Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gameloft - mobilspillenes konge

Guillemot-brødrene er mest kendte for deres engagement i Ubisoft, men faktisk er det de samme herrer der står bag det succesfulde mobilselskab Gameloft. Gameloft blev stiftet i 1999 og har siden stået bag en…
Lee West 7 oktober 2010

Gameloft leverer ofte spil, der "ligner det der andet spil". Man kunne fristes til at sige, at de lader sig inspirere så meget, at man burde anklage dem for tyveri - men de gør det godt. Faktisk er det yderst sjældent at se et dårligt produkt fra udviklerens side, selvom de næppe vinder priser for originalitet.

Firmaet leverer underholdning til både Android, Windows Mobile og især Apples i-apparater. Alene til Apples App Store har de solgt 20 millioner spil fordelt på 47 titler.

Ubisofts traditionelle licenser som Splinter Cell og Prince of Persia er ude i fine udgaver til mobilerne, men i denne udgave af 10 Bud kigger vi på hvilke titler, der tydeligvis er inspireret af andre kendte udvikleres spil. Så læs med her, hvis du vil have Gamelofts udgave af Resident Evil, Burnout, Halo, Warcraft, GTA eller noget helt andet.

Zombie Infection
Tag med en tur til Afrika, hvor en mystik virus er brudt ud. Du er den muskuløse agent, der får følgeskab af din umage men sexede kvindelige kollega. Alt går galt, og snart befinder du dig i et zombiehelvede, hvor inficerede forsøger at gnave dig ihjel om kap med sumpkrokodiller. Heldigvis har du din pistol med lasersigte, mens førstehjælpspakker kan findes i aflukker og huse. Ja, naturligvis: dette er Gamelofts udgave af Resident Evil 5, komplet med trejdepersons skyderier, QT-agtige events, zombier, ammunition, fesen dialog i bedste Resident Evil-stil og god panikstemning. Der er nok af knapper at holde styr på, men du kan indstille placeringerne som du har lyst, hvilket redder en del. Alligevel kan de virke lidt overvældende, og netop derfor ender oplevelsen ikke helt i top. Hvis du allerede har investeret i Capcoms Resident Evil 4 til iPhone og tørster efter mere, så er Zombie Infection et god valg.
7/10

Zombie Infection er testet på en iPhone 3GS, det fylder 223 MB og koster 18 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis.

N.O.V.A.
N.O.V.A. er endnu et skoleeksempel på et Gameloft-spil. Man kan næsten høre lyden af cigarerne der tændes, mens en stak jakkesætsklædte herrer mumler noget om "det der Halo-spil fra Bungie", for kort efter at trykke febrilsk på den direkte alarmknap til deres underjordiske udviklingshold. Resultatet? N.O.V.A. - Near Orbit Vanguard Alliance. Her er en førstepersonsskyder der grafisk ligner Halo, miljømæssigt sendre tankerne mod Halos ditto. Mens fjender til forveksling kunne være levende skydeskiver med mærkatet "covenants". Og det gør intet, for igen beviser Gameloft at de mestrer kopiens svære kunst. Der bydes naturligvis på multiplayer, både lokalt mellem to maskiner og online. Man siger at kopiering er den største form for smiger. Bungie kan roligt føle sig smigret.
8/10

N.O.V.A. - Near Orbit Vanguard Alliance er testet på en iPhone 3GS, det fylder 187 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis. Optimeret til Retina-display og med gyroskop-support.

Avatar
Da James Cameron kom ud med filmen Avatar var meningerne mange. Der var den gruppe mennesker, der syntes at det var noget indholdsløst lir, og andre der syntes, at det var et fantastisk eventyr. Da det udkom som spil var de fleste enige: det var noget skrammel. Men Gamelofts udgave er anderledes fantastisk. De første mange timer er en fin blanding af platforme der skal forceres og rutschebaneture i flotte 3D-miljøer. Bedst som man forventer at turen er nær enden, tager spillet en ny drejning, og pludselig befinder du dig i en stor åben verden, hvor du løser quest og optjener erfaring. Avatar er en grafisk nydelse og en licensperle på iPhone og inden udgivelsen af Spider-Man var dette måske endda Gamelofts bedste licenstitel. Den formår ganske enkelt at levere på alle punkter, og savner du et godt 3D actionplatformspil, kan du roligt kigge denne vej.
9/10

Avatar er testet på en iPhone 3GS, det fylder 189 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis. Optimeret til Retina-display.

