Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Game of the Year 2016 - Bedste Historie

Vi hylder spil for deres unikke evne til at fortælle dybe historier, men hvilket spil formåede at fortælle den stærkeste?
Redaktionen 28 december 2016

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Vinder: Uncharted 4: A Thief's End
Naughty Dog har efterhånden sat sig tungt i toppen af listen over nogle af verdens bedste udviklere. Deres usædvanlige sans for at producere spil af høj kvalitet, er bakket op af en næsten uudtømmelig kilde af ressourcer og tillid fra Sony. En tillid som i den grad har betalt sig. Der er mange gode elementer ved deres spil, og de er i særdeleshed blevet forfinet i dette tilsyneladende sidste kapitel om Nathan Drake. I ingen af deres titler er gameplayet hverken revolutionerende eller nyskabende, men det er til gengæld velovervejet og solidt til en grad, man sjældent ser. Det samme gælder historiefortællingen. Den er ikke i sig selv nyskabende eller betræder nyt terræn. Derimod tager Naughty Dog elementer, som vi kender godt, og udfører dem med en snilde og et talent, som alligevel skaber grobund for historier af en kvalitet, som i sig selv kan kaldes nyskabende. Det så vi med The Last of Us, som tog spilverdenen med storm, og deres talent er blevet understreget med en fed sort tusch med Uncharted 4. Igennem hele tre spil fulgte vi action helten Nathan Drake igennem hans farefulde rejser rundt i verden, for at finde for længst forsvundet skatte, og Uncharted 4 er kulminationen af alt det som blev lagt i kakkelovnen i de tidligere spil. Her får vi serveret en fortælling, som er de allerstørste og dyreste Hollywood-film værdige, og det er da også tydeligt, at inspirationen kommer her fra. Indiana Jones er en nærliggende sammenligning, men Uncharted 4 putter Nathan Drake igennem så mange hæsblæsende scenarier, alt imens det beholder sit fokus på de nærværende og vedrørende karaktererne, at spillet med lethed træder ud af skyggen fra enhver inspirationskilde. Uncharted 4 er ganske enkelt årets bedste historie

Runner-up: Firewatch
Selvom der er mange spil med store budgetter som fortæller gode historier, så er historiekategorien i Game of the Year ofte anseeligt domineret af mindre titler. Indiespil er oftere og oftere der, man skal gå til, hvis man vil finde nogle rigtige perler, når det kommer til historiefortælling i spil. Derfor var Firewatch også længe en favorit til at vinde, eller i det mindste være i tæt kapløb om første pladsen som bedste historie. Henry tager et job i Yellowstone, hvor han skal holde udkig over Shosone skoven. Spillet falder bekvemt i kategorien med det ironiske navn: walking simulators, men det er langt fra kedeligt. Spillet har et af de bedste manuskripter vi har set hele året og måske længere endnu. Igennem hele spillet har Henry stort set ikke anden kontakt med mennesker end Delilah, hans overordnede, igennem en walkie talkie. Deres forhold er kernen i spillet, og den gode dialog - udført til perfektion af skuespillerne - bringer det til live. De flotte omgivelser, som først er forførende og smukke, viser sig snart at gemme på mysterier og uhygge. Det hele passer sammen under en større tematisk paraply, hvilket gør Firewatch til et spil, alle med en trang til en god historie bør spille.

Runner-up: Inside
Playdead stod - måske på nær Hitman - for den største danske spilsucces med Limbo. Limbo var et lille, mærkeligt og meget mørkt platformspil, som spillere over hele verden tog til sig. Derfor ventede folk med spænding på, hvad det næste spil fra Playdead ville være. Svaret fik vi i sommers med Inside, som syntes at være en naturlig videreudvikling af det som fungerede godt i Limbo; nemlig den ordløse fortælling. Inside bliver fortalt helt uden dialog eller nogen form for tekst eller instrukser. Det er altså op til spilleren selv at finde ud af, hvad dette uhyggelige og mørke spil handler om. Inside indeholder mange overraskelser, og det er et spil, man selv bør prøve uden at vide for meget om det. Umiddelbart fortæller spillet om en dystopisk verden med tankekontrol og overvågning, men der er så mange lag som kan fortolkes og analyseres på alle ledder og kanter, at dette bliver en af årets allerbedste fortællinger på spil.

Runner-up: Unravel
Det er ikke kun os danskere, som kan lave gode fortælling uden dialog. Det kan svenskerne også, og Inside fik derfor i år stor konkurrence fra Unravel. Unravel kan på mange ses som Inside's farverige og legesyge søskende. Men det har i den grad også sine egne mørke og følelsesladede øjeblikke. Yarny er et tøjdyr lavet af rødt garn, som har evnen til at besøge gamle minder fra sine ejere igennem fotografier, som står rundt omkring i deres hjem. I starten besøger man lykkelige og farverige steder, hvor man møder naturen i den allermest romantiske udgave. Solen skinner ekstra meget, bladene er ekstra grønne, og naturen er bare meget mere natur. Men som spillet skrider frem, bliver minderne mere og mere bedrøvet, og naturen følger trop ved at blive mere mørk og forurenet. Det er en rejse fyldt med følelser, nostalgi og melankoli, som vil røre de flest. Det er ikke en plotdrevet fortælling, men alligevel formår spillet at fortælle en medrivende historie, og af den grund fortjener det en plads på denne liste.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.