Full Spectrum Warrior

I pigtrådens skygge på Bramleys’ militære områder i England, tog vi et skridt ind i dystre, taktiske kampaspekter. Med Madrids forfærdeligheder i baghovedet, fik præsentationen et uønsket strejf af realisme. Hovedemnet cirkulerede omkring den kommende strategiske kamptitel, Full Spectrum Warrior, som var omfavnet af en dunst af paranoia, realisme og intens angst. Oprindeligt et militært projekt, som tog sit udspring i 2000. Et forsøg på at simulere de mange aspekter som indeholdes i regulær gadekamp. Begivenheder, hvor fjenden ikke kan isoleres på slagmarken, men kan gemme sig i en sivende menneskemængde af kvinder og børn. Dette konstante pres, hvor de små aktionsgrupper kommer til at afhænge så meget af hinanden, at det nærmer sig en symbiose.

Sideløbende med udviklingen til det amerikanske forsvar, er Pandemic Studios altså undervejs med en kommerciel version - det skader jo ikke noget at spinde lidt guld på sit projekt. I en militærbarak indenfor Bramleys’ øvelsesområde havde Pandemic Studios sat os stævne, så vi kunne se hvor langt de var kommet med deres spændende projekt. Udviklerne var præsenteret ved Greg Borrud, som er Director of Production, og har spilet en aktiv rolle i processen. Han tog forsamlingen i hånden, og førte os igennem de finere nuancer i titlen, som på mange områder er utroligt nytænkende og original. Væk er de overmenneskelige Rambo-tendenser, og i stedet afløst af et stærkt taktisk gameplay, hvor hver bevægelse skal overvejes nøje. Målet er ikke at slå folk ihjel, men at udnytte sine folk optimalt og løse sine objektiver uden at forårsage civile dødsfald.

Efter en lille trailer for spillet, som havde et kækt samspil mellem virkelige videosekvenser og in-game sekvenser, tog begivenhederne fart, og de første billeder tonede frem på storskærmen. Vi befinder os i det imaginære Zekistan - der har ikke så lidt til fælles med det mere verdslige Irak. En bølge af terroristangreb har skyllet ind over den vestlige verden, med USA som det foretrukne mål. Efter intens jagt fra efterretningstjenesterne isoleres problemet til at komme fra den lille stat Zekistan, som er et land præget af store interne, såvel som eksterne konflikter. Efter nederlagene i Afghanistan og Irak, har en række af de mest ekstreme terrorister søgt tilflugt i Zekistan. Her bliver deres aktioner finansieret af den enevældige hersker Al Afad. Alle diplomatiske løsninger har slået fejl, så de forenede nationer ser ingen anden udvej end et åbent angreb på den nye fjende. Efter et kort forspil landsættes NATO styrkerne, og kampen kan begyndes.

Med reference til alle de overskrifter, som tidligere konflikter har bragt med sig, har Pandemic Studios forsøgt at skabe en så overbevisende illusion som muligt. Her venter brutale massegrave, voldsomme urbane opgør og spirende mistanke om masseødelæggelsesvåben. Man indtræder i rollen som sergent for NATO koalitionen, og skal nu bevæge sig gennem et missionsbaseret træ af begivenheder. Hele forløbet er baseret på denne soldats opfattelse af en enkelt dags hændelser - fra seks morgen til seks aften. Man vil få kommandoen over to aktionsgrupper, som hver består af fire soldater. Nu kan kampen ellers få lov til at begynde, mens nerverne bliver mere tyndslidte og man bevæger sig dybere ind i de fjendtlige områder. Timing og samarbejde sætter sig på vognens forreste sæder, mens decideret action sætter sig ind på bagsædet.

Kigger man på screenshots fra spillet vil man umiddelbart blive forledt til at tro at der er tale om et regulært skydespil. Men reelt set kommer man aldrig til selv at affyre et skud. I stedet tager man taktstokken, og dirigerer rundt med sine tropper, som så forsøger at efterleve ens ønsker bedst muligt. Det hele cirkulerer omkring virkelighedens militærdoktriner, som er forrygende implementeret i gameplayet. Placeringen foregår ved hjælp af det venstre analoge joystick, hvor man kan styre nogle cirkler rundt som illustrerer hvor ens folk skal bevæge sig hen. Med et tryk på en knap eksekveres ordren, og den kunstige intelligens går på arbejde. Nu hives alle doktrinerne ind i legen, og soldaterne opfører sig som spejlbilleder af virkeligheden. Truppen dækker hinanden, udnytter omgivelserne og placerer sig på den rigtige facon. En spændende feature er Fog-of-War. Dette går ganske enkelt ud på, at man ikke kan se andet end det ens soldater kan se. Det er selvfølgelig lidt svært at opnå når man følger det hele fra et tredje persons perspektiv, men løsningen har været, at lade områder man ikke kan se, være tågede. Effekten er overbevisende og fungerer glimrende.

