Final Fantasy XV - De første indtryk

Jeg har spillet Final Fantasy-spil i evigheder, og været igennem alt fra Final Fantasy 1 til Final Fantasy Type-0. Det er derfor ikke nogen hemmelighed, at mine forventninger til Final Fantasy XV derfor ikke har været mindre end enorme. Med 10 års udvikling i baggagen, en spillefilm, animé-serie og mobilspil er tiden endelig kommet til at kaste sig i gang med Square Enix' seneste værk i den ikoniske rollespilsserie. Efter så lang tid i støbeskeen, er vi efterladt med det store åbenlyse spørgsmål: Er Final Fantasy XV godt?

Spillet åbner med teksten "A Final Fantasy for fans and first-timers", hvilket er en god beskrivelse af spillet i sin helhed. Enhver Final Fantasy-fan vil efter én time med spillet hurtigt føle, at de er vendt hjem til gammelt territorie, men spillet fjerner på samme tid mange klassiske elementer fra Final Fantasy-serien. Den største ændring er skiftet fra turbaseret til et direkte Kingdom Hearts-inspireret kampsystem. For gamle fans kan skiftet føles forkert, men det er også et velkomment skift til spillere uden kendskab til Final Fantasy eller måske er blevet skræmt af det før.

Historien i Final Fantasy XV åbner lige før begivenhederne i filmen Kingsglaive, og til tider kan det være svært at følge med i nogle detaljer, hvis man ikke har set filmen (men det er ikke ødelæggende). Final Fantasy XV fortæller dog den mest klassiske historie i Final Fantasy-universet: Et magisk kongerige har den sidste krystal og et ondt militærimperie prøver at stjæle den. Præmissen er da en kliché og er på papiret ikke nyskabende, men det er langt fra hele sandheden. Final Fantasy XV handler om broderskab og venskab, hvilket eksekveres fantastisk. De små dialoger og mellemsekvenser imellem vennerne Noctis, Prompto, Gladio og Ignis er guld værd og mesterfuldt iscenesat. Specielt Noctis og Prompto viser stor personlig udvikling igennem spillets historie.

Til tider forklarer spillet dårligt, hvorfor spilleren skal det ene sted hen eller hvad meningen er med en af de større politiske begivenheder, men det spiller ikke nogen rolle, da jeg var så indsvøbt i forholdet imellem hovedpersonerne, at det var rejsen mere end de bagvedliggende begivenheder, der drev mig. Historien er dog ikke et stort buddy-roadtrip drama, men derimod utrolig dyster og mørk. Det er her man virkelig mærker de originale rødder fra dengang spillet hed Final Fantasy versus XIII og den meget mørke tone. I mange aspekter føles Final Fantasy XV som en spirituel opfølger til Final Fantasy VI.

Det kan for nogle virke skuffende, at historie-kampagnen "kun" tager dig ca. 25 timer. Dette er dog kun tilfældet, hvis man skynder sig igennem spillet og ikke påtager sig små sidemissioner. Det er heller ikke anbefalelsesværdigt, da en stor del af spillets styrke ligger i de forskellige sidespor og områder på rejsen.
De fleste trailere fra Final Fantasy XV har vist en stor åben verden, men det er ikke den fulde sandhed. Spillet har 15 kapitler og de sidste syv foregår alle sammen på meget lineær facon. Det er befriende, fordi de første kapitler føles meget lette på historieindhold og de genkendelige Final Fantasy-historiepræg starter først virkelig ved kapitel 7.

Den åbne verden i de første syv kapitler er vidunderligt detaljeret. Fra byer fyldt med liv til fjeld og bjerge er der tusindvis af steder at se og undersøge. Især Duscae-området og hovedstaden Lestallum er facinerende at udforske, om man samler frøer til en gammel dame eller jagter et monster er der ikke et øje tørt. Bilen Noctis og co. kører rundt i føles dog klodset og for meget som om man er bundet til vejen. For de personer med håb om off-road-kørsel er det desværre ikke muligt.

Imens man enten kører i bil eller løber til fods kan man skifte imellem sange fra tidligere Final Fantasy-spil. Jeg lyttede specielt til Cosmo Canyon fra Final Fantasy VII og Terras Theme fra Final Fantasy VI. Det er en fed lille detalje til dem med et nostalgisk sind.

