Hvordan kan det egentlig være at vi investerer i konsoller? Selvfølgelig er der en klar prisforskel, og man behøver som regel ikke at investere yderligere i nye opgraderinger før en ny maskine rammer markedet. Ja, det er som regel pengepungen der bliver bragt på banen som primært grundlag hvorfor vi vælger Nintendo fremfor Nvidia og PlayStation frem for AMD.
Men, der er en anden og langt mere subtil grund til hvorfor vi vælger en konsol, og det er følelsen af kammeratskab. Det lyder som noget forbandet hippie-ævl, men tager du et hurtigt kig på konsolkrigen, som fortsat raser ufortrødent på internettet, så vil du hurtigt se at der er noget om snakken. Vi står sammen om vores valg af konsol, vi føler en forbindelse i at glæde os til deres respektive eksklusive titler, vi fryder os sammen over positive salgstal, og græder skuldre ved skuldre når studier lukkes eller dårlige beslutninger træffes.
Selvfølgelig er en af de primære grunde til at dette kammeratskab eksisterer igen den fandens pengepung, da vi alle føler et behov for at retfærdiggøre vores valg, altså de penge vi har investeret. Men igen melder der sig en mere subtil grund, og det er at vi føler et sammenhold i at spille under de samme forudsætninger. Har du en PlayStation 4 kigger du på den samme UI som jeg, holder den samme controller som jeg, har adgang til de samme spil som jeg. Der er fælleskab i ensartethed.

Dog er dette fælleskab i fare, ensartetheden er i fare. Der har altid eksisteret tredjepartsproducerede mus og keyboards til PlayStation og Xbox, men de er sjældent blevet enten sanktioneret eller promoveret af konsolproducenterne. Det har eksisteret et par eller to igennem årene, men de har været underspillede, og det har Sony, Microsoft og Nintendo sørger for. For nylig afslørede PlayStation dog i stor stil, at PlayStation 4 snart vil modtage sit allerførste mus/keyboard-sæt, som er designet til konsollen, designet særligt til at give dig en fordel online.
Så fin en idé som det er at give flere slags mennesker flere muligheder for at kontrollere deres egen konsoloplevelser, så er der et fundamentalt problem i at have mus/keyboard-sæt til konsoller. For det første er der det faktum, at en online-oplevelse der er kendetegnet ved sit fair setup, da alle i virkeligheden benytter det samme udstyr, nu bliver fundamentalt unfair. Forestil dig hvordan Call of Duty nu bliver. Lad os lige få på det rene, at det at styre et skydespil med en mus er en komplet anden oplevelse end med analogpinde på en controller. Du bliver med ét overlegen hvis du har en mus, en seende blandt hundredetusindvis af blinde, og det bliver komplet ligegyldigt hvor god du nu er. Nu handler det udelukkende om udstyr.
Beskeden er nu blevet, at det i virkeligheden er ligegyldigt hvor meget du har trænet i at blive god til Call of Duty, Battlefield eller noget helt tredje, så længe du kan hoste op med $150, så får du evnerne foræret.
Nu siger du måske, at hvad så med rat og pedaler til racer-spil? Ser du, selvom disse to stykker hardware umiddelbart kan sidestilles, så har de en fundamental forskel - de er baseret på to forskellige koncepter. Rattet er udelukkende designet at bringe dig tættere på oplevelsen. Selvom det kan give den erfarne kører en fordel, bliver styringen ikke mere intuitiv for begyndere. Er du ikke god til Dirt Rally, bliver du det heller ikke af at have et rat. Kun træning kan få dig rundt i en tilgivelig tid.
Musen derimod er en utrolig intuitiv styreform, og det er derfor at designet fundamentalt er forblevet uændret siden vi alle spillede Unreal Tournament i slutningen af 90'erne og frem til nu. En umiddelbar begynder ville have en gigantisk fordel i ethvert skydespil fra den allerførste kamp.
Så er man bevidst om det, så er det ikke mærkeligt at fællesskabsfølelsen er i fare. Vi taler om en kraftig differentiering der meget hurtigt kan gå hen og fragmentere brugerbasen. Synes du at små drenge der råber og skriger og popper headshots i Call of Duty er irriterende i forvejen, så forestil dig et scenarie hvor de fra start af har en abnorm fordel, og det skyldes udelukkende at de har brugt flere penge end dig. Det strider imod alle de principper der gør at vi køber konsoller til at starte med.

Den anden side af sagen er jo den, at om vi kan lide det eller ej, så er konsollerne langsomt ved at blive forvandlet til computere. De opgraderes hyppigere, har mere ekstraudstyr og er til og med bygget på samme arkitektur. At mus og keyboard bliver en accepteret styreform er kun endnu et skridt på vejen imod en mere universel gaming-fremtid, hvor alle kan styre deres spil med det de ønsker. Man kan jo sågar styre sine konsol med sin DualShock 4, så hvorfor ikke den anden vej rundt?
For mig er svaret dog klart. Jeg nyder at have samme forudsætninger som dem jeg spiller sammen med, jeg nyder det fællesskab der er i at starte samme sted, at have samme base når man spiller online. Mus og keyboard truer dette faktum, og derfor er jeg ikke helt ombord. Er du?