MARIO KART WORLD
Mario Kart World var ikke lige den Switch 2 "killer app," jeg havde håbet på. Et racerspil, uanset hvor godt det er, vil aldrig alene kunne få mig til at gå ud og købe en ny konsol. Havde den åbne verden i Mario Kart World nu sat ild til verden, ville jeg måske have følt mig mere motiveret til at hive Nintendos nye maskine hjem, inden Donkey Kong: Bananza udkom, men den virkede efter anmelderes og spilleres reaktioner at dømme ganske skuffende. Og ja, det kunne jeg selv hurtigt konstatere, da jeg senere prøvede spillet hos en ven, der havde anskaffet sig en Switch 2. Men en skuffende åben verden forhindrede ikke Mario Kart World i at blive en af de spiloplevelser, der har underholdt mig mest i år, og det skyldes udelukkende den nye mode kaldet Knockout Tour.
I denne dyster 24 spillere mod hinanden i én lang, kontinuerligt forandrende bane med fem checkpoints, hvor man kun får lov at fortsætte, hvis man har en højere placering end det angivne tal. Således skal man altså først ligge i top 20 (det er meget ydmygende at ryge ud her), dernæst 16, 12, 8 og endelig 4. Det er kaotisk og intenst, for vi ved alle, at RNG i Mario Kart kan ændre ens placering drastisk i løbet af bare et splitsekund. AI'en er overraskende kompetent i denne mode, men sjovest er det uden tvivl at samle så mange venner som muligt og dyste mod hinanden. Knockout Tour gav anledning til en håndfuld utroligt morsomme aftener med to af mine gode venner (det er ikke utænkeligt, at alkohol var involveret...), og alene af den grund fortjener det en plads på min GOTY-liste.
ELDEN RING: NIGHTREIGN
Jeg var meget undervældet, da Elden Ring: Nightreign blev annonceret til sidste års Game Awards. Tænk engang, at FromSoftware, der altid går sin egen vej, hopper med på moden og laver en Fortnite-inspireret roguelike, der oven i købet genbruger et hav af assets fra Elden Ring! Det virkede mildest talt som lidt af et cash grab. Jeg blev dog ganske positivt overrasket, da jeg selv fik spillet i hænderne til anmeldelse tilbage i foråret. I anmeldelsesperioden spillede jeg sammen med min bror og min kollega Ketil, og det gik lynhurtigt op for mig, at Nightreign til trods for at dele æstetik og designsprog med hovedspillet er sin helt egen oplevelse, hvor fart, koordination og effektivisering er alfa omega.
FromSoftware-spil har altid excelleret i at give spilleren et kæmpe dopamin-sus, når man nedlægger en intimiderende boss, og i Nightreign er den følelse kollektiv. Ja, man kunne hidkalde en ven til at bistå mod bosser i Elden Ring og Souls-serien, men i Nightreign er man nødt til at kæmpe side om side med én eller to andre spillere mod et væld af fjender og bosser for at komme helskindet igennem første- og andendagen og overhovedet få lov at give den store boss et skud. Alt imens man stiger i level og plyndrer det bedste loot. Det er utroligt tilfredsstillende at lægge en god plan for et effektivt run og så eksekvere den sammen. Og der er lige den rette grad af uforudsigelighed, til at man aldrig kan være helt sikker på, om ens plan vil holde. Nightreign er uden tvivl det spil, jeg har haft det sjovest med i år, og da der netop er udkommet en ny DLC, og der med garanti er flere på vej, kunne det sagtens også gå hen og blive et af mine mest spillede spil næste år.
ABSOLUM
Ja, der begynder efterhånden at tegne sig et billede: Jeg har spillet mange co-op/mutliplayer-spil i år! Som en gamer, der oftest lulles i søvn af multiplayer-spil og primært ser frem til de store, saftige singleplayer-eventyr (som der efterhånden er langt imellem...), så har 2025 stået i fællesskabets tegn for mig. Beat 'em up/roguelike-gadekrydset Absolum kan sagtens spilles alene, men jeg har udelukkende spillet det co-op med min bror - og haft en fest med det. Der er ikke tale om noget mesterværk her - historien er forglemmelig, kampsystemet er robust, men ikke meget mere end det, og selve gameplay-loopet er ikke noget, vi efterhånden ikke har set et utal af gange - men der er noget ved Absolums stil og stemning, der virkelig formåede at sætte sine kløer i mig. Vi skal efter min mening tilbage til Cuphead, før vi finder et spil med lige så original og atmosfærisk en stil som Absolums. Det ligner ganske enkelt en levende tegneserie af den gamle skole (tænk fx Asterix og Obelix). Spillet bliver aldrig kedeligt at se på, selv ikke når man, som genren dikterer, er nødt til at spille det samme indhold igen og igen. Og kombinationen af, at der er en tilpas mængde alternative ruter i banerne, og at der doseres permanente opgraderinger ud i et fint tempo, gør, at spillet heller ikke bliver kedeligt at spille, før man har tømt det for indhold. Selvom Hades II på mange måder er den bedre roguelike i år, så formåede Absolum at gøre et stærkere indtryk på mig. Og det i sig selv er lidt af en bedrift.