Hvis man har spillet Crisis Core: Final Fantasy VII eller specielt Final Fantasy Type-0 vil kampsystemet føles som en naturlig udvikling af instruktørens Hajime Tabatas tidligere spil. Man kan ikke skifte karakter, og er bundet til hovedpersonen Noctis hele spillet igennem, men det er muligt at give sine venner forskellige evner, som spilleren kontrollerer. Jeg oplevede som spiller aldrig, at jeg savnede at kunne skifte imellem karaktererne, da skill-systemet fungerede så effektivt. Selvom serien har skiftet fra turbaseret til "real time", kan man ikke bare klaske på alle knapperne igennem spillet. Det gik hurtigt op for mig, at det er essentielt at benytte sine medsammensvorne hele tiden, hvis man vil undgå at gøre det alt for svært.

En af de mest spændende tilføjelser til spillet er "warp-strikes", som giver spilleren muligheden for teleportere sig rundt i et kampområde. Jo større din afstand er til fjenden, jo mere dødelig er din warp-strike. Herudover bruges den også til hurtigt at søge ly fra fjender eller udføre "chain-attacks" med de andre karakterer, hvorfor man som følge af en af deres skills kan afslutte angrebet med et warp-strike - hvilket er yderst tilfredsstillende. Det går hurtigt, ser cool ud og er rigtig sjovt.

For at lære nye evner til både Noctis og hans kampagnoner har Square Enix genbrugt en blanding af Sphere Grid-systemet fra Final Fantasy X og klassiske levels fra 1-99. Det Sphere Grid-lignende system hedder Ascension, og er forskellige skemaer, som bruges til at booste dine karakterers statistikker, lære nye evner og tilføjelser til magi. Hertil skal man bruge AP-point, der opnås igennem kampe, klare historiekapitler eller sidemissioner. Det føles som en god blanding af de to systemer, og meget familiært, hvis spilleren har prøvet andre Final Fantasy-spil. I min spilletid har jeg kun kradset ved overfalden af Ascension- mulighederne.

En anden kærkommen blanding af både klassisk Final Fantasy og forsøget på at skabe noget nyt er magisystemet. ten bruger ikke Mana, for man skal i stedet finde forskellige steder omkring i verden, hvilket er i stil med Draw-systemet fra Final Fantasy VIII. I modsætning til FFVIII havde jeg dog altid rigeligt af magi og oplevede aldrig at måtte lede.

Der er som standard tre magi klasser: Fire, Blizzard og Thunder. De kan kombineres med forskellige items fra enten shops eller fundet rundt i verdenen. Det giver nogle meget interessant variationer, hvor du med den rigtige kombination kan skabe nogle virkelig døde spells. Jeg blandede f.eks. Fire med et bestemt item, hvilket skabte en blanding af Fire og instant death - også meget i stil med Tabatas tidligere spil Crisis Core: Final Fantasy VII. Klassiske supermagier som Holy og Death er også med, men kan ikke mixes med items og koster mp.

Summons er et Final Fantasy-varemærke og de vender tilbage mere grandiøse end nogensinde. For den ikke indviede er summons kæmpe væsener spilleren kan bruge til skade sin fjende mere end magi eller normale angreb kan. I Final Fantasy XV spiller de en central rolle i historien, hvilket giver dem personlighed og gør dem mere interessante at finde. Klassikere som Shiva, Ramuh og Leviathan vender alle sammen tilbage, men de er så "overpowered", at de kun kan bruges når Noctis er døende og det er tilfældigt, hvornår de vælger at hjælpe. De helt store summon-elskere fra tidligere udspil vil måske føles sig lidt snydt.

Så er Final Fantasy XV godt? Alt det jeg har spillet indtil videre tyder på det, men der er stadigvæk mange uudforskede ting tilbage før jeg kan give den endelige dom. For dem med en kærlighed for en dyster rollespilshistorie med medrivende karakterer skal ikke tøve med at anskaffe sig et eksemplar og det nye kampsystem er velkomment - også for ældre spillere. Final Fantasy har aldrig føltes så relevant og jeg kan ikke vente med at bruge mere tid i spillets univers.