Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactor debatterer: den lokale multiplayers død - tragedie eller bare nødvendig udvikling?

Katrine ser nærmere den lokale multiplayers langsomme udfasning i spilindustrien. Bør vi begræde tabet?
Katrine Baumgardt 8 maj 2016

På skærmen suser Mario forbi i sin gokart med et højlydt og virkelig irriterende "huhu!". Jeg bander højlydt, fordi min bil med Yoshi som chauffør nu ikke længere kan pryde sig af en førsteplads. Men ved siden af mig sidder min veninde - Marios co-driver - med et stort, vindersmil på læberne. Selvom racet ender dårligt for mit vedkomne, og jeg er en ufattelig dårlig taber, får min veninde mig alligevel overtalt til at køre endnu en runde, og kort efter griner vi sammen igen!

Det var den måde, jeg oplevede spil på, da jeg var yngre - gennem den lokale multiplayer. Sammen med mine venner. Vi sad sammen på sofaen ved siden af hinanden og grinede og bandede, råbte og dansede. Uanset om det var Nintendoen, der blev sat flere joystick i, tastaturet, der blev delt, eller om det endda var en arkademaskine, vi begge kiggede på, så delte vi oplevelsen på godt og ondt.

TowerFall: Ascension er et af de få, nye lokale multiplayer-titler derude

Men de tider er forbi. Jeg synes, at det bliver sjældnere og sjældnere, at jeg støder på et spil med en god lokal multiplayer, og i stedet for bruger jeg mere og mere tid på online spil. Faktisk tror jeg oftere, at jeg deler mine spiloplevelser med en fremmede fra for eksempel USA, end jeg gør med mine venner. Og skulle jeg alligevel mødes med en ven i det online univers, så føler jeg altså ikke den samme tæthed til dem, som hvis vi sad i samme stue. Ved siden af mig er sofaen nemlig tom. Det tætteste jeg kommer på at se mine venner i øjnene, mens jeg nedlægger dem i kamp, er at høre deres trætte suk gennem mikrofonen. Så på en eller anden måde føles det som om, at selvom vi teknisk set ser de samme ting på skærmen, så deler vi ikke rigtigt den samme oplevelse?

Og det får mig til at tænke - hvorfor? Hvorfor har det egentligt ændret sig? Hvor er den lokale multiplayer forsvundet hen? Bør jeg bare give slip på den og nyde den online multiplayer i stedet for, eller bør jeg sørge over dens forsvinden?

Nu må I endelig ikke misforstå mig. Den online multiplayer er en fantastisk opfindelse, og på ingen måde ønsker jeg, at den aldrig var kommet. Den giver mig mulighed for at tale og spille med venner, der er langt væk - venner jeg ellers ikke ville "se" ligeså ofte. Og det giver mig mulighed for at møde nye mennesker, jeg ellers aldrig ville støde på. Men trods disse positive følger af den online multiplayer, så har jeg ikke helt accepteret, at den lokale multiplayer så småt forsvinder længere og længere væk. Måske er det nostalgien, der har for hårdt fat i mig her til aften - men har vi i virkeligheden ofret noget dyrebart for dette online univers? Eller er det bare naturlig og nødvendig udvikling?

Hvad var det egentligt, der gav den lokale multiplayer dødsstødet? Selvfølgelig har muligheden for online multiplayer været en stor faktor i dens forsvinden. Som jeg ser det, mister spilskaberne ikke rigtig noget ved at vælge den lokale multiplayer fra. Vi indgår ikke et hetz imod dem, og vi vælger vel sjældent spillene fra på grund af et manglende lokal multiplayer. Faktisk ville jeg derimod tro, at spilfirmaerne tjener på at udelade den funktion. Hvis du tænker over det, hvis man som gruppe vil spille et spil sammen, kan man nøjes med én kopi, men skal man derimod spille online, skal alle have en kopi. De har altså om end ikke andet så solgt bare nogle få kopier mere. Derudover er der jo også den egentlige udgift af at tilføje den lokale multiplayer.
Endvidere kan den lokale multiplayer også have en negativ effekt på spillets ydelse. En split-screen multiplayer kan betyde en nedsat framerate, hvilket er noget mange ikke vil gå på kompromis med.

Her på Gamereactor har vi haft det sjovt med Gang Beasts!

Men når jeg sidder her og lader mig overtale af mine nostalgiske tanker, så bliver jeg overbevist om, at den lokale multiplayer gav os noget, der ikke rigtig kunne gøres op i økonomi eller framerate. Noget langt mere menneskeligt. Og for at forklare det, må jeg lige sætte scenen. Med online multiplayerne formindskes alle mine medspillere til ukendte, ansigtsløse irritationsmomenter. Når jeg forsøger at gennemføre en mission eller dræbe en boss, og en anden spiller flere gange i træk er skyld i, at hele holdet fejler, så ryger al høflighed ud af vinduet. I stedet kommer en lind strøm af skældsord ud af mig, fordi jeg ser ikke det menneske, der måtte sidde på den anden side af skærmen, bag ved den fejlende karakter. Det er vel noget, vi alle kender til? Måske har vi ikke alle strøet ordene omkring os, men så har man måske været på den modtagende ende af dem. Men lad mig så forsøge at vende situationen om. Hvis det nu var mig, der begik alle disse fejl i et spil, men jeg derimod sad ved siden af dig på sofaen, ville du så stadig råbe af mig, eller ville situationen se anderledes ud?

Jeg tror selv på, at situationen ville være anderledes med den lokale multiplayer. Når andre spillere mister deres menneskelighed for os og blot bliver til navneløse animerede karakterer, så mister vi også vores menneskelige forbindelse med dem. Med den lokale multiplayer bliver vi derimod konstant konfronteret med vores med- og modspillere. Vi ser deres reaktioner og føler empatien, når de fejler eller taber. Så måske kunne vi igennem mere lokal multiplayer blive mindet om, at kammertonen er vigtig at beholde, og andre spillere altså også er mennesker ligesom os selv.

Worms: WMD vil uden tvivl indeholde lokal multiplayer

Så på den ene side har vi meget vi må opgive, for at den lokale multiplayer skulle kunne fungere igen. Spillets grafik trækkes ned og udgifterne til tilføjelsen skal også dækkes. Så er det bare mig, der skal lære at give slip og lære at acceptere, at alt ikke kan varer ved? Eller er der virkelig noget om at den lokale multiplayer faktisk minder os spillere om vores gode kvaliteter, og derved også er en vigtig del af vores lille gamer-samfund.

Heldigvis er den lokale multiplayer ikke død endnu. Mange indiespil kommer med en nytænkende og anderledes lokale multiplayerer, så igennem spil som Nidhogg eller Gang Beasts kan vi stadig udforske vores menneskelige gamer-side, alt imens vi spiller med nogen, vi holder kært. Så jeg har ikke sluppet den lokale multiplayer - har du?

Fuld profil 635 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.