HOLLOW KNIGHT: SILKSONG
Jeg tilhører måske en af de få der ikke havde ventet forgæves i flere år på Hollow Knights efterfølger, faktisk gennemførte jeg det først endeligt et par uger inden udgivelsen af Silksong. Mest af alt tror jeg det skyldes at jeg for ofte for vild og følte mig fortabt i Hollow Knights ellers flotte verden. Jeg foretrækker med længder Silksong over sin forgænger. Karaktererne og universet er mere levende. Hornet er en hovedperson med personlighed, og spillets kort er bygget op så det stadig har alle de omveje og smutveje vi forventer af et metroidvania-spil, men også, specielt i den første halvdel, har en mere umiddelbart lineær struktur som er lettere at følge. Spillet er svært, jeg tør også godt sige at det nogle gange er for svært, men det smukke design og spændende univers gjorde at jeg blev ved med at vende tilbage. Nogle gange godt nok med ugers pause som mellemrum, men alligvel har Silksong 'pogoet' sig vej til toppen som et af de bedste spil i år efter min mening.
THE FIRST BERSERKER: KHAZAN
Hvis ikke det var for Khazan, havde Silksong uden tvivl været det sværeste spil jeg har spillet i år, men få spil har udfordret mig på teknik, forståelse af stats og ren tålmodighed som The First Berserker Khazan. Hvad der på overfladen ligner en animé-kopi af Dark Souls, viser sig under overfladen på mange måder også at være det, og dog formår det alligevel at trække sig ud af inspirationskildens skygge og stå på egne ben. Det gør det mest af alt fordi spillet har et bundsolidt actionfundament hvor mestring af både ens fysiske reflekser og forståelse af udstyrs passive statusser og effekter er nødvendige for at opnå succes. Det er jo en evig diskussion i genren om sværdhedsgraden på et pågældende spil er for høj eller ej. I Khazans tilfælde vil jeg mene at den utvivlsom var for høj, hvilket udviklerne endte med være enige i da de siden hen har introduceret yderligere tre sværdhedsgrader, udover de to der var ved udgivelsen. Hvis man er soulslike-entusiast bør man ikke lade dette spil gå ens næse forbi. Det har nogle af de bedste bosskampe genren har at byde på, selvom de uomtvisteligt også kan vække en trang til at kyle controlleren gennem tv'et.
DUNE AWAKENING
Funcom markerede sig solidt i survivalgenren med Conan: Exiles, og efter denne succes satte de næsen op efter at lave et spil i Dune-universet. Det er er storslået univers som kræver et storslået spil, og det har Funcom formået at skabe - det meste af vejen i hvert fald. Det er nok det flotteste survival-spil jeg har set, og Arrakis føles som den fjendtlige planet bogen beskriver. I de første mange timer skal man vare sig for solens stråler, banditter og Sardaukars der er på jagt efter én og ikke mindst den fantastiske sandorm, Shai-hulud. At se den rejse sig fra sandet med solen i horisonten, var et syn der gang på gang vakte mig med begejstring. Efter mange timers kamp for overlevelse, får man samlet nok resurser sammen til at bygge de forskellige faretøjer universet er kendt for, her i blandt den guldsmedelignende Ornithopter. Når først man kan flyve, mindskes mange af de indledende trusler, og det er her at spillets PvP-endgame for alvor skal træde ind. Det er også her hvor mange spillere har været utilfredse. Selv har jeg ikke begivet mig på jagt efter krydderi med andre spillere endnu - Dune Awakening kan spilles som singleplayer i mange timer - men forhåbentligt har Funcom fået justeret på nok knapper til at også denne del af spillet virker ligeså godt når det står til udgivelse på konsollerne.
EARTHION
Earthion er noget så underligt som et spil der i 2025 er udviklet til Sega Mega Drive, en konsol der udkom førstegang i 1988. Ancient der står bag, er Mega Drive-veteraner som har været med lige siden 80'erne, og med denne årelange erfaring har de sat et spil i verden som uden tvivl havde været en klassiker hvis det var udkommet dengang. I 2025 er det en forholdsvis standard space shooter, men det er skabt med en nidkærhed og ekspertise i alt fra pixelart til lyddesign at er man bare en lille smule til den slags, skal man tjekke det ud. For mig ramte det i hvert fald lige i den nostalgiske hjertekule.
SHINOBI: ART OF VENGEANCE
Der var flere godter til Mega Drive-fans i 2025, Sega genoplivede nemlig Shinobi-serien med Art of Vengeance - en serie som så sin storhedstid tilbage i starten af 90'erne. Til projektet havde de hentet Lizardcube ind som år forinden beviste deres evner til at opdatere Sega-klassikere med Streets of Rage 4, som de udviklede i samarbejde med GuardCrush - der også bør nævnes for Absolum som de har udgivet i år. Lizardcube blev med Streets of Rage 4 en lille personlig favorit for mig med deres charmerende tegneseriegrafik. Det er nok også hovedårsagen til Shinobi Art of Vengeance har sat sig som en af mine favoritter i år, jeg synes ganske enkelt det ser fantastisk ud, men det er ikke det eneste spillet har at byde på. Shinobi er et dynamisk og sjovt actionspil der blander traditionelt lineært leveldesign med metroidvania-elementer. Det er et umiddelbart og lige til spil som ikke, på nær et par enkelte platformssekvenser, vil udfordre dig på samme måde som et spil som Silksong, men mindre kan også gøre, og nogle gange vil man også bare have det sjovt. Ikke alle spil behøver at give en lyst til at banke hovedet ind i væggen.