Skip to main content
Artikler

Frontlinjen: her er kæmperne

Call of Duty eller Battlefield? Call of Duty eller Battlefield? Call of Duty eller Battlefield?
Mike Holmes 4 maj 2012

The Darkness II, Syndicate og Gotham City Impostors. De bedste fra 2012 indtil videre...

Taler du med flertallet omkring online multiplayer-spil, er der gode chancer for at du får stillet det spørgsmål. Hvilken af de to frister mest? Foretrækker du de tætte præcise baner i Modern Warfare 3, eller det fremspirende gameplay som opstår i DICEs Frostbite 2-motor?

Men glem det sidste spørgsmål. Det betyder ikke noget. I dag skal vi ikke snakke om styrker og svagheder ved de to spil, der dominerer lige nu (og vi skal derfor heller ikke kigge på det nyligt annoncerede Call of Duty: Black Ops 2). I sidste ende er de nemlig af nogenlunde samme kvalitet, til trods for hvad fans måske siger til hinanden.

Man kan ikke benægte styrken bag de to brands sammenlignet med konkurrenterne. I øjeblikket dominerer Modern Warfare 3, Black Ops og Battlefield 3 skydespilsscenen, og tilsyneladende er ingen andre i stand til at komme tæt på. For nyligt var de fem mest spillede FPS-spil på Xbox Live disse:

1. Call of Duty: Modern Warfare 3
2. Call of Duty: Black Ops
3. Battlefield 3
4. Halo: Reach
5. Call of Duty: Modern Warfare 2

Vedvarende populære: Modern Warfare 3, Black Ops, Battlefield 3 og Halo: Reach.

Den statistik er sigende. Kun Halo, der engang var juvelen i Microsofts krone, holder stand mod det konstante pres fra Call of Duty- og Battlefield-serierne. Det er en lignende historie på PlayStation 3. Her ligger resten af konkurrenterne på sidelinjen, enten hårdt sårede eller taget helt ud. Det er en sørgelig tilstand, især når man tænker på hvor mange spil, der bliver lanceret med en fuldt integreret multiplayer-del.

Præcis hvad skal en udvikler gøre for at skabe en multiplayer-oplevelse, der kan konkurrere med sværvægterne? Det er spørgsmålet til én million, og et som adskillige udviklere naturligvis forsøger at besvare.

Den åbenlyse løsning er selvfølgelig at kopiere, for imitation er som bekendt den største form for smiger. Men realiteten bag denne populære tilgang er et landskab befolket med billige kloner og genbrugte ideer, og vi fortjener bedre, for pokker!

Heldigvis er der rigeligt med studier derude, der arbejder på løsninger til dette multiplayer-dilemma. Udviklerne tager modeller fra genrens tunge drenge til sig, og smeder dem sammen med deres egne ideer, med det mål at skabe spændende, tilgængelige miljøer hvori spillerne glædeligt kan dræbe hinanden, altså sådan rent virtuelt.

Far Cry 3 - tilføjer trippede stoffer til FPS-genren

Far Cry 3 er et af disse spil. Ubisoft Massive har arbejdet hårdt på at skabe nogle spiltyper, som de håber vil fange online-spillernes interesse. Ved at kombinere nogle faste FPS-elementer med delikate udskæringer af FC3-specifik action, sigter de efter at skabe en multiplayer-oplevelse, der samler individualiteten fra deres spil med de rammer, som spillerne forventer fra mainstream-skydespillene.

Der er lagt vægt på sindssyge og opfattelse af virkeligheden på den tropiske legeplads, der udgør baggrunden for Ubisofts seneste eventyr, så at tage det med over til multiplayer var den indlysende beslutning. I løbet af kampene kan man smide psykotropisk gas i flaskehalse og over strategiske nøglepunkter, så alle der indånder den begynder at hallucinere. Friendly fire slås fra, og galskaben får frit spil, da alle spillere nu ligner fjender i de berørte øjne, så man må være forsigtig for ikke at fylde sine holdkammerater med skudhuller. Det er et fint multiplayer-twist der passer nydeligt med resten af spillet.

Counter-Strike byder på en væsentlig anderledes oplevelse, men arven som et af de mest populære PC-skydespil giver det en fordel, nu hvor Valve forbereder lanceringen af den seneste version - Counter-Strike: Global Offensive på konsoller og PC senere i år.

Counter-Strike: Global Offensive - Bang, du er død. Det passer altså, du er virkelig død.