Shrek Kart
Denne gang er det Mario Kart der står for skud, men i form af den grønhudede Shrek og alle vennerne. Der skal ræses imod computeren eller vennerne. Sidstnævnte kan ske over Bluetooth eller Wi-Fi. Ti karakterer fra filmene er det blevet til og naturligvis tæller disse både Shrek, Fiona, Æslet, Lord Farquaad og Gingerbread Man. Der kan både spilles almindeligt løb eller arena kampe som vi kender det fra de klassiske Mario Kart, hvor hver go-kart har en bunke balloner der kan smadres af modstanderen. Ballon-banerne er spillet svageste del, og føles for indelukkede til den lille skærm, til gengæld er racing-delen god. Der kan yderligere indtilles om accellerometeret eller skærmen skal bruges til at styre din kart. Lyden er fyldt med glad og lettere irriterende guitarrock og gør intet for at forbedre oplevelsen. Savner du et kart-spil, så leverer Shrek Kart ganske fint.
7/10

Shrek Kart er testet på en iPhone 3GS, det fylder 105 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis.

Spider-Man: Total Mayhem
Med Spider-Man leverer Gameloft et spil, der leverer det bedste fra deres tidligere store licenser. Deres God of War-klon Hero of Sparta og Avatar leverer begge mekanikker til eventyret med Spider-Man. Spider-Man er et 3D-smadr-alt-på-din-vej-platformsspil understøttet af et suverænt kampsystem og lækre varierede baner. Spider-Man føles som Spider-Man burde. Adræt, hurtigt på toppen af situationen og storsnakkende. En kort spilletid på cirka fire timer for hovedhistorien er spillets dårligste egenskab. Der er dog nok at vende tilbage til spillet for, og leder du efter et adrenalin-kick og et suverænt licensspil, så er det lige her, at du finder det.
9/10

Spider-Man: Total Mayhem er testet på en iPhone 3GS, det fylder 467 MB og koster 42 kroner på iTunes. Optimeret til Retina-display.

Castle Frenzy
En middelalderborg og en hængebro er kulissen i Gamelofts noget anderledes bud på tower defense-genren. I bund og grund er der kun den ene bane, en stillestående skærm, der viser forsiden af din borg. Fjenderne marcherer i en lind strøm mod borgens port, og det er naturligvis dit job at forhindre den i at blive sparket ind. Udover at kunne forstærke porten, kan du også opsætte ganske få forsvarsværker som eksempelvis en drage der gerne guffer i fjenden og til gengæld kvitterer med bonuspoint. Spilmekanikken er i Castle Frenzy ganske anderledes. Her skal der ikke opstilles tårne og sindrige konstruktioner, her skal fjenderne knipses væk ved at stryge fingeren over skærmen. Nogle fjender skal således "gribes" og slynges mod jorden for at give op, mens bonuspoint kan optjenes ved at slå fjenderne ihjel med mere kreative metoder. Manglen på fjender og det lidt simple gameplay kan dog afskrække strategifans, og dette skal mere ses som et hektisk reaktionsspil med farvestrålende. Har du spillet Knights Onrush, har du også spillet dette spil. Det forhindrer dog ikke den uoriginale udgave i at fornøje.
7/10

Castle Frenzy er testet på en iPhone 3GS, det fylder 76.3 MB og koster 6 kroner på iTunes.

Terminator Salvation: The Official Game
De fleste spiludgaver at Terminator har i bedste fald været ligegyldige, men Gamelofts udgave er såmænd ganske fin. Det analoge stick fungerer hæderligt, og man skyder Terminator-robotter så det er en sand fryd, mens man læner sig op af dimser så selv Marcus Fenix må kigge misundeligt til fra sidelinjen. En gang imellem er det tid til en kort køresektion, og det er det. Synes man, at Spider-Man var kort, bliver man ikke vundet over her. Det er Gears of War for solospilleren, og det tager cirka to timer at se det hele. Med andre ord betaler man cirka samme pris som det koster at leje Salvation-filmen, og får omtrent samme mængde underholdning. Dette føles som en tur i Tivolis rutchebane: sjovt mens det står på, men alt for kort.
7/10

Terminator Salvation: The Official Game er testet på en iPhone 3GS, det fylder 124 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis.

