye spil og ingen når dem alle. Hver uge tager vi i "Fik du prøvet..." fat på en tidligere udgivelse, men henblik på at dele erfaringer og oplevelser. Her er ingen karakterskalaer eller endelige vurderinger. Det handler ikke om at få det sidste ord; det handler om at få det første.

Først Marathon. Så Myth og Oni. Så Halo. I mange, mange år. En frygtelig masse Halo. Og så? Noget nyt og spændende. Noget legendarisk, storslået og hemmelighedsfuldt. For stort til at slå fejl. For godt til at være sandt. Troldmænd fra månen, næsehorn på Mars. Interne retssager, genstart af produktion. Følelser i klemme, uindfriet potentiale. Skæbnesvangert. Destiny!

Hvem har ikke brugt de første hundrede timer på Bungies kæmpesucces fra 2014? Jeg har i hvert fald. Det var et halvsløjt år på spilfronten, efterspørgslen var stor og tidspunktet frugtbart. Som så mange andre gik jeg ængsteligt og ventede på noget spændende at fodre min nye spillemaskine med. Og som så mange andre, så jeg Destiny som det oplagte valg. Sikke en omgang! Historien gav ingen mening, stemmeskuespillet var slattent, universet blev udfoldet gennem lusede samlerkort og mængden af indhold var mildest talt undervældende.

Alligevel blev jeg hængende, selvom skuffelserne nærmest stod i kø. Måske så jeg noget mere i spillet - et råt, utæmmet potentiale som jeg troede kunne blive realiseret. Måske blev jeg ganske enkelt afhængig af det farverige stykke eksplosionskunst som Bungie havde anrettet, med dets daglige opgaver og ugentlige opdateringer. Et spil som Destiny kan næsten sætte mig i trance. Efterhånden kender man miljøerne ned til mindste detalje og al overflødig information bliver filtreret fra. Det er småt med rugbrødskernerne - den engagerende fortælling, den meningsfulde udfordring - men den rytmiske kostpyramide af granat, knytnæveslag og hovedskud er en sukkerrus som kan holde mig kørende til langt ud på natten.

Man kan kalde det ensformigt, enfoldigt, ja sågar et udtryk for en slags stereotyp adfærd. Der er nok noget om snakken, men det har måske også sin plads. Destiny, som mange kan bevidne, går godt i spænd med en TV-serie i baggrunden eller et podcast i ørene. Det kan godt være bittersødt at tænke tilbage på. Spildtid er en fundamental del af oplevelsen og jeg kan næppe retfærdiggøre de mange timer som er blevet brugt på at suse formålsløst rundt på fjerne planeter. Men det var kun en del af oplevelsen. Minderne peger på noget andet, på talrige gode stunder med de venner jeg mødte gennem spillet: Gulev, Thomas, Schmidt, Nikolaj og Dennis. Jeg håber I har det godt, hvor end I gemmer jer.

Se, det hele ændrede sig da jeg første gang satte fod i Vault of Glass, spillets første Raid. Pludselig gav det hele mening. Mere mening, i hvert fald. De dødssyge patruljemissioner og ensformige opgaver, de endeløse skydetelte og fedtfattige sandkasser - det var en optagelsesprøve, af en slags. Det virkelige Destiny begyndte her: i selskab med fem andre spillere, omringet af fjender og indhyllet i mystik. Løsningen var ikke længere et velplaceret hovedskud. Nej, nu handlede det om noget andet - kollektiv problemløsning! Man måtte løfte i flok, hvis man ville nå nogen vegne.

Og det ville man jo gerne. Spillets forfærdelige platte salgsslogan, "Become Legend", rammer på sin vis plet. Det var ikke i kraft af mindeværdige karakterer, sammenhængende historiefortælling eller tilfredsstillende rollespilselementer at min legende i Destiny blev forfattet. Det var i selskab med godmodige nordjyder og drilske silkeborgensere, på jagt efter den der skide Exotic som ingen af os rigtig havde brug for, men som alligevel blev ved med at undvige os og derfor skulle indfanges. Udfordring. Samarbejde. Nederlag. Triumf. Destiny!

Det er oplevelser, som sidenhen er blevet minder. Minder som frembringer et smil. Og ønsket om at kunne gøre det hele igen.