Der kan til tider være problemer ved at være så globaliserede som vi er. Al information er tilgængeligt gennem internettet, og selvom det selvfølgeligt er helt fantastisk... så er det også i høj grad et tveægget sværd. Med al information tilgængelig, og til rådighed, for gud og hver mand, hvordan er det så muligt at undgå en helt bestemt og specifik type information fra at ramme dit liv, og kan du det?
I min optik er populærkultur nærmest helt umuligt at undgå, fordi du får det smidt i hovedet af Facebook, nyhedssider, YouTube-titler, Twitter, Twitch... you name it! Og den eneste løsning er at trække kablet ud på internettet, og gå tilbage til din gamle Nokia-telefon - bare for at forblive offline og forblive uvidende. For noget viden er ikke god viden, og især i denne spilverden, hvor at have fingeren på pulsen kan have fatal betydning for din oplevelse. Jeg taler selvfølgelig her om... spoilers...
Der findes nærmest ikke noget værre end at scrolle igennem sit nyhedsfeed, og så pludselig blive ramt af gigantisk spoiler uden nogen advarsel. Selvfølgelig er medierne oftest søde til at holde igen de første par uger, men når først man runder stadiet hvor alle burde vide det, så er det umuligt at forholde sig uvidende. Altså der findes jo ikke nogen på planeten som ikke ved hvad Avengers: Infinity War eller Game of Thrones endte med længere, vel?
Jeg forsøger at holde mig med på beatet i spilverden, men det er ikke altid let på et studiebudget, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke spillede et eneste spil som udkom i 2020 (undtagen Fall Guys, men spoilers, der er intet at spoile dér), dog er jeg allerede blevet spoilet på dele af The Last of Us: Part II's twist uden at have rørt spillet. Det er ikke sjovt, når ens hobby bider én i røven, og ødelægger oplevelsen for en, men der er ikke altid noget at gøre ved det. Selvfølgelig har jeg stadig intentioner om at spille The Last of Us: Part II igennem, og glæder mig til at budgettet holder til at investere i det, men indtil da, må jeg undgå al information om emnet, og beholde spil-skyklapperne på.
Der er mange forskellige "giftige" tendenser i spil-, film- og serie-community'et, men især spoilers får mit blod i kog. Dette har fået mig til at undre mig over, hvad der egentlig får folk til spoile? Den sadistiske glæde ved at se forventningens lys forsvinde fra ofrenes ansigt, måske? Det lod i hvert fald til at være tilfældet i 2005 og 2007, da Harry Potter trolls kørte rundt i USA og UK, og råbte afslutningen af bøgerne til fans, som stod i kø for at anskaffe sig de længe ventede J.K. Rowling bøger. Hele spoiler-kulturen omkring Harry Potter franchisen tog fart, og det endte med, at trolls overalt afslørede bøgernes indhold - i supermarkeder, restauranter, på gaden, til konventioner, hvor som helst de fik muligheden for at spoile. Det blev så galt til sidst, at de blev nødt til at lukke Harry Potter online forummerne ned. Godt klaret, spoilere, I ødelagde Harry Potter.
Vi oplevede faktisk noget lignende på Gamereactor-siden tilbage i 2015, hvor Magnus anmeldte Star Wars VII: The Force Awakens, og en enkelt destruktiv troll skulle ødelægge oplevelsen for alle andre. I kommentarfeltet skrev brugeren, som kun var blevet skabt med det eneste formål at spoile filmen, kæmpe spoilere til filmen. Før Gamereactor kunne nå at reagere, var spoileren ude, og de folk som ikke havde set The Force Awakens på premieren og læste den spoiler-fri anmeldelse, fik ødelagt deres oplevelse i kommentarerne. Den pågældene bruger lod sig ikke engang nøje med det pågældende kommentarfelt, men plastrede informationen udover hele siden.
Altså for fanden da. Hvorfor...? Hvorfor kan nogle mennesker finde på sådan noget? Hvilken glæde får internet trolls ud af det, når de spoiler? De kan jo ikke se folks reaktion live, men må bare sidde hjemme i deres kældre og have det mega fedt over dem selv, velvidende at folk er vrede og skuffede og at de er årsagen til det. Måske er det for at føle sig bedre end andre, ved at vide mere om det bestemte emne end andre? Det er måske prestigen i at have gennemført et spil eller set en film/serie, mens andre stadig langsomt kæmper sig igennem det?
For mig virker det også som om, at der er mere på spil når det handler om computerspil eller bøger frem for film. En film tager ca. 2 timer at se, og så er det muligt at kunne afsløre alle filmens plot-twists, og få glæden af at være overlegen, men ved et spil eller bog er det noget andet. Du bruger tid - ofte lang tid - på et spil, og det virker som spildt liv, hvis det eneste formål er at spoile det for andre... Jeg ved det ærlig talt ikke, gør I? Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det er totalt dårlig stil at afsløre plot-twists eller afslutninger på spil og film helt bevidst for at ødelægge oplevelsen for andre. Så klap dig selv på skulderen, spoiler, for der er ikke andre der kommer til det.