Counter-Strike er på mange måder modsætningen til spil som Modern Warfare 3. Selvom mange af ingredienserne er de samme, kunne de endelige udtryk ikke føles mere forskellige. Global Offensive er læsset med en hård og brutal realisme, der forhåbentlig betyder, at det ikke forsvinder i mængden af ivrige skydespil, der allerede er derude.

Valve havde håbet, at matchmaking på tværs af platforme kunne blive den del af puslespillet, der hidtil har manglet for at gøre Counter-Strike til en taktisk styrke på konsollerne. PC-community'et bag det oprindelige spil er stadig fuld af liv, og at få noget af den kærlighed til at smitte af på konsoludgaven må have virket som den perfekte plan. Desværre betyder Microsofts stive regler for opdateringer, at Valve ikke så let ville kunne justere på spillet efterfølgende, og derfor har de droppet den plan igen. I stedet må de stole på spillets hårdkogte realisme for at gøre indtryk på konsolmarkedet, men spørgsmålet er om det er nok.

Max Payne 3 tager spillerne fra førsteperson til tredje, hvilket straks gør deres udfordring så meget større. Historisk har spillerne altid foretrukket at se gennem øjnene på deres avatarer frem for at se handlingen udfolde sig henover skulderen. Der er undtagelser, herunder Gears of War, men som helhed er førsteperson konge.

Max Payne 3 - Vil Max' bullet time være nok til at overbevise spillerne?

Men den fordom vil Rockstar udfordre, og når man kigger på Max Payne 3, er det svært at forestille sig, at de ikke vil kunne overbevise en pæn flok spillere. Ser du, Rockstar har et es i ærmet: bullet time. Når du aktiverer bullet time vil enhver spiller inden for dit synsfelt også blive sløvet ned, og kun ved at bryde den visuelle kontakt kan de undslippe.

Når op til 16 spillere trækker våben samtidigt, kan det resultere i nogle desorienterende skift i tempo, når spillerne dropper ind og ud af realtid. Men det viser at Rockstar arbejder hårdt på at bringe spillets essens med over i multiplayer (og bare rolig: det kan vi snart fortælle mere om).

Som det efterhånden er reglen, vil vi uden tvivl se et nyt Call of Duty-spil lande på hylderne i fjerde kvartal. I år er det Black Ops' tur til at sælge bedre end konkurrenterne - der tæller to sci-fi-skydespil: Aliens: Colonial Marines og Halo 4. Aliens er sat til at udkomme nogenlunde samtidigt, men sigter efter en meget forskellig målgruppe end Activisions årlige udspil. For det første ved at byde på en co-op-oplevelse frem for konkurrencespil.

Aliens: Colonial Marines & Halo 4 - fremtiden slår igen med stil

Colonial Marines fører spillerne tilbage til LV-426 og Hadley's Hope, og stiller dem ansigt til ansigt med den Xenomorph-trussel, vi alle elsker at frygte. I squads af op til fire skal spillerne kombinere holdarbejde med nerver af stål, for at stå i mod den tilsyneladende uendelige strøm af aliens.

Halo-serien har altid haft en stærk tradition for både konkurrence og co-op i multiplayer, og Halo 4 lader ikke til at blive anderledes. Som med Colonial Marines er her co-op for op til fire spillere, og 343 Industries har for nyligt afsløret deres intentioner om at udgive episodisk indhold hver uge. Kunne dette være tricket, der lokker spillerne væk fra Modern Battlefield 3?

Hvis ikke, så bliver det måske 343's beslutning om at implementere drop-in-funktioner i PvP-kampe, der tager stikket hjem. I alt for lang tid er Halo-kampe blevet ødelagt af ubalancerede hold, fordi nogle spillere smuttede tidligt. Det problem forsvinder forhåbentligt, når nye spillere kan slutte sig løbende til kampene. Disse to faktorer, kombineret med et helt nyt sæt baner og en videreudvikling af Reach-motoren kunne være nok til at skubbe Halo forrest i køen.

Det bliver sandsynligvis et godt år for fans af multiplayer-action. Udgivelsesplanerne, især dem tæt på årets afslutning, er fyldt med pistolsvingende blockbustere. Tiden vil vise om nogen af dem kan konkurrere med Call of Duty eller Battlefield, men potentialet er der.

Når titler som The Darkness II, Syndicate og Gotham City Impostors allerede har haft chancen, er det op til Far Cry 3, Max Payne 3 og Halo 4 af samle stafetten op og udfordre status quo. Vil en eller flere af disse spil have, hvad der skal til, for at skubbe en af sværvægterne af tronen? Vi glæder os i hvert fald til at finde ud af det.

Fuld profil 332 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.