Fik du prøvet... Halo 3?

Det er lidt forskelligt hvor folk trækker grænsen i forhold til Halo. Nogen holder sig fortsat opdateret og afventer nyt om 6'eren med stor spænding. Andre har for længst opgivet at holde styr på den trætteløse udvikling af Microsofts guldgås. Videre endnu, er der dem som aldrig har rørt skidtet. Jeg har spillet langt de fleste spil i serien, men Halo 3 fremstår alligevel - eller netop derfor - som noget helt særligt. For mig, var spillet det definitive højdepunkt; her overgik Bungie sig selv på næsten samtlige fronter. Udgivelsen var af en sådan størrelsesorden, at spillet sågar trak nyhedsoverskrifter i dagblade og aviser. Jeg kan huske at lanceringsbegivenheden også blev dækket af de danske nyhedskanaler.

Spillet skabte ikke kun kø i diverse FONA'er ("altid savnet") og Stereo Studio'er ("aldrig glemt") - der var også en helt særlig stemning rundt omkring på diverse internetforummer. Nej, det hedder ikke nødvendigvis fora. Den særlige stemning var ikke mindst tilstede på Gamereactor, en hjemmeside som dengang var mit stamsted for nyheder og diskussioner. Og pinlige blogindlæg. Ak, meget har ændret sig - eller hvad? Det summede med spænding og interesse omkring spillet på en måde som jeg sjældent har oplevet siden. Måske er brillerne tætsiddende og rosenrøde - måske er spilindustrien bare blevet så utrolig meget større, splittet og alsidig siden 2007.

Efter Halo 3 gik det stærkt. Sidenhen fulgte ODST, ADHD, Reach og Wars. Forgængere, sidehistorier, efterfølgere. Og nye trilogier som strategisk bliver omdøbt til 'sagaer'. For hvorfor stoppe der? Der er jo tal nok i rækken at tage af. En snes bøger har set dagens lys og Gud skal vide at vi en dag nok skal få lov at opleve Master Chief på sølvlærredet. Halo er ikke længere noget særligt, men det var det dengang. Og det hele kulminerede med Halo 3. Hvis det første Halo var det episke anslag og 2'eren var det mørke mellemkapital med uforløste handlingstråde og nye, chokerende afsløringer, så blev Halo 3 måske seriens Return of the Jedi, hvor trilogien endelig når sin ende og katarsis indfinder sig, men ikke uden en følelse af, at tingene på flere punkter er begyndt at køre i ring.

Det er et spil som har fulgt mig overalt. Derhjemme, men også i skoletasken, når 360'eren blev slæbt over til en kammerat. Det er blevet spillet under forskellige, sågar usandsynlige omstændigheder. Der er kampagnen, som på bittersød vis afslutter fortællingen ved både i overført og bogstavelig forstand at sende Master Chief ud i det uendelige. Der er sofasamarbejdet om at klare skidtet under de strengeste omstændigheder - en opgave som i Halo 3 ikke kun begrænser sig til at vælge den højeste sværhedsgrad, men også at aktivere bonusudfordringer, indsamle point og, vigtigst af alt, ikke at dø. Ideelt set. Og så er der selvfølgelig spillets onlinedel som har berøvet mig for adskillige hundrede timer og som jeg ikke ville tøve et øjeblik med at beskrive som legendarisk.

Jeg har ikke bare spillet det på mange måder, men også med mange forskellige mennesker. Venner, klassekammerater og ikke mindst med folk som jeg mødte gennem Gamereactor. Læser de mon stadig med? Det er mange år siden jeg sidst har handlet i en GameStop, men jeg forestiller mig at hylderne med brugte spil stadig bugner med kopier af Halo 3. Den dag i dag har jeg svært ved at se hvorfor - eller hvordan - jeg skulle kaste samme kærlighed efter senere spil i serien. Dem kan jeg bruge tid på; Halo 3 brugte jeg tid med. Det var indflydelsesrigt, betydningsfuldt, opreklameret og allestedsværende. Et ekstravagant monument til vores syndige forkærlighed for eksplosionskunst, storslåede fortællinger og virkelighedsflugt. Og onlinedelen er stadig det suverænt bedste sted at blive tilsvinet med pubertære obskøniteter af en 13-årig fistelstemme. Min sjæl, hvad vil du mer'?