Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactor besøger TechBrief 2015

Vores faste hardware-anmelder Anders Fischer tog et smut til Stockholm, for at kigge nærmere på en masse lækre gadgets.
Anders Fischer 10 oktober 2015

Min første tur for Gamereactor gik til Stockholm, hvor jeg skulle deltage i det nordiske presse-event for forbrugerelektronik, Techbrief. Da Techbrief stadig er et forholdsvis ukendt event, bl.a. fordi det kun er for journalister, så var mine forventninger ret uklare. De deltagende firmaer var dog bl.a. Logitech, Creative, LG, Kingston og BenQ, så lineuppet var ganske lovende. Det er tredje år i træk eventet afholdes, og denne gang foregik det på Radisson-hotellet i Arlanda lufthavn, så det kunne ikke blive meget mere bekvemt.

Til trods for at det hele foregik i et lufthavnshotel, og mine forventninger var, at sådan en konference sikkert var lidt formel og opstyltet, så var det en ganske uformel stemning, jeg blev mødt af. Lækker mad, kaffe, milliardvirksomheder og et flot lufthavnshotel behøver altså åbenbart ikke være intimiderende for os dødelige.

Dagen startede ud med en masse korte præsentationer, og tilsyneladende var der primært gaming-journalister tilstede. Dette resulterede i, at samtlige brands ihærdigt forsøgte at have en gaming-vinkel, hvilket desuden vidner om, hvor mange penge der er i det marked. Hvad undertegnede bemærkede mest af alt var den lydkrig som Kingston, Creative og Logitech var i. Mens Kingston på denne front kun havde et enkelt, men godt headset, så bragte Creative og Logitech både en jungle af Bluetooth-højttalere, forstærkere og headsets med sig. Selvom mange af disse også var interessante for visse læsere, så må man jo prioritere. Da undertegnede altid er på udkig efter det næste headset virkede det som en oplagt mulighed for at lade de ihærdige marketingsfolk forklare fordelene ved netop deres headsets, og så lade skærme, højttalere og SSD'ere stå lidt på standby. De umiddelbare konkurrenter på dette område blev Kingstons Hyper-X Cloud II, Creatives Sound Blaster X-serie og Logitechs G633 Artemis Spectrum. Her kan du få nogle højdepunkter fra eventet men især undertegnedes indtryk af de konkurrerende headsets.

Kingston:
Kingston er et navn som typisk associeres med RAM og flashdrev, men firmaet har taget et både interessant og besynderligt skift hen mod mere synlige produkter med deres Hyper X-brand. Det var tydeligt, at disse mere sexede og håndgribelige produkter var deres marketingsfokus, og RAM og drev gled mere i baggrunden, til trods for at hukommelse står for 77 % af firmaets omsætning.

Til trods for en del undren omkring dette lidt pudsige genreskift, så var de headsets vi så, mærkede og lyttede på yderst imponerende. Det nye Cloud II-headset havde i mine øjne den mest solide byggekvalitet, som nogen på eventet kunne prale af, og siden prisen også er overskuelig, ca. 750kr, så virker de som et ganske fristende køb. Læder, metal og robust plast sørger for et produkt, der føles yderst gennemarbejdet, og med udtagelig mikrofon er de også oplagte at have med på farten. Kingstons repræsentant på eventet rev og flåede i headsettet, for at vise at metalbøjlen både er fleksibel og solid. Med aluminiumsoverflade på ydersiden af kopperne og lækkert, gummiagtigt plastik føles dette som en meget solid hovedtelefon. Lydkvaliteten lod også til at være glimrende til musik, og da hovedtelefonen er lukket kunne man glemme alt om det travle lokale man stod i. Jeg fik ikke lejlighed til at høre headsettet på andet end en iPhone, men umiddelbart lod det til at give en ganske glimrende klarhed og lydgengivelse, og det er da også hvad specifikationerne indikerer. Der er dog visse funktioner som jeg ikke kan udtale mig om, idet headsettet har et medfølgende eksternt USB-lydkort, hvilket er smart hvis f.eks. ens bærbare ikke kan give det output, som et godt headset fortjener.

Desværre havde headsettet ikke udtagelig ledning, men til gengæld har vi at gøre med fede, enkle hovedtelefoner, som også er yderst komfortable, takket være memory-foam-kopperne. Samtidig følger der kopper med af både læder og velour, hvilket er en fantastisk tilføjelse. Det lod derfor til at være et fristende alternativ til de lidt dyrere produkter, som vi så fra Logitech og Creative, især med den fantastiske byggekvalitet i mente. Med så mange smarte egenskaber lader det til at være et produkt med god valuta for pengene. Vi blev desuden lovet flere nye Kingston-produkter i kvartal 1 af 2016, og ser frem til hvad RAM-kongerne kan byde på til den tid.

Creative:
Creative kan, modsat Kingston, prale af mange års speciale indenfor lyd, og er kendt for at levere solide produkter på denne front. Med imponerende selvtillid fremviste de deres Sound BlasterX-brandede enheder, som tæller både headsets og eksterne lydkort, specifikt til gamere. De nye produkter vi fik at se vil udkomme henover efteråret.

Hos Creative var noget af det mere bemærkelsesværdige, at de med P5-headsettet går ind på det voksende marked for in-ear-gaming-headsets. Ifølge firmaet selv kan de små drivere i dette headset godt levere en sound-stage og lydprofil, som er passende til gameren on-the-go, men da vi ikke fik lejlighed til at teste disse, kan vi ikke love at firmaet taler sandt. Med et lækkert metal-hus og generelt robust udseende ydre og solide specs ser det dog ud som et spændende produkt, som klart er værd at holde øje med.

