Årets sidste debatartikel tager selvfølgelig udgangspunkt i hjerternes fest, juletiden, men for at give højtiden en uskyldig lille gaming-vinkel, har Anders taget et kig på, hvor du kunne komme i julestemning, hvis det skulle foregå digitalt, så bered dig på en rejse igennem jul i spillenes verden, og tak for jeres støtte til debatartiklerne, de er redaktionens absolutte favoritter.
1. Splinter Cell: Blacklist - American Consumption
"Cold December days are here/ ringing the warmth of Christmas cheer/ we'll find the perfect tree this year/ the loveliest tree in the valley". Til de glade toner fra Tom Paxton's "We're Going to get our Christmas Tree" kvæler jeg langsomt livet ud af vagten, der stod med ryggen til mig. I denne fremrangende bane, sat i et amerikansk storcenter, der er pyntet op til juletiden, vil du gemme dig bag julepynten, mens du metodisk dræber vagterne, der leder efter dig. Denne bane er så karakteristisk, netop på grund af den glade julesang, der bliver soundtracket til en håndful vagters død. Hvis turen gennem dette storcenter ikke får dig i julestemning, er der intet der vil. Det skulle da lige være at se Hans Gruber falde ned fra Nakatomi Plaza, men det er også en klassisker.

2. Animal Crossing: New Leaf - Toy Day
Julen er hjerternes fest, og nogle gange kan man blive mere glad for at give end at få gaver. Dette er Animal Crossing et sandt bevis på, når man i spillet skal fejre juleaf-... undskyld, jeg mener Toy Day. Hvorvidt grunden til navnændringen er fordi, de ikke vil have fans fra anden religion skal føle sig udenfor, eller om det skyldes noget andet, kan være ligegyldigt. Når du ifører dig julemandens kostume, og render rundt med gaver til beboerne i den lille by, er der ingen tvivl om, hvilken højtid der bliver fejret. At gå rundt og dele gaver ud til beboerne, og se hvor lykkelige de bliver, kan minde spilleren om, hvor dejlig julen i sandhed kan være.

3. Saints Row IV -How the Saints Saved Christmas
Nu bevæger vi os ind i DLC-land, hvilken kan give en dårlig smag i munden til nogle af vores læsere. 'How the Saints Saved Christmas' er dog så forbandet charmerende, at det ville være synd at misse den, bare fordi det er en DLC. Og hvis din julestemning er helt forsvundet i år, er dette et godt sted at finde den, for det er netop problemet vores hovedperson lider. Når The Saints hører, at julemanden er i livsfare i et matrix-lignende land, men vores hovedperson ikke orker at redde ham, gør de det til deres mission at få chefen i julestemning. Hvorvidt det lykkedes dem, vil jeg ikke afsløre, men du får lov til at flyve rundt på en mekanisk Rudolf, og det burde da kunne bringe juleglæden frem i alle.

4. Kingdom Hearts II - Christmas Town
Turen til Christmas Town er faktisk et besøg til Jack Skellington og resten af Tim Burton's "A Nightmare Before Christmas", hvilket betyder Sora, Anders og Fedtmule faktisk mere er klædt i Halloween-tøj end juletøj. Men de besøger julemanden, og hvis det ikke er julet, så ved jeg ikke hvad. I et forsøg på at lade Jack være julemand for en aften - hans store drøm i livet - må man tage ham med til Christmas Town, for at bede julemanden en tjeneste. At vandre rundt i den snebeklædte jule-by, sammen med ens barndoms helte, Anders And og Fedtmule - karakterer man er vokset op med at se juleaftensdag til 'Disney's Juleshow' - kan være en surreal oplevelse. Nærmest som at være et lille barn igen.

5. Batman: Arkham Origins - Gotham
Efter Arkham City var der meget at leve op til. Hvordan følger man efter de to bedste Batman-spil nogensinde lavet? Udvikleren, Warner Bros. Games, valgte at gøre dette, ved at læne sig så meget op af Arkham City som muligt. Dette betød også at bruge store dele af byen fra Arkham City endnu engang. Fans følte de havde spillet det hele før, og lagde det på hylden før det kunne folde sig ordenligt ud. Og sikke en skam det er, for i Arkham Origins, findes der en historie, der er Arkham-serien værdig. Hele spillet sat juleaftens dag, med Black Mask der har sat en dusør på Batmans hoved. Det bliver en lang nat for verdens bedste detektiv, og når man svæver rundt blandt skyskraberne, og kigger ned på det snebeklædte Gotham, er det svært ikke at elske oplevelsen. At fejre jul som Batman der uskadeliggør otte dusørjagere, der er efter hans hoved, er opskriften på en førsteklasses jul.

Jeg glemmer sikkert en masse gode eksempler - mind mig gerne om dem i kommentarerne - men håber dette hjalp en smule, hvis julestemningen ikke har banket på døren endnu. Og hvis alt andet går galt, er det altid effektivt at citere det smukke digt, fundet på toppen af Gotham Royal Hotel skrevet af poeten Jokeren: "The Bigger They Are/ The Harder They Fall/ Try To Resist & I'll Kill Them All/ Here's To Gotham/ Turned Upside Down! Come X-Mas Day/ I Run This Town!!"
Glædelig jul.