Kernen i spillet er samspillet mellem de to grupper. Det er her hvor man kan vise sit overblik og sin snilde, og sørge for at opfylde de ordrer man selv har fået stillet. Vælger man i stedet blot at løbe hovedløst fremefter, så kan man godt berede sig på at blive Game Over mange gange. Det her er ikke et spil for den utålmodige, i stedet er det en eksercits ud i det strategiske gangsystem, hvor skrivebordsgeneraler virkelig kan folde sig ud. Vi fik præsenteret et eksempel, hvor Alpha-gruppen kom til et hjørne af et hus. Forreste mand knæler og kigger ind i den gård som åbner sig i gabet frem mod næste bygning. Her står der en affaldscontainer - straks lyder der et råb, og den mekaniske lyd fra et automatgevær breder sig. Der står en fjende bag containeren, og han er noget nær umulig at få ram på. Oversigtskortet hives frem, og man ser at der er en lille gyde, som fører ind til gården fra den anden side. Nu skifter man så til Bravo-gruppen, og folkene føres i position ved gyden. Tilbage til Alpha-gruppen der beordres til at afgive dækningsild. Hele flokken træder frem og åbner ild, hvilket tvinger fjenden i dækning bag containeren. Nu er det en simpel opgave at træde ind med Bravo-holdet og eliminere truslen.

Spillet er spækket med sekvenser som denne, og man har som ofte en række potentielle muligheder for at løse dem. Alternativt kunne man også have hevet sin grenadier frem forrest, og benyttet ham til at fjerne truslen. Det er virkeligt noget som kan sætte de små grå på overarbejde - der er ikke meget, der er så motiverende som en flok ildesindede, der skyder vildt omkring sig. Omgivelserne spiller også ind, og har det med at give grimme overraskelser. Benytter man eksempelvis en bil som dække, så skal man være opmærksom på at den er langt fra uforgængelig. Kugler graver deres vej gennem metallet, og kan meget vel finde vej frem til ens gutter. Det ser fedt ud når skudhullerne breder sig over vognen i real-time. Dette kan man naturligvis også benytte mod sine fjender - en ordentlig salve med en automatriffel har det med at være skadelig for lakken.

I et spil af denne kaliber står meget og støtter ved den kunstige intelligens. Det er essentielt, at såvel venner som fjender bidrager til at opretholde den tykke realisme og fortættede stemning. Heldigvis ser det ud til at Pandemic Studios har gjort et godt stykke arbejde, selv om der var visse sekvenser hvor der var lidt underlig opførsel på skærmen. Ens egne soldater opfører sig virkeligt eksemplarisk, og det ser lækkert ud når de bevæger sig for hinanden. Tilsvarende så udviser fjenderne en glimrende forståelse for de situationer de kommer i. De benytter deres omgivelser, foretager intelligente kontraangreb og flygter når situationen ser alt for sort ud.

Adspurgt om hvad de væsentligste forskelle er på den kommercielle version, og så den version som det amerikanske forsvar leger med, så er svaret ganske naturligt niveauet af realisme. Eksempelvis så har ballistik i skudvekslinger her mindre betydning, mens alle kuglers bevægelser bliver nøje beregnet i den tunge simulation. Her er ligeledes en større vægt af fjender over civilbefolkning så man kan få flere legale skudvekslinger. Endelig så nævnte Greg Borrud det at kaste en røggranat. I virkeligheden tager det flere minutter inden røgen breder sig - dette er modelleret i simulatoren. I det kommercielle produkt går det væsentligt hurtigere inden røgen indfanger sine omgivelser - for at holde tempoet på et højere niveau, så folk ikke begynder at sidde og kede sig.

Teknisk er Full Spectrum Warrior ganske imponerende. Xbox’en får lov at spille med sine muskler, og det kan ses i flotte effekter og detaljerede figurer. De enkelte soldater er spækket med detaljer, og fremviser reelle ansigtsudtryk. Animationerne er flydende, og blevet givet de ekstra små detaljer, som man kan sidde og glæde sig over. Sprøde teksturer beklæder omgivelserne, som er et sammensurium af deciderede baggrunde, og ting man lystigt kan destruere. Det sidste skud flødeskum får man gennem implementeringen af Xbox Live, hvor man kan gå co-op med en kammerat. Nu styrer man så hvert sit hold, hvilket stiller store krav til koordinering og samarbejde. Full Spectrum Warrior er i mange henseende en meget spændende titel, og vi drog hjem fra England med en spirende spænding i maven.