Tetris var et af de mest vanedannende spil nogensinde. Vi får nok ikke en ny version af spillet at se med udgivelsen af Game Boy Advance, ihvertfald ikke til at starte med, så det kan være at Kuru Kuru Kururin må tage pladsen? Det er et mildest talt anderledes puzzlespil.
Drej rundt
Mange japanske spil kommer aldrig udenfor Japans grænser. Om det samme gælder for Kuru Kuru Kururin er uvist, men spillets titel og den lidt underlige idé får en til at tvivle på det. Det underlige navn, Kuru Kuru Kururin, betyder oversat til dansk noget i retning af "drej rundt og rundt". Måske det er et hint til hvad spillet egentlig drejer sig om.
Pas på væggene
Hvor dumt det end må lyde, går spillet ud på at føre en pind igennem en bane med en masse forskellige forhindringer. For at forværre situationen, så drejer pinden stille og roligt med uret. Når banerne bliver endnu sværere bliver forhindringerne også mere kringlede - blandt andet vil der bliver skudt bolde imod dig, væggene vil flytte sig og lignende. Og selvfølgelig må du hverken strejfe boldene eller væggene på vej igennem banen. Heldigvis har man tre "liv" inden man er Game Over, så man har plads til en minimal fejlmargen.
Egentlig en helikopter
Men... kan man basere et spil på en snurrende pind? Det er faktisk mere end en pind, selvom det ikke ser sådan ud på billederne. Pinden skal nemlig forestille en helikopter, som spillets hovedfigur, helikopterpiloten Kururin, skal færdes i fra A til B.
Som du kan se på billederne handler det ikke om nogen større revolution på den grafiske side. Det er istedet det medrivende gameplay som skal holde dig ved roret i spillet. "Bare en gang til..." er den effekt man håber på at opnå.
Først i mål
Hvis det normalt ikke er singleplayer delen som kan fange dig, vil en multiplayerdel måske kunne gøre det? Kuru Kuru Kurunin kan nemlig spilles af op til fire spillere samtidigt, hvor hver spiller kæmper om at komme først i mål.
Kuru Kuru Kururin er endnu en af udgivelsestitlerne ved Game Boy Advance´s entre på det japanske marked den 21. marts. Om dette lidt mærkelige spil vil finde vej til forretningernes hylder herhjemme, ved vi dog ikke p.t.