Fik du prøvet... The Witcher?

Halleluja, så løftede CD Projekt endelig sløret for deres næste store rollespil, Cyberpunk 2077. Ventetiden har været lang og interessen er stor. Forventningerne er endnu større. I en industri fyldt med pengegriske virksomheder og sjælløse salgsstrategier, står polske CDPR for mange som et lys i mørket. Om det virkelig er korrekt at placere dem på så høj en piedestal, er svært at afgøre. Men det er imponerende hvordan studiet på bare ti år har formået at etablere sig som et af de bedste i verden. Hvordan gik det til? Der er dage hvor jeg tænker, at det halvt er deres egen præstation, halvt konkurrenternes inkompetence og grådighed.

En omhyggelig produktion af kvalitetsspil er selvfølgelig det vigtigste led i forklaringen. Geralts storslåede finale i Wild Hunt var noget nært et mesterværk og utvivlsomt en moderne klassiker. Det er svært at sige det samme om seriens begyndelse. 2007 var et år med mange gode spiludgivelser, men det første Witcher-spil var næppe et af dem. Jeg læste engang en meget rammende beskrivelse af spillet. Den lød cirka sådan her: det er et langsommeligt, røvsygt spil, som alligevel viser sig at være det hele værd. Det er en perfekt opsummering af mine egne tanker, for hold nu fast hvor er der meget at tage sig til hovedet over.

Det er kun et halvt år siden at jeg sidst var igennem spillet og det var med vold og magt at jeg fik det gennemført. Det er i sandhed et spil, hvis dyder og laster forbliver de samme under hele oplevelsen. Efter den første time var jeg allerede træt af kampsystemet, svimmel over stik-i-rend-missionerne, men også underholdt af karaktersamtalerne og imponeret af fiktionens detaljegrad. Et halvt hundrede timer senere, havde jeg det på akkurat samme måde. Så efter prologen er man egentlig blevet advaret: det bliver hverken bedre eller værre.

Anslaget for handlingen er måske heller ikke frygtelig ophidsende: nogen har nakket vores magiske urter, Geralt. Det går ikke. Du må ud og finde dem. Og således begynder eventyret om urterne. Et eventyr som i mindre grad er afledt af Tolkien, men i stedet finder sin inspiration i detektivhistorier, krimifiktion og sågar science fiction. Geralt er mere Marlowe end han er Aragorn og spillets univers er i allerhøjeste grad præget og plaget af moderne, genkendelige problemer. Det starter med urterne, men før man har set sig om, er tidsrejser, miljøkriser og eksistentielle mand-eller-monster betragtninger blevet vævet ind i fortællingen.

Resultatet er et mærkeligt spil, som brillerer på visse punkter, men absolut stinker på andre. Jeg kan næppe bebrejde fans af 3'eren, at de, trods kærlighed til serien, tøver med at give sig i kast med originalen. Og samtidig må jeg jo alligevel med en vis bedrevidenhed konstatere at spillet selvfølgelig er et kig værd og at alle sande fans nødvendigvis har brækket halsen, adskillige gange, på CD Projekts første.

Det bedste ved spillet, hvis du spørger mig, er naturligvis Geralt selv. Han er en god, afdæmpet og pålidelig følgesvend gennem ensformige brostensgader og endeløse sumpområder. Aldrig naiv, men heller ikke kynisk. Han er hård, men ikke ubarmhjertig; kontant, uden at være ufølsom. På den måde står han for mig som et slags symbol på hele spillet. Det er utilnærmeligt, groft og undertiden afstumpet, men det har også hjertet på rette sted. Og det er bestemt ingen selvfølge.