Game of the Year 2017 - Bedste Historie

"Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her."

Vinder: Nier: Automata
Nier: Automata må nok siges at være årets overraskelse, og det stod hurtigt klart på redaktionen, at dette spil var en seriøs kandidat blandt alle årets fantastiske titler. Mange vil nok bare slå det hen som endnu et spil i en eller anden obskur japansk spilserie. Men det bør man absolut ikke gøre, for ikke nok med, at spillet byder på medrivende og varieret gameplay, så har det altså også den bedste historie, spilindustrien har kunne byde på det sidste års tid. I et univers hvor rumvæsener har besat jorden og konstrueret robotter til at forsvare den, skal en gruppe specialdesignede androider forsøge at vinde menneskehedens hjem tilbage. Umiddelbart ligger der ikke den store originalitet i den præmis, men gennem de godt 30 timer, spillet kan byde på, så er der lagt så mange skøre, overraskende og tænkevækkende drejninger ind, så man sidder limet fast til skærmen. En god historie formår at lade os flygte ind i et andet univers, og glemme vores eksistentielle angst et øjeblik. En fantastisk historie derimod lader os nok flygte, men kun for at tage os i hånden, imens vi står ansigt til ansigt med de helt store spørgsmål: Hvad er denne mærkelige tilstedeværende vi besidder? Dette sker i Nier: Automata igennem temaer som kunstig intelligens og robotetik, minder og kærlighed. Hurtigt finder man ud af, at tingene ikke er helt så simple, som præmissen udgiver dem for at være. Der er altid to sider af en mønt. Robotter er ikke bare robotter. Og Nier: Automata er ikke bare endnu et obskurt japansk spil.

Runner-up: Wolfenstein II: The New Colossus
Wolfenstein er en af de mest ikoniske serier i hele spilverdenen, men de seneste år har serien haft svært ved at leve op til sin egen arv. Heldigvis lader det til, at udviklerne har skiftet retning, og resultatet ses klart i Wolfenstein II: The New Colossus. Her har vi at gøre med en skydespil som rent faktisk har valgt at fokusere på singleplayer-delen, og det er med stor succes. Det er med så stor succes, at spillet var ved at vinde årets historie. Nazi-Tyskland har vundet over de allierede, og takket været en velplaceret atombombe i USA, har de også begået et indtog i de forenede stater. Dette fører til spillets helt unikke verden, hvor man ser nazister og kutteklædte typer gå rundt i et rockablilly 50'er-inspireret univers. Men denne spænding imellem to ellers uforenelige ting er ikke, hvor spillet virkelig skinner igennem. Det er derimod i dets portrættering af dets karakterer. Spillet formår igennem disse både at være humoristisk, men samtidigt ikke at flygte fra krigens uhyrlighed, og de konsekvenser den har.

Runner-up: Persona 5
Teenagere som opdager at de har superkræfter og skal redde verden; den har vi hørt før, ikke? De fleste har drømt om at kunne give mobbere, bøller og andre forfærdelige typer et par på skrinet, men hvad hvis man i stedet kunne rejse ind i deres underbevidsthed og installere en lille ting kaldet samvittighed, så de ville krympe sig sammen under vægten af de gerninger, de har gjort? Ville det ikke være bedre, og langt mere tilfredsstillende? Dette kan man i Persona 5, hvor man som teenage-superhelt ikke skal kæmpe mod traditionelle superskurke, men derimod en manifestation af menneskets mørkeste sider. Det er altså ikke skøre videnskabsmænd eller kæmpe robotter man skal besejre, men derimod gymnastiklærere som forgriber sig på studerende, folk som lyver og bedrager, tæsker deres kærester og udnytter deres ansatte som var de slaver. Persona 5 formår ikke altid at komme helt ind under huden på de store problemstillinger, spillet stiller op. Er det overhovedet etisk forsvarligt at "stjæle" ting fra folks underbevidsthed? Er disse "onde" sider ikke en del af, hvem de er som personer? Det gør dog ingenting, at spillet ikke når helt til bunds i dets egne spørgsmål, da det er en sand fryd at spille. En fryd som meget vel kan udspille sig over mere end 100 timer.

Runner-up: Horizon: Zero Dawn
Historier i en postapokalytisk verden har vi efterhånden set mange af. Det forhindrede dog ikke Horizon: Zero Dawn i netop at tage sit udgangspunkt heri. Fra de første sparsomme screenshoots og frem til spillets endelig udgivelse, stod det klart, at vi havde med noget helt særligt at gøre. Vi står muligvis over for en hel ny spilseries daggry. I hvert fald ønsker vi at se mere til den fantastiske fortælling som Horizon har startet. Spillet formår at skabe den helt rigtige blanding af karakterernes personlige fortælling på en baggrund af en civilisation som en gang var. Alt dette er krydret med er par store robotdinosaurer. Hvad mere kan man ønske sig? I hvert fald var alt dette nok til, Horizon: Zero Dawn var tæt på at vinde årets historie.