Spilåret 2017 har været ganske fabelagtigt, så enkelt kan det siges. Nintendo er endelig tilbage med en utrolig succesfuld hybridkonsol, Microsoft har udgivet den kraftfulde og lækre Xbox One X, og Sony rider stadig på en enorm bølge af succes med PlayStation 4-familien. Ikke bare det, det har virket som om at hver eneste af årets 12 måneder har indeholdt mindst en storslået spiltitel, og adskillige gange har der sågar været flere. Ja, spilentusiaster er blevet forkælet i 2017, og det fejrer vi i disse dage med vores Game of the Year-kåringer. Men, kære Gamereactor-nation, alt er jo naturligvis ikke fryd og gammen, for selvom vi hovedsageligt uddeler ros i disse dage, så må man ikke glemme ris, et lille klask over nallerne til de spiloplevelser der simpelthen skuffede os. Det er i grunden vigtigt, og særligt i 2017, hvor det tyder på at spiludgivere bliver mere grådige, og er mere tilbøjelige til at implementere direkte forbrugerfjendtlige systemer. Så derfor langer vi derfor [et "derfor" for meget] en dummeflad ud til de spil vi har prøvet i år, som simpelthen enten var ren og skær ringe, eller bare skuffede os.
Så hvis du er blevet godt og grundigt træt af al den kærlighed der har hersket i 2017, så kan du få skudt en overordentlig omgang negativitet direkte i blodbanen med denne artikel, hvor diverse Gamereactor-skribenter giver dig deres værste spiloplevelse i 2017.
Det er ikke kun perlerne der er værd at fejre, for også stinkerne fortjener opmærksomhed.
Magnus Groth - Need for Speed Payback
Diverse trailere fra Need for Speed Payback indikerede at Ghost Games var på rette vej (pun intended), og at selvom det svenske studie havde snublet lidt før, særligt via Need for Speed fra 2015, så havde de lært af deres fejl, og kunne præsentere en hæsblæsende, Fast and the Furious-inspireret, adrenalinpumpende omgang action. Jeg skulle have vidst, at da Youtube-personligheden Jesse Wellens på komisk vis koksede i præsentationen af spillet ved E3, så var det ikke fordi manuskriptet var blevet skiftet som han selv så nobelt påstår, men fordi at det i det sekund gik op for ham, hvor stor en skuffelse Need for Speed Payback ville gå hen og blive... for alle. Ak ja, selvom tegnene viste sig på stjernehimlen allerede dengang i juni, hvor jeg endnu ikke kunne vide hvor galt det ville gå, så skulle jeg have anet det i horisonten.
Nuvel, da jeg fik udleveret spillet til anmeldelse omtrent en uge før teksten skulle gå i luften, var optimismen fortsat ukuelig, men efter bare få timer måtte jeg indse, at Ghost Games ikke bare havde leveret et dårligt Need for Speed-spil, de havde faktisk regressivt skabt et spil der var dårligere end sin forgænger. Alt det du ikke kunne lide ved Need for Speed i 2015 er værre i Payback, alt. Væk er de mange alternative løb som du kan bruge til at spare op, væk er den mere frie progression, væk er den spændende verden du ikke kan vente med at udforske, og alt dette er blever erstattet med det mest griske progressionssystem jeg nok nogensinde har set, og ja, det er meget værre end Star Wars Battlefront II. Hvorimod DICE modtog størstedelen af kritikken for Loot Boxes i Battlefront II, så er Need for Speed Payback faktisk værre. At det at opgradere ens bil er blevet hængt op på en slags kynisk form for roulette, der er utilgiveligt.
Need for Speed Payback er hovedrystende middelmådigt, og vidner om en udvikler der ikke lader til at have nogen ide om hvad fans af serien ønsker. Måske kan udgiverens griskhed have lidt med det at gøre, men selvom progressionen var Loot Box-fri, så er dette nyeste kapitel bare endnu et rystende, chokerende kedeligt skridt i den forkerte retning. Giv licensen til en anden udvikler.
Ja, hele progressionen er ét stort lotteri. Skam jer, Ghost Games og EA.
