DISPATCH
Der er hele to spil på denne liste, der ankom "med røven i vandskorpen", så at sige. Dispatch var det ene af dem, for dette spillede jeg efter Gamereactor afleverede vores endelige The Game Awards-stemmer, og efter jeg selv troede at min liste for året var helt og aldeles fastlåst.
Sådan skulle det dog ikke gå, for AdHocs deciderede mesterlige fortælling maste sig ind i mit hjerte med total overbevisning, men en sjælden opfløftende narrativ profil og ikke mindst evnen til at placere et stort, fedt smil på mit ellers vintertrætte ansigt fra start til slut.
For ja, Dispatch er helt oprigtigt den mest positive spiloplevelse jeg har haft i år, en oplevelse der forstærker ens tro på det bedste i os, og minder os om at hvor der er bølgedale, så venter den næste bølgetop måske lige ude i horisonten. Det kombineres med skarpsindig pacing, et overraskende harmonisk dispatching gameplay loop og fremfor vidunderlige karakterer, som jeg allerede savner. Dispatch er det som Lasse og jeg kalder "secret game of the year" - et spil som man i al hemmelighed nok hyggede sig mest med i årets løb, selvom der nok er andre der mere demonstrativt fortjener placeringen. Men nu er det altså med her.
CRONOS: THE NEW DAWN
Da jeg sad og anmeldte Cronos: The New Dawn, så var jeg så overbevist om at jeg her sad med et spil der ville snitte 92 på OpenCritic, og være med i samtalen om Game of the Year-priser. Sådan skulle det ikke gå, og jeg har, på lettere komisk overdrevet vis, kun vist apati og harme overfor mine kolleger når de ikke viser spillet den affektion jeg synes det fortjener.
For det fortjener virkelig hæder, mener jeg. For mig er det her Bloober Team der brager igennem langt om længe, efter at have danset om den varme grød med både Layers of Fear og Silent Hill 2 Remake. Det er med Cronos, en helt original sci-fi IP, der låner de elementer det bør låne, og innoverer hvor det er vigtigt, der er studiets svendestykke, og det er oprigtigt en af de bedste nye gyseroplevelser jeg har haft i mange år.
Det er så knivskarp en spiloplevelse fra start til slut, og jeg kan fortsat anbefale det til alle med hang til horror, eller sågar bare ønsker sig en helt original sci-fi spiloplevelse med masser af solide ideer.
"Such is our calling...
CLAIR OBSCUR: EXPEDITION 33
Jeg kan sagtens forstå at man ser priserne uddelt til Game Awards, og andetsteds, og bliver en kende træt af at det samme spil skal rydde bordet sådan helt konsekvent. Det er næsten vores danske instinkt at heppe på nogen andre, at vælge en underdog, eller at være trodsig. "Nå, så godt er det vist heller ikke"...
Men for mig er Clair Obscur lige præcis så godt, at det fortjener al den hæder. Spillet kan bære al den hype, al den positive energi, al den hyldest, og det er ikke kun fordi det blev lavet for bare $10 millioner, tog langt kortere tid en de store produktioner og blev skabt af arbejdssomme, kreative sjæle der aldrig havde lavet et spil før i den her størrelsesorden. Nej, det er alt sammen fordi spillet, helt dømt på sine egne præmisser, kan bære det.
Intet spil er perfekt - det påstår vores score-guide ikke engang et 10-tal er. Nej, men et mesterværk? Det er det i min bog, og det er ikke bare narrativitet, musik, visuel fremstilling, stemmeskuespil, gameplay-systemer og harmonien mellem dem - det er summen af alle disse sejre der former en oplevelser der er helt og aldeles unik.
Så bare løb ud på banen igen og sol jer i folkets kærlighed, Sandfall Interactive. Det er fuldt ud fortjent.
HADES II
Hades II stod overfor lidt af et overraskende mount everest, da det viste sig at både Clair Obscur og måske endnu mere Hollow Knight: Silksong også ville udkomme i 2025. Det første Hades var i sig selv lidt af en kritikerdarling, og det er efterfølgeren også, men denne gang er kampen så brutal, at spillets genkendelighed måske ikke gjorde det den mikroskopiske bjørnetjeneste, at det blev placeret efter en række andre centrale favoritter i år.
Men selvom Hades II er en lettere traditionel efterfølger, der leverer mere og ja... endnu mere uden at genopfinde den dybe tallerken, så er det stadig en spiloplevelse der skriger af præcision, af afbalancerethed, at skærpede sanser der ved præcis hvad en spiller leder efter, hvornår de leder efter det, og hvordan de gerne vil have det serveret.
Hades II er en crowd pleaser i den forstand, mere af det gode, men derfor elskede jeg det stadig.
THE ALTERS
Og så rosinen i pølseenden - et spil jeg kun netop nu har gennemført kort forinden jeg sidder og skribler det her mellem jul og nytår. Det her havde jeg ikke forventet, også selvom Lasse har bræget op om The Alters siden det udkom i september, men gud hvor har han ret.
The Alters er markant anderledes end noget andet spil på den her liste, og det er samtidig også et spil der virkelig trodser mange genrekonventioner i sin mærkværdige blanding af basebygning, RPG-esque forholdsvedligeholdelse og survival-baseret udforskning af en fjendtlig planet.
Men alt det her ender bare med at hænge ret harmonisk sammen, og det du får er et spil der balancerer på et knivsæg i forhold til uoverskuelighed, men så ender med til gengæld at fortælle en dybt resonant historie om de valg, bevidste og ubevidste, vi træffer hver eneste dag om hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.