Det er ikke alle spil der kræver en robust portion indlevelse for at fungere - så sandelig afhænger en god FIFA-kamp ikke nødvendigvis at man kan sætte sig i Christiano Ronaldos støvler, men samtidig er der en god portion af dem, der gør. Der er oplagte eksempler, som The Last of Us eller Quantum Break, hvor historien og karaktererne kræver at spilleren "overgiver" sig, men selv i Call of Duty kommer en del af glæden af det sekund, hvor soldatens fingre der rør aftrækkeren føles som dine egne. Det er illusionens magt, og for mange er den altafgørende.
Og denne første, ambitiøse paragraf leder os faktisk til et tilsyneladende mindre men presserende problem - larm. Jeg har haft en PlayStation 4 Pro siden udgivelsen, og efterhånden, til trods for ivrig støvsugning, er larmen fra konsollen ved både almindelig brug og diverse spillerier nu blevet så øredøvende, at det direkte truer med at briste den illusion jeg sådan sætter pris på.
"Og hvad så?" tænker du nok, og du har ikke helt uret, for noget tyder på at en producent som Sony er mere interesseret i at skabe en effektiv, lynhurtig maskine fyldt til renden med stærke features, end at tænke på om hvorvidt larmen bliver distraherende i længden. Men jeg vil dog argumentere for, at netop larmen bør være et større fokuspunkt for producenter som Microsoft og Sony, både nu og for fremtiden.

Det er heller ikke fordi at støjniveau ikke har været betragtet som en del af salgstalen tidligere. Xbox 360 blev reklameret som værende "whisper quiet" (og endte det så med at være sandt?) og den nye Xbox One X bruger jo som bekendt en afart af vandkøling i håbet om at komme overambitiøse blæsere til livs. De ved det altså godt, disse producenter, men om hvorvidt det lykkedes lader nærmest til at være mere held end forstand. Den originale PlayStation 4 fik eksempelvis hurtigt ry for at lyde som en Wagner-symfoni, men dette blev ikke overraskende fikset i PlayStation 4 Slim. Problemet vendte dog så tilbage i PlayStation 4 Pro, konsollen der skulle være for de hårdkogte kendere...
Særligt efter cirka et års flittig brug er særligt PlayStation 4 Pro-konsollen et mesterstykke i støj, et rabalder der nærmest begynder i det man tænder konsollen, og et der kun eskaleres hvis man vover noget så langt ude som at bevæge sig ind på PlayStation Store eller sågar... starte et spil. Særligt i løbet af det travle efterår viste problemet sig at blive distraherende. I Wolfenstein II: The New Colossus var larmen ikke bare med til at briste den skrøbelige illusion, den var også ujævn. Under kontrollerede sekvenser faldt støjniveauet betragteligt, for så at vende tilbage for fulde drøn så snart styringen blev leveret tilbage.
Mit spil blev naturligvis færdiggjort, men en konsol, og særligt en dyr en, handler om at fjerne nogle af de problematikker der ellers ville opstå ved brug af en mere tilpasser løsning såsom en PC, og her er jeg bange for at larm må og skal betragtes som værende en afgørende faktor, og det har Sony så sandelig overset. Jeg lever mig skam stadig ind i historien, og jeg er stadig B.J. Blasckovic, Kratos eller en soldat i anden verdenskrig i kortvarige glimt af total indlevelse, men der er ingen tvivl om at indlevelsen har sværere ved rigtigt at indfinde sig når maskinen der leverer den oplevelse lyder som om at den hører til i et professionelt køkken, og ikke under fjernsynet.
Problematikken er umiddelbart svært at løse, for forbrugeren synes ikke umiddelbart at ønske at opgive den lette formfaktor der har defineret konsolbranchen i årevis, men hvorfor så ikke sælge et ekstra kølesystem ved siden af? Et "PlayStation Cooling System Plus" for dem der føler sig generet? Præcis hvordan det skulle fungere er svært at greje, men slet heller ikke umuligt. Når PlayStation 5 en gang ruller af samlebåndet, så samler jeg konsollen op med en forventning om at den giver mig en solid oplevelse, naturligvis med ofringer der kommer via en lavere pris, men at den, fremfor alt andet, er brugervenlig - og ikke at lyde som Apollo 13-opsendingen når jeg forsøger at nyde God of War, det er bare et must.
Har du følt dig generet af larm fra din konsol?