De mere traditionelle full-size-headsets fra Creative var der deres fokus primært lå, og med rette. Med 3 prisklasser står både H3, H5 og H7 til at blive spændende udgivelser, som allerede nu har fået en varm modtagelse fra fans på både Gamescom og IFA. Da jeg spurgte ind til H5'eren, som er mid-range-modellen af de tre, fik jeg sat headsettet i det eksterne lydkort, G5, og kunne dermed høre noget nær Creatives vision for fremtidig gamer-lyd. Hvad jeg lagde mærke til ved H5-headsettet var både enorm komfort, som var umiddelbart var meget lig Cloud II-modellen fra Kingston, da begge har læder memoryfoam-pads, men også en imponerende realistisk lyd, hvor en eksplosion vitterligt gav et brag. Eksplosioner, fodtrin og skud lød både klart og præcist, og 7.1 surround fungerede rigtig godt. Da dette var midrange modellen bliver det rigtig interessant hvad der kan forventes af H7'eren, som er high-end modellen med dual mode-forbindelse, så man båder har AUX-forbindelse og lossless USB. Designet af Sound BlasterX-serien er desuden noget mere interessant end tidligere nævnte Cloud II, som dog umiddelbart havde et lidt mere solidt feel.

Det eksterne G5-lydkort var desuden rigtig interessant for gamere, både fordi det giver fantastisk lyd i en overskuelig størrelse, men også fordi det har en såkaldt Scout Mode, hvor bestemte lyde forstærkes til spillerens fordel. Den lille boks var rigtig flot designet i alu-finish, som følger æstetikken fra resten af linuppet. Desuden kommer alle disse produkter med helt ny software kaldet BlasterX Acoustic Engine. Softwaren så overskuelig og flot ud, og har forskellige profiler for action/adventure, racing, FPS og RTS, og på denne måde kan man virkelig få så meget som muligt ud af sit udstyr.

Logitech:
Står man og skal have nyt computertilbehør er det svært at komme udenom Logitechs produkter som en overvejelse. Dette er som regel ikke fordi de kommer i de mest spraglede designs, men fordi de er ganske pålidelige. Det er dog et omdømme som Logitech gerne vil ændre lidt på, og med deres nye linje af produkter under navnet "Logi" vil de lave flotte, tynde og effektive iPad-covers ved navn "Blok", og det er en noget ny retning for firmaet. Nyt logo, nye designs og ny målgruppe. Imidlertid er der stadig fokus på, at selvom det skal være tyndt, så skal det også give den bedste beskyttelse til folks elskede glasplader. Her viste Logitech, at hjørnerne er den mest udsatte del, og derfor har man lagt fokus på at beskytte dette område. På Techbrief havde firmaet endda et ophæng med, hvor vi kunne se, at tabes en iPad ned på beton fra 1.8 meters højde, så er Blok redningsmanden i pangfarver. Ejede jeg en iPad havde jeg nok kastet mig over dette flotte cover, som både kommer i den gængse cover-variant Shell, men også i Case og Keyboard Case-varianterne. Case giver ekstra skærmbeskyttelse, som også fungerer som en any-angle-stand, som så ganske smart ud. Keyboard Case gør hvad navnet antyder: din iPad kommer tættere på at være en laptop. Uanset variant så Blok-serien ud som en spændende ny retning for Logitech. De er allerede i handlen og koster hhv. 339, 599 og 1099 kr. fra Logitechs hjemmeside.

Men hvad med de gamle fans? Logitech gætter, med rette, på at gamere ikke vil have simplicitet og pangfarver, men lys og lir. Og deres tastaturer, mus og headsets til gamere ligner stadig hvad de er. Deres nyere produkter var dog ganske flotte, og som mange sikkert ved er Logitech gået helt amok med lyset i deres nyeste tastaturer, og endda også i deres G633-headsets. Som man kan finde i et nyligt preview her på siden, så er dette headset et overflødighedshorn uden lige. Det var det eneste på Techbrief som havde makroknapper, en tilføjelse jeg dog ikke helt forstår funktionen af, når man har et fuldt tastatur og mus foran sig. Selv havde jeg svært ved at finde dem, og famlede en del. Lyden var også udmærket, med virtual 7.1 surround. Det er dog tydeligt, at design er det sted, hvor Logitech satser lige nu, og indenfor gaming taler vi RGB-lighting over det hele, inklusive på ens headset, som man ikke engang selv kan se. Hverken dette eller makro-taster er dog noget jeg ser det store behov for. Modsat læder-puderne man finder hos Kingston og Creative, så har Logitech her valgt en slags tekstil, som lader til at være komfortabelt, selv gennem mange timer, og forhindrer at ens ører koger over. Dette virker som et smart valg til gamer-headsets. Man kan dog være bekymret over byggekvaliteten, som virkede betydeligt mere plastikagtig end især Kingstons, men også Creatives headsets. Til en pris af 1400 kr synes Logitech ikke at vælte de andre konkurrenter af pinden, og man kan være bekymret for, om de er blevet for design-fokuserede under deres nye branding.

Hvad vi så var altså, at Kingston fortsat imponerer efter kun et år på headset-markedet, og ifølge deres egen præsentation er deres gaming-headsets også allerede de bedst sælgende i Norden. Det er med god grund, og med adskillige priser i bagagen er anmelderne enige. De endnu ikke udgivne Creative Sound BlasterX-produkter så også virkelig lovende ud, og det er produkter som undertegnede ikke ville have noget imod at se nærmere på i efteråret. Et godt førstehåndsindtryk og gode ideer som Stealth Mode og den nye software tyder på at Sound BlasterX vil være en yderst succesfuld lineup for Creative.

Fuld profil 83 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.