Fik du prøvet... The Surge?

Hvad tænker du om stjernetegn og den slags? Jeg tilslutter mig en bestemt astrologisk fortolkning af skudårets påvirkning på menneskelivet: én gang, hvert fjerde år, har jeg lov til at glemme hvilken dag det er. Den dag var i går. Ups. Apropos det med at glemme ting, så anmeldte jeg The Surge for et års tid siden. Jeg kunne sådan set godt lide det, men havde måske nok også en fornemmelse af, at det ikke ligefrem ville sætte dybe spor i mig. Det var en jævn, tilstrækkelig spiloplevelse som for en stund formåede at underholde mig. Ligesom de talrige burgermenuer jeg har fortæret i tidens løb, uden at kunne redegøre for ingrediensliste eller næringsindhold.

Og dog, her er vi. Måske er det nyhederne om en snarlig efterfølger som har tilbagebragt de stuevarme minder om kybernetiske monstrøsiteter og labyrintagtige servicetunneller. De Souls-inspirerede titler synes ikke at gå nogen steder foreløbigt og det passer mig egentlig fint. Men det siger måske nok sig selv, at jo flere af slagsen der bliver lavet, desto vigtigere er det for det enkelte spil at kunne fremstå skarpt i folks bevidsthed. Det skal gøre sig markant, på en eller anden facon. Det skal have en vinkel.

I tilfældet med The Surge, var vinklen selvfølgelig at udskifte uhyggelige fjender, mørke gange og sværd, skjold og køller, med uhyggelige fjender, mørke gange og motorsave, skruetrækkere og svensknøgler. Spøg til side, så var der selvfølgelige væsentlige ændringer. Jeg kunne rigtig godt lide hvordan genrens mange bevægelige dele var blevet strømlinet (dø-høh). Der var en god tyngde bag slagene, og animationerne, om end mangelfulde i deres variation, var tilpas troværdige. Længe efter at jeg havde set og gjort det meste i spillet, blev jeg stadig ved med at tæve løs på de mekaniske håndværkere. Det føltes bare godt.

For mig at se var personlighed den største mangelvare. Der var tidspunkter hvor jeg havde følelsen af at have infiltreret en kulisse fra Dead Space. De motorsavssvingende kybermænd gav mindelser om Warhammer 40,000 og de der skidne robotfjender lignende en hidtil uset modifikation af Metal Gear. Alligevel er der et enkelt øjeblik som står skarpt for mig. Eller rettere, et øreblik: den småkiksede, let melankolske countrysang som uden undtagelse akkompagnerede spillets gemmestationer. Den gjorde aldrig opmærksom på sig selv, forsøgte ikke at presse en bestemt fortolkning nedover spilleren med sit lyriske indhold og stod i virkningsfuld kontrast til den vold og lemlæstelse som ellers udgjorde oplevelsen.

Og det synes jeg egentlig var rigtig fint. Den sang blev for mig et billede på udviklernes mission, helt overordnet. Der var et ønske om at ville underholde og imponere, men også en bevidsthed om egne begrænsninger og utilstrækkelig erfaring. Jeg synes det var dejligt, at de forsøgte sig med et spil som The Surge og jeg kan sagtens unde dem en efterfølger. Der er selvfølgelig ting at forbedre. Faktisk er der ikke andet end ting at forbedre. Og godt det samme, måske. Hvis jeg som lænestolskritiker kan sidde og påpege det ene og det andet som kunne være bedre - ja, så kan udviklerne det sgu nok også selv.

Måske blev der allerede pillet ved et og andet i udvidelsespakken. Den fik jeg desværre aldrig prøvet. Til min store overraskelse ejer jeg den faktisk, men hvis jeg kan glemme hvad dag det er i ugen, så kan jeg vel også glemme hvilke spil jeg har købt. Det er faktisk sket ved flere lejligheder. Men nok snak om mig. Fik du prøvet The Surge? Hvad kunne du lide ved det, hvad manglede? Hvad vil du gerne se i en 2'er? Måske bliver det en forgænger, hvor man får forklaret, hvad der egentlig skete. Så kan de kalde det The Search for The Surge.