Jeg kan dog godt anerkende, at der er et grå-område når klassikere er årevis gamle. Hvor længe har man så retten til at blive sur over spoilere? Hvornår er det okay, at et spil må snakkes igennem uden højt at råbe "SPOILERS" før man gennemgår plottet? Det er svært at sige, for hvor film er relativt bredt og nem at konsumere, så er spil mere nichepræget, tager mere dedikation for at gennemføre og ikke mindst dyrebar tid. Jeg har i hele mit liv været konsol-spiller, og har for eksempel aldrig spillet igennem klassikeren Half-Life 2, og selvom jeg ville elske at gøre det, så kommer det højst sandsynligt ikke til at ske foreløbigt på grund af alle mulige omstændigheder. Men betyder det så, at jeg ikke må udsættes for noget information om denne 17 år gamle klassiker?
Det tager tid at være med på beatet i populærkultur, og det ville nærmest kræve alle døgnets vågne timer for at kunne leve sit liv helt spoilerfrit, og ville det egentlig så være det værd? Jeg er måske også ekstra udsat, både på baggrund af min hobby og mit erhverv - det er ikke ligefrem nemt at holde sig spoilerfri når man skriver nyheder om spil - men jeg har også en tendens til at ubevidst opsøge spoilers. Jeg ved ikke om I genkender det, men trangen til at kende svaret bag enhver dør når et spil stiller mig overfor et valg, er svær at modstå. Jeg kan næsten ikke holde det ud, når et spil præsenterer et valg for mig, og jeg ikke ved hvad hvert resultat indeholder. Spil som Quantic Dreams' Detroit: Become Human er helt uudholdelige for mig at spille igennem medmindre jeg virkelig tager mig sammen og bliver enig med mig om ikke at tjekke alle resultaterne bag de valg jeg ikke foretager. Jeg kan umuligt være den eneste som har det sådan her?
Det er måske også årsagen til at jeg elsker et godt lineært spil - et spil, som nærmest bare er en spilbar film. Uncharted, The Last of Us, Horizon Zero Dawn, God of War - spil hvor valget allerede er foretaget for mig, men som stadig formår at overraske mig! Det er dog ikke ensbetydende med at jeg ikke spiller spil igennem med flere valgmuligheder. Selvfølgelig elskede jeg Detroit: Become Human (det er et helt fantastisk spil, og jeg endte uden tvivl med at foretage alle de rigtige valg... ikke?), men hvad der skal være en af spillenes bærende mekanikker bliver for mig en af de ting, som gør det sværest at spille igennem. Jeg bliver nødt til at tjekke hvad jeg gik glip af - for at få mest ud af spillet, og før jeg ved af det, så får jeg spoilet spillets slutning på en eller anden reddit-side ved et uheld... igen.
Bare rolig, det er i løbet af spillets første par timer, og det er ikke engang sikkert, at du ender her!
For mit vedkommende er det mere eller mindre ubevidst og tilfældigt når jeg får spoilet et spil, men jeg kender mennesker, som simpelthen ikke kan håndtere uforudsigelige ting. Min ekskæreste googlede altid films afslutninger imens vi så filmen, for ikke at blive for overrasket... hvis ikke det er psykotisk, så ved jeg ikke hvad er. Det er jo en del af hele oplevelsen når man ser en film, at opleve plottet for første gang - ak, ja... hvad jeg ikke ville give for at opleve nogle af de store klassikere både spil og film med nye øjne endnu en gang.
Det er nok derfor, at jeg bliver så gal på spoiler-kulturen, for de sadistiske trolls, som bevidst går efter at ødelægge andres oplevelse, tager den uskyldige, rene første oplevelse fra os. For så snart man har hørt spoileren, så er der ingen måde at få det uhørt igen uanset hvor meget man forsøger.
Jeg ved godt at denne artikel måske ikke har været så dybdegående og relevant for spiljournalistik, men det er svært at gå i dybden med spoilers uden rent faktisk at blive en del af hele spoilerkulturen og blive en skurk selv. Jeg kunne sagtens fortælle jer, at i God of War fra 2018 så er ***********************, eller slutningen af Nier: Automata ender med at du *********************, og folk bør helt sikkert vide hvem der dør i *************************. Men så sadistisk er jeg alligevel ikke.
På den anden side, så er det helt socialt acceptabelt at fortælle, at Darth Vader er Lukes far, at Bruce Willis er død fra starten af eller Snape dræber Dumbledore i Harry Potter og Halvblodsprinsen. Det er en smule på hovedet, er det ikke? Der er åbenbart nogle andre uskrevne regler, som gælder for det mere tilgængelige (og billigere) film- og serie-medie, end spil-mediet, og for hvor længe værket har været udgivet.
Min løsning på det hele er at vi alle bliver enige om en spoiler-ordning, hvor spil, film og serier ikke må blive spoilet inden for de første... 8 år? Hvad siger I?
Okay... Det er måske rimelig optimistisk for denne branche, hvor det er helt umuligt at kunne følge med i alt nyt og pulsen banker med flere hundrede slag i minuttet, men man har vel love at drømme. Jeg er godt klar over, at det er usandsynligt, at det nogensinde kommer til at ændre sig, men man kan vel håbe på det bedste i mennesker og at dette "giftige, maskuline" gaming-samfund alligevel ikke helt er så slemt igen.
P.S jeg kom selvfølgelig ubevidst til at læse spoilers for film jeg ikke havde set, da jeg undersøgte denne artikel. Spoilers er overalt, pas på derude.
