Dansk
Gamereactor
artikler
Rytmos

Floppy Club har fundet succes med en anderledes type musikspil: "Det lød dårligt i lang tid, faktisk næsten helt indtil slutningen"

Vi har besøgt studiet bag det roste Rytmos for at snakke om musikspil, floppy disks og kommende projekter.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Set fra baggården lige bag Nørrebro-oasen Friheden, hvor skaterramper og fadøl kæmper om opmærksomheden, er der ikke umiddelbart noget særlig bemærkelsesværdigt ved det gamle manufakturhus, som Jeudan har omdannet til kontorfællesskab. Men bag murene sidder to af landets mest lovende spiludviklere - endda på samme etage. Begge udgav de titler sidste år, og mens vi har skrevet og snakket i længder om Geometric Interactives COCOON, har Floppy Clubs Rytmos levet et mere stille liv på redaktionen. Heldigvis var andre hurtigere end os til at få øje på musikspillets kvaliteter. For eksempel kårede Europas nok mest indflydelsesrige gaming site Eurogamer det ved udgangen af 2023 til årets tredjebedste spil - kun overgået af Baldur's Gate 3 og så netop COCOON.

HQ

Selv opdagede jeg spillet sammen med min søn, da vi besøgte den glimrende DKgame udstilling sidste efterår, og efterfølgende har vi sammen løst puzzles og leget med instrumenterne i det kosmiske musikspil, hvor lærdom og leg går hånd i hånd på glimrende vis. Personligt har jeg ikke spillet noget, der for alvor minder om Rytmos, og derfor virkede det oplagt at slå et smut forbi Nørrebro.

Rytmos

Noget af det første jeg er nysgerrig efter at spørge de to stiftere Niels Böttcher og Asger Strandby om, er hvorvidt den førnævnte anerkendelse fra et site som Eurogamer kan mærkes på bundlinjen og selvtilliden. Det korte svar er, at det nok mest er sidstnævnte, for de er hurtige til at pointere, at førnævnte tredjeplads, en begejstret topkarakter fra selvsamme Eurogamers Christian Donlan og en anbefaling til dennes ven hos The Guardian ikke er noget der flytter bjerge på salgssiden.

Ikke desto mindre har anmeldelserne været flotte, og Floppy Club er således kommet godt fra start, selvom det med Asger Strandbys ord er "en rimelig op ad bakke genre rent salgsmæssigt", de har valgt at beskæftige sig med. Godt nok har den københavnske udvikler udgivet et par mindre spil, men Niels og Asger beskriver Rytmos som deres første "rigtige" spil, efter de stiftede Floppy Club i 2019. Udviklingen tog 3-4 år, hvilket, i betragtning af at de ikke arbejdede fuld tid på spillet under nærmest hele udviklingen, er ret imponerende. Som udvikler er Floppy Club således ung, men de to stifteres historik går meget længere tilbage.

Dette er en annonce:

Faktisk har de kendt hinanden siden årtusindeskiftet, hvor Niels' (pt. "meget inaktive") pladeselskab udgav en masse musik, hvor Asger var involveret. Dengang havde de begge "en stor, god interesse for spil", uden dog at beskæftige sig professionelt med det. Niels kom siden ind i spilbranchen hos blandt andet ustwo, og Asger fik sin start hos Press Play som lyddesigner og komponist, inden han senere blev spildesigner. Noget tid senere var de begge mellem projekter og delte tilfældigvis kontor, hvilket førte til dannelsen af Floppy Club. Første del af navnet kommer af deres kærlighed til floppy disks. Asger har en tatovering af én, mens Niels som barn kørte byen tynd med tomme floppy disks på bagagebæreren i jagt på nye spil. Anden del virker lidt mere tilfældig. De havde lige lavet et lille spil ved navn Swing Club, og som et forsøg på et marketingfremstød, besluttede de, at alle deres spil skulle hedde noget med "Club". Det holdt til det ene spil.

Rytmos

Fra starten lå det i kortene, at de skulle lave musikspil, "for det var der, hvor vi kunne noget, som ikke så mange andre kan", som Asger formulerer det. Hvor man i de fleste kendte musikspil reagerer på musikken, vil Floppy Club hellere skabe spil, hvor man selv laver musikken og får et indblik i tilblivelsen af den.

Intet sted i Rytmos er det mere tydeligt, end ved afslutningen af hver planet, hvor man får tildelt et instrument til at lege rundt med. Jeg nævner for Asger og Niels, at særligt denne del har fanget min søn, når vi har spillet sammen, hvilket får Asger til at reflektere over dette aspekt.

Dette er en annonce:

"Vi havde en intention tidligere om, at det skulle være endnu mere kreativt, for vi ville gerne lave et spil, hvor man er kreativ, men når man laver puzzles, er det ikke så kreativt. Man finder mere en løsning på det. Så vi ville gerne have det til sidst, hvor man fik lov til at lege med instrumentet. Der var et tidligere design, hvor man kunne lave alle mulige spor, men den landede der, hvor den gjorde, for det er også vigtigt, at man ikke bliver hængende, men kommer videre til næste planet. Så det er en måde at få lov til at signere sin planet."