Rise of Lost Empires
Her serveres der kamp mellem orker og mennesker i bedste Warcraft-stil. Du kan gennemspille rollespilseventyret både fra "de gode" og "ondes" synspunkt. Du styrer en "hero"-karakter, der naturligvis kan bygge huse, samle nye tropper og lede disse i kamp. Peg-og-klik-styringen er herlig simpel at gå til, alligevel er der masser af dybde gemt i spillet. Desværre lider spillet under nogle ærgelige designvalg. Skærmens fysiske begrænsninger omgås ikke fornuftigt, og det sker ofte, at man derfor ender med at sende tropper i kamp, hvor planen eksempelvis var at scrolle. Samtidig er der en til tider tåbelig kunstig intelligens både på de allierede og fjenderne. Ser man bort fra dette, er Rise of Lost Empires dog et fint bud på et spil der blander rollespil og strategi og lugter en hel del af de klassiske Warcraft-titler.
6/10

Rise of lost empires er testet på en iPhone 3GS, det fylder 56.5 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis.

Asphalt 5
Asphalt 5 er en sjov størrelse: enten forguder du den perfekte arcadestemning eller også hader du manglen på realisme. Med andre ord en solid Burnout-klon. Nøjagtig som med Burnout er der modstandere, der skal køres af banen og boost der kan optjenes ved at køre som en vovehals. Asphalt 5 leverer en fantastisk grafik, der endda gør sig ganske godt på 2x opløsning på en iPad. Her er mandehørmende testosteron og drengerøvsbiler. Femmeren er milevidt fra forgængeren grafisk, og tilbyder karriere-mode til enkeltspilleren eller løb mod vennerne over Bluetooth eller online. Der kan optjenes trofæer der kan fremvises online. Bilerne inkluderer lækre sportsvogne, personbiler, specialbyggede designs og motorcykler. På alle måder er dette en solid og heftig arcade-racer. Køb det hvis du elskede Burnout: Takedown.
8/10

Asphalt 5 er testet på en iPhone 3GS, det fylder 272 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis. Optimeret til Retina-display

Gangstar: West Coast Hustle
Første gang man ser opstartskærmen vil man være tilgivet hvis man føler sig hensat til Saints Row. Det ligner til forveksling, og hvad enten man savner en udgave af Saints Row eller Grand Theft Auto, så er Gangstar utroligt tæt på. Dette er ikke en 2D-udgave af China Town, men nærmere en blanding af Saints Row og GTA 3 i fuld 3D. Når du cruiser afsted i din nyerhvervede bil, kan du naturligvis skifte radiokanaler og lytte til rock, rap, elektronisk musik eller naturligvis din egen iPod. Ganske som forventet skal der stjæles biler og løses opgaver. I denne omgang er opgaverne dog tunet til den håndholdte maskine og er sjældent længere væk, end at de kan klares på en ti minutters tid. Kontrollen er for en håndholdt ganske fin, men der er tider hvor man føler, at der er lidt for mange fingre på skærmen. Med achievements og mere end 50 missioner er underholdningen dog sikret. En efterfølger er netop udkommet, og byder nu også på helikopter-ture over byen.
7/10

Gangstar: West Coast Hustle er testet på en iPhone 3GS, det fylder 80,3 MB og koster 30 kroner på iTunes, men kan prøves i en Lite-udgave ganske gratis.

Prince of Persia: Warrior Within, Splinter Cell: Conviction, Rayman 2: The Great Escape, Hawx, The Settlers og UNO kom ikke med på listen, da disse allerede repræsenterer de "rigtige titler". Alle er dog godt over middel og kan anbefales, hvis du synes om originalerne og gerne vil have en mobil udgave. De fleste af Gamelofts titler bliver ofte opdateret og mange har således fået eksempelvis Retina-support siden udgivelsen.

Langt de fleste af Gamelofts titler er også tilgængelige på Android-market.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.