A Fantasy Based on Reality
There is nothing either good or bad, but thinking makes it so - William Shakespeare
Sådan lød Final Fantasy XV's oprindelige taglines i sin første trailer, og virkede allerede ved første øjekast som en af de mest interessante Final Fantasy-titler til dato.
Final Fantasy XV blev annonceret under navnet Final Fantasy versus XIII tilbage i 2006, og agerede som en mørk og mystisk pendant til Final Fantasy XIII. Begge spil var en del af Fabula Nova Crystallis-serien og dannede sammen med Final Fantasy Agito XIII en treenighed af spil relateret til de samme temaer. Final Fantasy XIII og versus XIII var også oprindeligt eksklusive til PlayStation 3, hvilket ændrede sig længere henne i udviklingen.
Som historien fortæller blev Fabula Nova Crystallis-ideen skrottet efter Final Fantasy XIII's udgivelse, Agito XIII blev til Final Fantasy Type-0 og Final Fantasy versus XIII forsvandt nærmest fra rampelyset.
Final Fantasy XIII blev til en trilogi af mere eller mindre middelmådige spil, og rygterne begyndte er svirre om, hvorfor så lidt info blev delt om Final Fantasy versus XIII? Alt vi hørte om spillet tydede på et mere dystert og brutalt Final Fantasy end vi nogensinde havde set før.
I 2008 fremviste spillets instruktør en kort trailer fra en samtale imellem spillets to hovedpersoner Noctis og Stella. Traileren genbrugte den velkendte "Somnus"-melodi af Kingdom Hearts-komponisten Yoko Shinomura, som vi også havde hørt i den første trailer.
Dialogen var lydløs, men leverede allerede på få minutter en mere facinerende historie end 100 timer+ med Final Fantasy XIII-trilogien. Derudover bød 2008 også på en længere cinematisk trailer, hvor vi blev introduceret til Noctis' trofaste venner Gladio, Prompto og Ignis eller som de også er kendt: Den Final Fantasy-inspirerede J-pop gruppe.
Som følge af hypen skabte omkring spillet var det skuffende, at vi først for alvor fik en rigtig trailer til spillet 3 år senere i 2011. Indtil da var spillet kun blevet vist privat, og vi fik den første gameplay-trailer på sølle 30 sekunder (den viste dog Noctis' nye design). Square Enix gjorde dog op for det store nyhedshul og udgav en serie af trailere i starten af 2011 med flere minutters indhold fra spillet.
De nye trailere viste en stor del gameplay og var mere i stil med Kingdom Hearts end andre kapitler i Final Fantasy-serien. I modsætning til Final Fantasy XIII var spillet open world og dets setting skabte klare tanker tilbage mod designet af Final Fantasy VII.
Historiens handling var stadigvæk relativt ukendt, men stemningen virkede til at være helt på plads. Skulle Final Fantasy versus XIII bringe serien tilbage fra de katastrofale indtryk efterladt af Final Fantasy XIII og den første udgave af Final Fantasy XIV?
Men selvom Tetsuya Nomura og hans hold hos Square Enix skabte en enorm hype omkring Final Fantasy versus XIII forsvandt spillet fra rampelyset. Resten af 2011 forblev nærmest tom for info, og rygterne begyndte at svirre om spillet var blevet aflyst. Shinji Hashimoto (en af de store kanoner hos Square Enix) forsikrede os om, at dette ikke var tilfældet, og spillet så helt fantastisk ud, men ingen anden ny info kom med udtalesen.
Final Fantasy-serien havde brug for en tilbagevenden til sin storhedstid. En række håndholdte mobilspil og Final Fantasy XIII-trilogien havde holdt serien i live, men den var gået fra at være den største spiller i rollespilsgenren til nærmest at være sidestillet med serier som Shin Megami Tensei, Dragon Quest og Phantasy Star.
E3 2013 var Final Fantasy-seriens store comeback. Sonys pressekonference viste en video med Tetsuya Nomura efterfulgt af en annoncering af en ny trailer til det længe ventede Final Fantasy versus XIII. Og hold da op en trailer!
Med en blanding af gameplay fra invasionen af byen Insomnia, warp strikes til højre og venstre, Leviathan og gudeskøn grafik viste traileren, hvordan Final Fantasy ville se ud på de nye konsoller. Slutningen af traileren afslørede, at det ikke længere var Final Fantasy versus XIII, men Final Fantasy XV!
Herefter begyndte Square Enix at dele materiale mere ofte fra projektet, og specielt efter Nomura blev erstattet med Crisis Core: Final Fantasy VII og The Third Birthday-instruktøren Hajime Tabata.
Den nye instruktør på projektet havde en helt anden tilgang end Nomura, der er kendt for at dele næsten ingenting fra sine spil. Tabata derimod delte tit gameplay-videoer, og især igennem sine active time reports. Der var næsten ny info hver eneste måned, og udgivelsen lignede mere og mere en realitet.
Tabatas ledelse fjernede kerneelementer fra Final Fantasy versus XIII, såsom hovedpersonen Stella, flugten fra byen Insomnia og imperiets soldater var nu robotter i stedet for rigtige mennesker. Spillet var gået fra at være et sidespring til et nummereret Final Fantasy, og nye ændringer måtte finde sted.
Tonen var lettere, og det som var blevet tolket som en episk rejse i en mørk dyster verden virkede nu mere som en bro-trip igennem smukke landskaber.
Senere trailere og udtalelser fra instruktøren Tabata forsikrede os om, at dette ikke var tilfældet og kernen af Final Fantasy versus XIII og Nomuras version stadigvæk var intakt.
Tre demoer, en animé-serie og en blockbuster-spillefilm senere kan vi kun sige, at Final Fantasy XV ser ud til at have beholdt sine Versus-rødder, og vi kunne ikke være mere begejstrede for at spillet næsten har nået sin udgivelsesdato. Jeg er personligt mere end klar til endelig at opleve Prins Noctis' eventyr efter den 10 år lange rejse.
For at sætte i perspektiv præcis hvor lang tid Square Enix har arbejdet på Final Fantasy XV, er der i mellemtiden udkommet:
- Alle Spil i Gears of War-serien
- Alle spil i Assassin's Creed-serien
- Bioware har udgivet Mass Effect 1-3, Star Wars: The Old Republic, Dragon Age: Origins og Dragon Age: Inquisition
- Final Fantasy XIII-trilogien, Final Fantasy Dimensions, Final Fantasy All The Bravest, Final Fantasy Type-0, Final Fantasy: The 4 Heroes of Light, Theatrhythm: Final Fantasy, Final Fantasy Record Keeper, Mobius Final Fantasy. Final Fantasy Brave Exvius, Bravely Default og I Am Setsuna (og mange flere)
- From Software har fået succes med deres Souls-serie (inklusiv Bloodborne)
- Naughty Dog har lavet alle udspillene i Uncharted-serien + The Last of Us
Udover store kvantespring i spilbranchen er der i verdensnyhederne også sket kæmpe begivenheder
- Vi er gået fra Præsident Bush til Præsident Trump
- Danmark har haft 3 forskellige statsministre
- ISIS fandtes ikke, da Final Fantasy versus XIII blev annonceret
- iPhone var stadigvæk ikke på markedet
- Finanskrisen havde ikke ramt endnu
Det kan med sikkerhed siges, at spilbranchen og verden generelt er kommet langt siden Final Fantasy XV blev vist for verden første gang og der har ophobet sig urealitstisk massive forventninger.
Om Square-Enix kan indfri disse må vi stadig vente lidt endnu med at finde ud af, men det virker stadig uvirkeligt, at vi næsten er i mål.