Jeg så ikke den seneste Hitman film. Selvom den, udfra traileren, så betydeligt bedre ud end den første, virkede det stadig som om den efterlod meget at ønske, og ifølge metacritic, er den oven i købet værre end det første forsøg på at bringe vores skaldede ven ud i biffen. Nu består Hitman-serien selvfølgelig ikke af spil med de dybeste narrativer, men for mig at se, ligger der en potentielt spændende fortælling om et menneske, skabt uden anden personlighed, end evnen til at dræbe. Hvordan vil denne mand finde sin identitet, og lære sin egen menneskelighed at kende? Det er en interessant præmis for en karakter og en historie, men istedet ser vi alt for ofte fokus fjernet fra disse spændende præmisser, og istedet ender vi med klichefyldte og gennemsnitlige actionfilm. Mest af alt virker det som om, at film-bagmændene slet ikke kan finde deres identitet som fortællere på film, når de forsøger sig med koncepter fra spilverden.
Naturligvis er det ikke alle eksempler på spil overført til film, som fejler: Tomb Raider-filmene er da veludførte. Resident Evil-serien er momentært underholdende. Silent Hill er uhyggelig osv. Men der er nok ikke mange, som vil påstå, at disse rykker op i rækken af de bedste film, man har set. Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at jeg kun trækker disse eksempler frem for at skabe en illusion for mig selv, om at der rent faktisk findes gode spilbaserede film derude. Mange af filmene har efterhånden forvandlet sig til noget, der minder om små interne vittigheder. Tilbage i slutningen af halvfemserne husker jeg første gang jeg så Street Fighter og Mortal Kombat-filmatiseringerne.
Det var det fedeste, men selv dengang studsede jeg meget over specielt Street Fighter-filmen. Den fangede ikke atmosfæren fra spillet, men forsøgte heller ikke selv at skabe noget selvstændigt baseret på spillet. Nu tog filmen godt nok ikke sig selv særlig seriøst, hvilket spillet heller ikke som sådan lægger op til - og filmen kan sagtens ses i dag, hvis man vil have et godt grin - men det er som om, at der siden dengang har været en tendens til ikke at tage filmatiseringerne seriøse, eller overhovedet vide, hvad der skal stilles op med dem.
Først og fremmest tror jeg, at det til dels skyldes en forestilling om, hvem målgruppen er, og hvad de vil have. Målgruppen bør ikke kun være dem som spillede spillet, men være alle som vil se en god film. Derudover udviser skaberne ofte ingen forståelse for, hvad en spiller finder interessant i et spil. Mange spil vinder på sit gameplay trods en elendig historie, men det betyder ikke, at gameplayet skal forsøges at overføres til film. Det kan ikke lade sig gøre, da det er noget, som er partikulært for spil. Derfor ender det ud i kedelige forsøg på at lave actionfilm. Hvis der i stedet blev fokuseret på præmissen for den skabte verden, og essensen af de karakterer som befolker den, og lader alle andre forestillinger om hvordan filmen skal udformes, udspringe af dette, tror jeg vi vil se meget bedre film. Problemet er ikke mangel på troværdighed overfor kilden, men en misforstået forestilling om, at man bør være troværdig, blandet med et forsøg på at være sikker på, at investeringen kommer tilbage igen. Istedet bør filmene ses som deres eget væsen, som skal have sit eget liv.
Der er et par interessante projekter at se frem til, som er under udvikling. En stort opsat filmatisering af Warcraft er på vej, med den spændende instruktør Duncan Jones ved roret. The Last of Us bliver skabt med Neil Druckmann selv som manuskriptforfatter. Måske vil vi her endelig se eksempler på gode film baseret på spil. I The Last of Us's tilfælde spekulerer jeg dog på, hvorfor vi overhovedet skal have en film baseret her på. Spil er en speciel måde at fortælle historie på, og hvis det bliver gjort korrekt, ser vi fortællinger, som ikke kan opleves nogle andre steder. Hvorfor overhovedet så forsøge, og ikke blot skabe nogle originale fortællinger til film, som har sin egen personlige fortællemetode?
Hvorfor tror I det er så svært at lave gode film baseret på spil og hvad er jeres favorit spil-film?