BLUE PRINCE
Det er få spil, der decideret overtager min hjerne, så mine tanker nærmest ikke kan kredse om andet, men når det sker, er det oftest et mysterietungt puzzlespil, der har skylden/fortjenesten. Sidste år sørgede Lorelei and the Laser Eyes for en overtagelse af de helt tunge, mens Blue Prince i år stod for en lidt mildere en af slagsen. Jeg var kort sagt helt opslugt af at løse Mount Hollys narrative såvel som mekaniske gåder, og så gjorde det mindre, at RNG-aspektet ofte var lidt for udtalt.
SILENT HILL F
Silent Hill-serien har altid været bedst, når den bruger personlige traumer som brændstof til at fragte os til de mareridtsfremkaldende parallelle verdener, der altid lurer bag vores virkelighed. Silent Hill f tilføjer desuden en god portion samfundskritik til stor effekt. Sammen med Death Stranding 2 er det min favorithistorie i år, og når skiftet til søvnige Ebisugaoka, som er propfyldt med mindeværdige lokationer, samtidig er så vellykket, synes jeg godt, vi kan kalde Silent Hills comeback for fuldbyrdet.
SPLIT FICTION
Alle de fire ovenstående spil har områder, hvor de står stærkere for mig end Split Fiction. Death Stranding 2 og Silent Hill f rørte mig mere, mens Blue Prince og Silksong gav mig en stærkere følelse af at overvinde tilsyneladende umulige odds. Men ingen kan røre Split Fiction når det gælder sprudlende designmæssigt overskud og ren og skær lykkefølelse. Josef Fares og co. tager deres vindende co-op-formel til næste niveau og introducerer løbende nye koncepter, mekanikker og genrer. Det vidner i sig selv om stort idemæssigt overskud, men hvad mere imponerende er, så eksekveres det hele så stramt, at det aldrig bare er en sjov idé. Det er også utrolig tilfredsstillende at spille. Og så er spillets sidste kapitel ikke bare en sejrsrunde, men et kvantespring af den slags jeg måske nok havde håbet på, men ikke havde turdet forvente.
HOLLOW KNIGHT: SILKSONG
Silksong var efterhånden blevet mere meme end egentligt spil, og derfor var det også glædeligt, at det rent faktisk kom ud og samtidig viste sig at være decideret storartet. Team Cherry finpolerer de kardinaldyder, der gjorde det oprindelige Hollow Knight til en klassiker. Stemningen, bosserne og banedesignet står med andre ord stærkere end nogensinde, og på alle leder og kanter, er det tydeligt hvor meget tid og kærlighed, Team Cherry har lagt i deres opfølger. Men det er skiftet til Hornet som protagonist, der virkelig giver det sin helt egen identitet både narrativt og især mekanisk.
DEATH STRANDING 2: ON THE BEACH
Tilsammen står de første og især sidste timer af Death Stranding 2 for årets følelsesmæssige højdepunkt. Kojima er trådt ind i 60'erne, og måske er det alderen, der har gjort ham i stand til at fortælle sin til dato mest modne og bevægende historie til dato. Ja, det seneste årti har vi ikke manglet sad dad simulatorer, men Death Stranding 2: On the Beach har sin helt egen vinkel på denne undergenre, som får det til at føles friskt. Og nå ja, så overgår det klart sin forgænger hvad episke øjeblikke og missionsvariation angår.