Geoff Keighley må siges selv at være den primære grund til at der er så store forventninger til hvert eneste års Game Awards-uddeling. Han har, med stor succes, formået at skabe en platform hvor både mediet generelt fejres og hyldes, og hvor nogle af branches mest indflydelsesrige ansigter samles under ét tag for at kigge tilbage på året der er gået.
Men Game Awards er også blevet noget andet - det er blevet en trailer-kavalkade, en platform hvor vi ikke bare kigger tilbage, men hvor vi også bliver opfordret til at kigge frem med et hav af forskellige afsløringer af spil vi snart skal opleve. Efterhånden som tiden er gået er det nærmest kommet til at handle mere om disse afsløringer, eller World Premieres som Keighley kalder det, end selve prisuddelingen.
Lad os starte med første at rose Keighley, for det virker. Hvert eneste år slår Game Awards seerrekorder på stort set samtlige platforme, og selve størrelsen på mange af de afsløringer der er løbet henover skærmene de sidste par år vidner om en begivenhed, hvis betydning kun forøges konstant. Game Awards startede som en kludret sofabordssamtale imellem Keighley og eksempelvis Hello Games' Sean Murray, hvor No Man's Sky for første gang blev fremvist. I dag er det en gigantisk mediebegivenhed med Hollywood-stjerner, konsolafsløringer og alt derimellem. Det må man klappe ham på skuldrene for at have opnået.
Samtidig kan man ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet under Game Awards - på den gode måde altså - for det, til trods for alle sine amerikanske genretræk, en helt igennem positiv fejring af spilmediets voksende indflydelse og størrelsesorden i vores verden, og selvom man let kunne slå armene over kors og proklamere at vi ikke har brug for J.J. Abrams, Margot Robbie og Vin Diesel til at legitimere vores hobby - så er det alligevel solide tegn på at den branche vi alle elsker vokser og vokser. Selv de mest kyniske må derfor overgive sig og indrømme, at Game Awards er ret fedt, også når det ikke er særlig fedt. Lidt ligesom Pizza.
Men ligesom pizza kan man jo godt nyde selve akten at spise den, samtidig med at man føler et behov for at påpege, at kokken måske skulle droppe bananen, ansjoserne eller grønkålen næste gang han eller hun skal i køkkenet, og ligeledes er der da ting ved årets show, der burde blive ændret fremadrettet.
For der findes stadig måder hvorpå Keighley kan forbedre Game Awards, og først og mest afgørende anke er centreret omkring Michelle Rodriguez' og Vin Diesels tilstedeværelse på scenen, og afsløringen af Fast & Furious Crossroads. Spil bør legitimeres af oprigtig kærlighed til mediet, så når Norman Reedus indtager scenen for at overræke en pris, så er der en helt naturlig forbindelse til det vi er her for at fejre. Til sammenligning fremstod Rodriguez' og Diesel nervøse, gakkede og tilnærmelsesvis useriøse i deres præsentation. Det endte med at være mere fordømmende, som to voksne der grinende giver børnene ros for at lege med deres legetøj. Det hjalp ikke at Crossroads ser ganske enkelt forfærdeligt ud.
Det er ikke første gang at Keighley benytter filmmediet som populistiske indspark for at ekspandere Game Awards, og ligesom 95% af alle de andre tilfælde, så var det fuldstændig unødvendigt. Hvorfor var det ikke Reggie Fils-Aime, Jim Ryan eller Phil Spencer der overrakte Game of the Year-prisen? Eller sågar en signifikant udvikler? Eller hvis det nu skulle være en skuespiller - hvad så med en der faktisk arbejder i branchen?
Derudover er der stadig ret alvorlige tempomæssige problemer, som periodevis gør programmet langtrukkent og for tætpakket. Præcis hvordan arrangørerne løser det her fremadrettet er umiddelbart svært at sige, men pludselig dumpede der adskillige "World Premieres" ind oven på hinanden, for så at køre lange strækninger uden egentlige spilafsløringer. Det hjalp så sandelig heller ikke at de musikalske præstationer var en kende mangelfulde hele vejen igennem. Både nummeret fra Cyberpunk-nummeret og Green Day var ikke noget at råbe hurra for, og særligt Green Day virkede som om at de var troppet op til det helt forkerte show. Det er en identitetsmæssig knast der simpelthen må og skal høvles af i fremtiden, for sådan noget som Green Day divergerer simpelthen for meget fra emneområdet til at være meget mere end den pause hvor man henter kaffe i.
Det er særligt irrieterende, fordi en de rigtig gode ideer Keighley og kompagni fik for nogle år siden var at kreere deres eget dedikerede symfoniorkester, der fortsat imponerer hver eneste gang. De leverede underlægningsmusikken til Ghost of Tsushima, og gav os et brag af en præsentation af de diverse Game of the Year-nominerede. Desuden spillede de Game Awards' officielle symfoniske tema - en anden arrangørernes virkelig solide koncepter. Så hvorfor ikke satse mere på dem, snarere end at have Green Day til at spille rockmusik til hvad der kun kan beskrives som en prisuddeling, hvor folk sidder pænt i deres stiveste pus?
Showet er tre timer langt, og det er selvom at Keighley i flere omgange måtte uddele to-tre priser i en ruf imellem trailere og præsentationer. Det er en skam for dem der bliver franarret rampelyset, men måske en nødvendighed, hvis man vælger at have så mange priser - måske skulle de så ikke have det? Når det så er sagt, så var det stadig en spændende aften fyldt med flotte trailere, overraskede vindere og til tider skøn musik.
Hvad synes du om årets Game Awards?