For de uindviede handler Rytmos nemlig om at bevæge sig mellem planeter og senere solsystemer ved at løse korte puzzles. Hvert solsystem er dedikeret en særlig genre og hver planet i solsystemet et af de instrumenter, der typisk er forbundet med genren. Men man skal lede længe efter deciderede mainstream-bevægelser som 90'ernes britpop eller 70'ernes amerikanske discobølge. I stedet er det mere esoteriske genrer og bevægelser som etiopisk jazz eller indonesisk gamelan. Hver genre er, udover instrumenterne, ledsaget af tekster om genren og instrumenterne. På den måde får Rytmos et uddannende element, og Asger nævner, at "en af de fedeste komplimenter vi kan få på Rytmos, er det med, at vi har åbnet folks øjne for en genre, og også at folk griber fat i den viden, der ligger derinde, og synes det er spændende".

Og det er spændende, skulle jeg hilse at sige. Som Asger selv er inde på, får læring i spil ofte et "bad rap", men Floppy Club har fundet et format - både hvad angår placering af tekst, mængden af den og selvfølgelig indholdet - der virkelig fungerer og inviterer spilleren ind i et mere mangfoldigt musikalsk univers, end de fleste af os nok er vant til. Niels pointerer da også, at netop denne uddannende del gik igennem mange iterationer i løbet af udviklingen.

Rytmos

Med tanke på Rytmos' lettere esoteriske natur er det måske ikke så overraskende, at Guitar Hero ikke ligefrem er det musikspil, der har inspireret Asger og Niels allermest. Niels fremhæver "legespil hvor man kan spille med gameplayet" som Electroplankton til Nintendo DS, som inspirationskilde. For Asger var Jeppe Carlsens 140 inspirerende, for den måde det musikken med ind i platformsgameplayet på. Som en sjov sidebemærkning blev han introduceret for 140 da han, som ansat i Press Play, sad etagen under Jeppe Carlsen, der dengang udviklede 140 som fritidsprojekt, mens han arbejdede på INSIDE for Playdead. Nu sidder netop de to igen lige op og ned ad hinanden hos forskellige studier.

Men én ting er andre bedrifter, en anden er egne. Hvad er Niels og Asger stolte af, når det gælder Rytmos?

For Niels handler meget passende om den ambitiøse tilgang til designet og programmeringen af spillets lydside. "Det jeg tror, jeg synes er mest fantastisk, er hele musiksystemet, som Asger har bygget. Det er ret unikt, jeg kender ikke andre spil, der har det. Normalt i spil afvikler man loops, men i Rytmos er al musikken spillet i realtime. Hver gang cursoren rammer noget, spiller den faktisk en tone på et instrument. Og der er over 300 instrumenter". I forlængelse forklarer Asger, at hver "emitter" (som det er målet at ramme i spillets puzzles) bidrager til det musikalske udtryk, man får, når man spiller sig igennem planeterne, så dem der ikke klarer hvert puzzle perfekt, får et andet lydbillede end dem, der gør.

Derudover har den rækkefølge, du rammer de forskellige "emitters" i også en betydning, hvilket bringer os frem til en ting, Asger fremhæver ved deres spil. Nemlig samhørigheden mellem musik og puzzles. Da de to ting - gennem emitters' rolle som både løsning på puzzles og individuelle spor i et musiknummer - er uløseligt forbundet, var en af de største udfordringer at bringe dem sammen. Floppy Clubs puzzle designer lavede nemlig ikke spillets puzzles med musikken for øje, så at få spillet til at lyde godt, uden at ødelægge de forskellige puzzles viste sig at være en kæmpe udfordring. "Spillet lød dårligt i lang tid, faktisk næsten helt indtil slutningen", som Asger siger og griner.

Med Rytmos mere end et år bag dem, er spørgsmålet selvfølgelig også, hvad fremtiden byder på for Floppy Club? Mere Rytmos viser sig at være et af svarene, for udvikleren har for nyligt sendt en udvidelse med tre nye solsystemer ud. Men det er langtfra det eneste, det lille hold arbejder på.

Rytmos

Faktisk har Floppy Club gang i to nye spil. Det første er et multiplayerspil til børn udviklet for DFI, hvor man skal lave sin egen kartoffel og derefter vælge et instrument, som man laver et lille musikalsk loop med. Når det er klaret, sender man ipad'en videre til den næste, som så laver sit loop og så videre. Når alle er færdige, opfører kartoffelbandet det nummer, man netop har været sammen om at skabe.

Det andet spil er deres store projekt. En ressource management builder sat ud for kysten af en alternativ version af England i 90'erne, hvor en ond verdensregering har forbudt al musik. Som piratradiostation er du den sidste bastion. Du skal skaffe mad, hyre folk og bygge stationen. Og så skal du selvfølgelig skabe den musik, der skal ud i radioen. "Det er der, det bliver til et Floppy-spil", som Asger formulerer det.

Det sker ved hjælp af en blanding af en gammel sampler og en konsol med cartridges. Du finder forskellige cartridges med fx basgange, jungletrommer, sætter dem i maskinen og laver musik af dem. Derudover er der en overordnet udvikling, hvor du kæmper mod den onde verdensregering.

Spillet er inspireret af de virkelige radiostationer, der lå ud for kysten i England, og så har både Niels og Asger en stor kærlighed til netop 90'erne, som også kommer til at afspejle sig i en masse skøn 90'er-slang.

Det lyder noget "større" end Rytmos, men heldigvis stadig som noget der ikke er meget af på markedet, og Floppy Club er da også på udkig efter en udgiver og 2-3 tilføjelser til det lille hold. Tidshorisonten er et stykke ude i fremtiden, og nogen titel har det ikke, men når det får én, vædder jeg en etiopisk jazzplade på, at det ikke bliver noget med "Club".

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold