Kan du huske Gamereactor Game On? Ja, tiden flyver i spilbranchen i disse dage med konsolafsløringer, store spillanceringer og når ja, en global pandemi som vi som verdenssamfund også lige har skulle tage os af. Det er derfor helt fint at have glemt alt om Game On, så lad os lige opsummere kort, hvad det var vi afslørede d. 15 april.
Gamereactor Game On blev designet som et globalt initiativ bestående af to centrale bestanddele. Den ene er en underside, der løbende vil byde på en overskuelig oversigt over alle de nyheder, som både er og vil udkomme lidt hulter til bulter i løbet af sommeren, når nu vi ikke har en sanlet E3-uge til at binde det hele sammen.
Den anden del, og det er den vi skal snakke lidt mere om, skulle have været en eksklusiv uge fyldt med spændende interviews, artikler og nyheder om spil, store som små. Det er desværre også den del af initiativet, som vi føler os nødsaget til at ændre lidt, og det er der en god grund til.
I løbet af den sidste måneds tid har Gamereactor været i snak med en række partnere om eksklusivt Game On-indhold. Vi har arrangeret interviews med nogle af de største designere, og sikrede blandt andet et ret vildt preview af Cyberpunk 2077. Vi har stadig store ting i støbeskeen, såsom nyt om Disintegration, interviews med udviklere bag Ghost of Tsushima og The Last of Us: Part II og et eksklusivt kig på nyt indhold i Elite: Dangerous, men nogle af sværvægterne er uden tvivl forduftet i løbet af de sidste par dage. Det hele skulle været blevet sparket igang fra på mandag af, d. 8 juni, og det gør det også, men det bliver på en lidt anderledes facon end vi måske først havde tænkt.
Som mange af jer på livet løs har diskuteret i andre tråde på siden, så er der lige nu optøjer i store dele af verden, dog primært i USA, og optøjerne er opstået efter George Floyds tragiske død, der blev kvalt af en politibetjent, som pressede knæet imod hans hals, hvor han omtrent 15 gange bad ham flytte sit knæ, fordi han ikke kunne få luft. Det er sagens natur, uden videre omsvøb, det er sådan det er. Sagen har skabt bølger igennem det amerikanske samfund, og efterfølgende det globale. Vi vil ikke udtale os yderligere om årsagen, optøjerne der er opstået derefter, eller den konkrete sag - det vil vi lade andre, klogere hoveder om.
Men det har påvirket Gamereactor Game On i den forstand, at mange af de centrale samarbejdspartnere der stod til at være en del af initiativet fra på mandag af, har trukket sig, enten helt eller udskudt den planlagte aktivitet.
Det betyder at hele ideen omkring den travle uge fyldt til renden med Game On-aktiviteter ikke er så fyldt mere, så i stedet for bare at sige ingenting, så vælger vi her at orientere jer, læserne, lidt om de snakke der er foregået bag scenetæppet. Vi har besluttet at redesigne Game On, så at selve forløbet strækker sig over en længere periode, nemlig hele juni og juli, og her vil vi løbende udgive eksklusive interviews, videoer, trailere og lignende indhold, som er klart markeret med "Game On", både i rubrikken og via grafik på forsiden.
Du kan derfor finde en blanding af gængse afsløringer, samt det eksklusive Game On-indhold, på undersiden, og vi håber at vi alligevel kan bidrage med indsigt, viden og nye detaljer om de spil du glæder dig mest til - bare over en længere periode.
Naturligvis vil vi også gerne udtrykke vores støtte til dem der kæmper for lighed, retfærdighed og ansvarlighed, ikke bare i USA, men verden over. Det er ikke det samme som at stå inde for voldelige handlinger, men vi står med, i solidaritet, sammen med dem der protesterer fredeligt. Gamereactor er en broget skare af redaktører, skribenter, programmører, grafikere og kamerafolk fra hele verden, og de globale uroligheder har gjort et markant indtryk på os alle. Vi tager, kollektivt og kategorisk, afstand fra racisme, vold og magtmisbrug.
Game On vil blive afviklet, dog bare i et lidt anderledes format, for vi mener heller ikke at en direkte udskydelse, eller aflysning, tjener nogen. Vi forstår dog godt de udviklere og udgivere, der ønsker at udskyde deres aktiviteter, men vi vælger nu alligevel, at bevæge os fremad.
Tak for jeres tid, og jeres forståelse. Forhåbentlig bliver kommentarfeltet sagligt.