DONKEY KONG: BANANAZA
Jeg var ekstatisk, da Donkey Kong: Bananza lukkede og slukkede Nintendo Switch 2-spilpræsentationen tilbage i april. Min yndlings platformer-maskot var langt om længe tilbage i rampelyset med sit helt eget, originale 3D-eventyr med tårnhøje produktionsværdier! Ikke nok med det, spillet var efter al sandsynlighed udviklet af Nintendos Mario-hold, et af de mest talentfulde i hele industrien. Det kunne næsten ikke blive bedre - det her var Switch 2'erens sande killer app for mig, ikke Mario Kart World.
Spillet viste sig desværre at have et langt større fokus på teraforming (formbare miljøer), end jeg havde håbet på, eftersom jeg ønskede mig en mere ren platformer. Men Bananza er stadig et af de spil, der har imponeret mig mest i år. Det skyldes dets utroligt ekspressive animationer, der får det til at føles som en spilbar Pixar-film, Donkey Kongs sublime styring, og ikke mindst de mange kreative og ofte totalt gakkede ideer, Nintendo smider efter en i løbet af gorillaens overraskende lange rejse ind mod planetens kerne. At transformere sig til en svulmende muskuløs, super saiyan-agtig udgave af aben for første gang, at skate på en isblok henover en lavasø, og at få en gigantisk vandmelon til at eksplodere i en regn af frugtsagt er bare nogle af de øjeblikke, jeg husker tilbage på med et smil. Donkey Kong er tilbage, og jeg håber, at Bananza kun er begyndelsen.
HOLLOW KNIGHT: SILKSONG
Efter adskillige års ventetid, hvor hypen til det elskede Hollow Knights opfølger voksede helt op til skyerne, kom Team Cherry endelig ud af deres australske skjul med en trailer, der annoncerede, at Silksong omsider ville udkomme bare to uger senere. På udgivelsesdagen i september formåede spillet at crashe samtlige online stores - Nintendos e-shop, Microsoft Store, PSN og ikke mindst Steam - en bedrift, man skulle tro ville være utænkelig for et lille indie-spil, der handler om insekter. Levede spillet så op til hypen efter alle disse år? For mig er svaret et rungende ja. Og det er det på trods af, at jeg har mange ret alvorlige problemer med Silksong. Jeg synes, at spillet for ofte tenderer til ren sadisme. De lange runbacks til bosser og den besværlige økonomi holder det tilbage fra at være et 10-tal i mine øjne, men det er ikke nok til at stoppe mig fra at betragte det som et uperfekt mesterværk. For Pharloom, den verden i forfald, som Team Cherry har brugt syv år på at designe, er så helstøbt og fascinerende, at jeg var motiveret til at afsøge hver en afkrog af den i løbet af de cirka 70 timer, jeg brugte på spillet.
Når jeg tænker tilbage på min oplevelse med Silksong, er der særligt ét øjeblik, der står ud. Jeg befinder mig i slutningen af spillets første akt og mangler kun at besejre bossen The Last Judge, som bevogter porten til den mytiske Citadel, og, formoder jeg, spillets næste store akt. Men bossen volder mig så store problemer, at jeg beslutter mig for at udforske tidligere områder i håb om at finde nogle opgraderinger, der kan hjælpe mig i kampen. Den beslutning får mig til at opdage et helt nyt område, og den opdagelse leder mig på én lang mareridtsekspedition gennem en serie af områder, jeg tydeligt kan fornemme, at jeg ikke bør være i. Men nysgerrigheden driver mig fremad, og pludselig er jeg oppe imod en boss, som det lykkes mig at nedlægge, og jeg ser ordene "Akt II" tone frem på skærmen. Det går op for mig, at jeg har fundet en bagvej ind i The Citadel, og at jeg slet ikke behøver at besejre The Last Judge. Det er den slags vovede level design, der belønner nysgerrighed, som jeg virkelig brænder for, og som Silksong er fuld af. Og når jeg også tager i betragtning, at Silksong har en væsentlig mere ekspressiv protagonist end Hollow Knights og et mere aggressivt kampsystem, der falder mere i min smag, så er der ingen tvivl: Hollow Knight: Silksong er årets spil for mig.