Andreas - Dragon Quest Heroes II
De brugere som har læst mine diverse tekster her på Gamereactor er vidst ikke i tvivl om min kærlighed til den japanske gigant Square Enix. Den klassiske serie trenighed af Dragon Quest, Final Fantasy og Kingdom Hearts var de eneste titler jeg spillede i min barndom, men som historien har vist, er der ofte langt mellem de virkelige gode og virkelig dårlige udspil i de ikoniske serier.
I 2017 var jeg desværre vidne til sidstnævnte af slagsen. Dragon Quest Heroes II kvitterede jeg med verdens laveste 6-tal som i efterkant måske kun skulle have været 5. Historien var oversimplificeret og skabte intet spillermæssigt drive, hvor jeg bare måtte komme videre og se næste scene. Her hjalp det heller ikke, at hovedpersonerne var dødsyge og gæstekaraktererne fra andre spil, kun var en tom skald af deres spændende personligheder i deres respektive eventyr. Den værste del af Dragon Quest Heroes II var dog den kedelige verden. Selvom den var rigelig stor og bød på gode muligheder for udforskning, var de tomme græsplaner, cliché-fyldte byer og dødsyge ørkenlandskaber en ren byrde at skulle igennem. Det er ærgeligt, at Dynasty Warriors-udviklerne har skudt så meget ved siden af med efterfølgeren, da både Hyrule Warriors og det originale Dragon Quest Heroes var væsentligt mere interessante.
Dynasty Warriors-gameplayet var muligvis den bedste del rejsen, men efter to timer med intens button-mashing blev jeg overvældet af kedsomhed. Dragon Quest Heroes II er et spil som demonstrerer, at mellem alle Dragon Quest IX, Kingdom Hearts II og Final Fantasy XV, udgiver Square Enix nogle middelmådige og intetsigende spil i ellers fortræffelige serier.
Det er slet ikke så interessant, som billedet antyder...
Anders Fischer - Expeditions Viking
Efterhånden må man erkende, at spilbranchens stigende tendens til at levere ufærdige produkter med store løfter om patches, har sat sig godt fast. I år har jeg gang på gang oplevet, at spillene ganske enkelt ikke virkede, og det gælder desværre især indie-titler. Dog var danske Expeditions: Viking det mest frustrerende af dem alle. Spillets uhyre spændende historiske præmis og klassiske turbaserede RPG-format er ellers yderst lovende, og det skal da afgjort prøves en anden gang, men ved udgivelsen var spillet så godt som uspilleligt.
Kort sagt forsøgte spillet at spænde ben for sig selv på alle leder og kanter. Kampene ville ikke starte eller fjenden ville ikke tage sin tur, spillet frøs eller crashede, og en enkelt gang fik jeg endda en ny mand og mistede alle mine quests! Jeg måtte decideret vente en uge på at udvikleren rettede fejlen, fordi jeg ikke kunne komme videre. Det er simpelthen det mest frygtelige bug-helvede jeg nogensinde har været udsat for, og min tålmodighed blev virkelig sat på prøve.
Når spillet så samtidig er en kende sløvt om at komme i gang, så bliver det kun mere irriterende at loade igen og igen, fordi spillet ganske enkelt ikke virker. Sæt det sammen med ret langsomme loadetider, og du har de mest enerverende elementer af Expeditions: Viking ved launch. Det er en skam, at denne lille skamfulde pris skal gå til et hårdtarbejdende indie-studie, men det var ganske enkelt urimeligt at spille et så fejlfuldt spil. Lad os håbe at trenden vender, og vi snart begynder at få spil, der faktisk virker ved udgivelsen.
Ærgerligt, simpelthen bare ærgerligt.
<newpage>
Magnus Laursen - Joy-Cons
Okay, her bliver jeg nok nødt til at forklare mig selv. Jeg synes egentlig ikke, at jeg har haft nævneværdigt dårlige spiloplevelser i år. God smag? Kosmisk held? Måske beskytter min status som redaktørens navnebror mig fra de værste titler. Der har helt sikkert været titler som ikke formåede at indfrie deres potentiale - hvad jeg også bemærker i flere af mine anmeldelser - men decideret dårlig har de færreste været. Dog, hvis jeg skal pege på et gennemgående irritationsmoment, så er det Switch-konsollens Joy-Cons. Eller rettere: mine Joy-Cons.
