I debat-artiklerne giver vi vores mere personlige mening og tanker om spilbranchen. Du kan fremover læse et debatindlæg fra Gamereactor-netværket hver søndag.
Spilindustrien kan være sexistisk. Den kan være eksklusiv. Svær at forstå. Barnlig og umoden. Den kan, for den nysgerrige men uvidende, være som at rejse til et fremmed land og spørge om vej uden at kunne sproget. Det er om ikke andet det, jeg har hørt og læst, og sådan siger kritikerne i hvert fald.
En skægget spilnørd som mig, der har spillet i over 20 år, har svært ved at forstille sig hvordan spilindustrien ser ud for én, som aldrig har været en del af den. Selvom jeg ikke hører til den skyggefulde masse, der bander og svovler i headsettet, kalder kvindelige spillere for noget som rimer på mudder, eller råber af deres mor når hun går ind foran TV'et - så går jeg heller ikke forrest og prædiker.
Engang pegede en tidligere klassekammerat på min Xbox 360 og sagde: "Er det der sådan en Super Mario?" Det spørgsmål gjorde nærmest ondt i mit sind, og jeg tænkte, at det måtte være en joke. For pokker, man må da kunne se forskel på en spillekonsol i sort plastik og en halvfed blikkenslager med pornooverskæg?
Klassekammeraten kunne lige så godt have peget på Helle Thorning og spurgt: Er det LEGO? Lige så dumt var det. Derefter indså jeg, mens en lille del af mig døde, at spørgsmålet var 100 procent oprigtigt. Klassekammeraten vidste det virkeligt ikke. Jeg var lige ved at give ham et flyvespark, men i stedet sagde jeg lige så roligt at, "Det er en Xbox 360." klassekammeraten nikkede. Så kom det næste spørgsmål: "Har du Super Mario på den?" Jeg stirrede, igen: Flyvespark.
Seks år senere skulle min kæreste prøve at spille The Elder Scrolls V: Skyrim. Jeg var så stolt af hende, og syntes at det var lidt sødt, når hun bøvlede med controlleren, og gik ind i væggene og blev forvirret. "Du skal bruge både venstre og højre joystick." Efter ti minutter lød det noget anderledes: "Nej! Begge joysticks siger jeg!" og yderligere ti minutter senere: "Tag dig nu sammen for fanden! Begge to for pokker!" Min tålmodighed var tydeligvis opbrugt. Et år senere gik vi fra hinanden.
Hvor end jeg gerne vil ses som den hjælpsomme guide, så har jeg bare ikke den nødvendige pædagogik og desuden har jeg slet ikke nok tålmodighed. Jeg tager ofte ting for givet, selvom nogle måske har behov for at få det forklaret en ekstra gang.
Når jeg skriver for Gamereactor, så kender jeg mit publikum og kan derfor gå ud fra at læserne har et vist kendskab til for eksempel computerspil. Men det er ikke alle, der har brugt 5000 timer af deres barndom på at slide adskillige controllers i stykker foran TV'et. Jeg glemmer helt, hvordan det er, ikke at være involveret i spilbranchen og de mange sproglige diskussioner. Hvor overvældende det kan være for en som kun spiller Wordfeud og ikke er vant til at spille på sådan en, hvad hedder den nu? Sådan en Super Mario.