For nogle uger siden begav jeg mig ud i at anmelde Pokémon Mystery Dungeon: Rescue Team DX. Et remake af Nintendos tidligere to spil Pokémon Mystery Dungeon: Blue Rescue Team og Pokémon Mystery Dungeon: Red Rescue Team (hvorfor skal de titler være så absurd lange?). Hvis I ikke har læst anmeldelsen, kan jeg afsløre, at jeg gav spillet et 6-tal. Den relativt uimponerende karakter kom særligt af, at jeg fandt spillets kampsystem uhørt kedeligt. Da anmeldelsen blev lagt ud her på Gamereactor, begyndte en interessant diskussion at spire i kommentarsporet. Der blev nemlig diskuteret blandt nogle af jer læsere, om man kan klandre et remake for dets eventuelle mangler, de det jo er en genudgivelse af et tidligere spil. Jeg blandede mig ikke i samtalen, men jeg fulgte nøje med i, hvad I skrev. For selvom jeg stædigt holder fast ved mit 6-tal, rejste samtalen stadig et højaktuelt spørgsmål: Hvordan anmelder man egentlig et remake?
Hvis der er noget, der er på mode i spilbranchen, så er det at udgive remakes. Og med "remakes" mener jeg virkelig remakes. Ikke de halvlunkne remasters, der udkommer med et opdateret grafisk look, et år efter det originale spil landede. Nej, jeg taler om sande remakes, hvor et spil virkelig er blevet genskabt fra bunden. Titler som Crash Bandicoot: Nsane Trilogy, Resident Evil 2 (og snart 3) og Final Fantasy VII: Remake, der venter lige om hjørnet. Spil som disse er i højkurs for tiden. Det virker til, at vi alle nyder at kunne vende tilbage til "de gode gamle dage".
Men de mange remakes, der hele tiden står og venter ved døren, stiller også nogle nye krav til spilanmelderne. Først og fremmest betyder det, at vi i nogle tilfælde kan blive nødt til at sætte tid af til det originale spil, hvis vi skal være i stand til at lave en fyldestgørende anmeldelse af det nye remake af spillet. Men på den anden side kan vi også spørge os selv, om det faktisk er nødvendigt. For hvad er meningen egentlig med en anmeldelse af et remake? Er det at bedømme, hvor vellykket spillet er blevet genskabt? Eller er formålet at nå frem til, hvilken kvalitet spillet egentlig bærer i sig selv, isoleret fra den originale version? Det afhænger selvfølgelig lidt af det enkelte spil. En ikonisk titel som Final Fantasy VII: Remake kan man ikke i fulde alvor begive sig ud i at anmelde, hvis man aldrig har spillet originalen. I sådan en anmeldelse er en sammenligning mellem remaket og originalen uundgåelig. Men hvad så med et spil som Ratchet & Clank fra 2016, der er et komplet remake af det første spil i serien fra 2002 - er det lige så nødvendigt, at man også her stiller original og remake overfor hinanden? Det synes jeg ikke. I hvert fald ikke i lige så høj grad, som det er tilfældet med Final Fantasy VII: Remake.
Vi bevæger os ind i en gråzone nu, men jeg mener også, man bør overveje, hvilke værdier og forventninger spiludvikleren selv tillægger remaket. Med Final Fantasy VII: Remake er der ingen tvivl om, at både spiller og udvikler ikke bare ser det som en restaureret genudgivelse, men som en regulær hyldest af det originale mesterværk. Og det er forventninger, som man i min optik skal inddrage i en anmeldelse af netop dette spil. Ratchet & Clank derimod er ikke opstået på baggrund af de samme bønfaldelser fra fans af originalen. Det kommer med en helt anden agenda. Reelt set blev det genskabt og udgivet som et sidestykke til Ratchet & Clank-spillefilmen, der udkom på samme tid. Så selvom det naturligvis er et remake, hersker der slet ikke den samme afhængighed og forbindelse til originalen. PS4-udgaven af Ratchet & Clank er langt mere isoleret fra sin grafiske PS2-lillebror. Af den årsag står netop dette remake mere alene og kan mere eller mindre bedømmes og anmeldes som et selvstændigt spil.
Ratchet & Clank og Final Fantasy VII: Remake er dog to spil, der befinder sig helt ude i hver sin ende af spektret, hvor det er tydeligt at se, hvilke forventninger der stilles til genudgivelserne. Men der er selvfølgelig remakes, som ikke er så entydige. Remakes, hvor man bliver nødt til at overveje, om de er ment til at stå på egne ben som moderne spil, eller om det i højere grad er i nostalgien, gløden skal findes. Jeg ved selvfølgelig godt, at det sjældent er så firkantet, men altså, you get my point.
Så hvad gør man så med disse remakes? Skal man bedømme dem ud fra, hvor godt de formår at modernisere spillet - ikke bare grafisk og lydligt, men også rent gameplay-mæssigt? Er det positivt, at udviklerne moderniserer gameplayet, så det bliver mere underholdende og aktuelt, end det originale spil var? Det vil nogen sikkert mene. Men på den anden hånd er et remake netop funderet i nostalgiens kræft, i det velkendte. Og for mange spillere indebærer denne nostalgi i lige så høj grad de fejl og mangler, som et 20 år gammelt spil end måtte indeholde. Så spørgsmålet er egentlig: Hvad er spillets primære sigte - nostalgi eller modernisering? Det er der sjældent et entydigt svar på. Og af den årsag er det netop også vanskeligt at svare på, hvordan vi som anmeldere skal bedømme et remake? På nostalgi eller modernisering? Skal det have kredit for at bibeholde sit gode gamle jeg i en forbedret udgave? Eller skal vi lægge vægt på, om det har formået at nytænke sig selv og tilpasse sig moderne gaming? Bør vi have én person til at anmelde spillet i lyset af dets nostalgi, og en anden til at bedømme den moderne kvalitet i spillet? Eller er der måske brug for en helt ny karakterskala til disse spil? En skala, der specifikt er skabt til remake-genren? Jeg kaster en masse bolde i luften nu, men det centrale spørgsmål er og bliver stadig det samme: Hvordan bør vi anmelde et remake?