Der var en del rabalder ved udgivelsen omkring defekte modeller og dårlig forbindelse. Nintendo selv mente at antallet var inden for fejlmarginen. Måske. Mine virkede i hvert fald ikke ordentligt. Det gør de stadig ikke. Jeg kan ellers godt lide designet og størrelsen passer faktisk mine hænder nogenlunde. Nej, jeg ved ikke hvad man siger om mænd med små hænder og jeg vil heller ikke høre det - opfør dig ordentligt! Anyway, jeg fik dem aldrig sendt afsted. Når der skete spændende ting og sager på maskinen, så havde jeg jo ikke mulighed for at sende dem ind, vel? Og i de mere stille perioder mellem udgivelserne, ja der tænkte jeg jo ikke på den slags! Ak, sådan er livet: vi snubler oftest i de sko vi ikke har bundet.
Altså har jeg, næsten et år efter udgivelsen, stadig ikke fået indsendt mine uduelige Joy-Cons. Og ja, de er tydeligvis defekte: den ene bliver rødglødende efter få minutter, mens den anden periodisk telegraferer uddrag af Det Kommunistiske Manifest gennem HD-vibration. Det er virkelig åndsvagt. Måske lyder det banalt, men præcision, reaktion og feedback er helt og aldeles afgørende for oplevelsen af, rent faktisk at have kontrol over spillet. Ingen respons, ingen beherskelse. Jeg oplevede først for nyligt kontrasten da redaktionen sendte mig en Pro Controller i nakken. Befrielse! Forløsning! Ekstase! Nu spiller det hele som det skal - og jeg kan indsende mine Joy-Cons til reparation, uden dermed at forsømme mine spiloplevelser på Switch. I sandhed et julemirakel.
Nintendo slipper ikke for at få lidt hårde ord med på vejen.
Anders Mai - Valkyria: Revolution
Hvad gik galt, Valkyria? Efter Valkyria: Chronicles lå verden for dine fødder; anmelderne elskede dig og du fik opsamlet en trofast mængde fans. Ikke kun i hjemlandet, Japan, men også i Europa - der sidder en her og skriver disse ord. De efterfølgende år var dog ikke den sejrsturné som mange havde spået. De efterfølgende år var i stedet hårde mod dig og i endnu højere grad din trofaste mængde fans. Først valgte du at udsende Valkyria: Chronicles II, din længe ventede opfølger, til PSP. Det samme valgte du med Valkyria: Chronicles III, men denne gang gad du ikke engang forlade dit hjemland. 2017 skulle være året, hvor vi vendte tilbage på rette kurs. Du ville forlade "Chronicles" i titlen, og skifte det ud med "Revolution" hvilket taler sit eget tydelige sprog: dette skulle være revolutionen dine trofaste fans har ventet på. Desværre kan jeg nu konkludere, at ikke alle revolutioner er et skridt i den rigtige retning.
Der har altid været lange cut-scenes i Valkyria-serien. Som med mange JRPG'er er der et fokus på historien og karaktererne, og hvorfor ikke give sig god tid med at sætte dem op? Gode JRPG'er formår dog at gøre selvsamme cut-scenes spændende og dynamiske - som at se en god anime. Valkyria: Revolutions kom kun halvvejs i mål: de lange cut-scenes var til stede, men spændende var de ikke. Der blev stået, der blev snakket - ofte om personer og steder man ikke kendte til - og så blev der stået og snakket noget mere. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvad karakterne hed, hvad de kæmpede for og hvem de kæmpede imod. Og det er normalt informationer, der klistrer sig fast til min nethinde flere år efter et spil er gennemført.
Karaktererne og de lange kedelige cut-scenes er dog ikke det eneste der fulgte med i revolutionen. Der blev også kæmpet for et dårligt kampsystem. Hvor Valkyria: Chronicles har et kampsystem der stadig virker innovativt i dag, og har en tidløs kvalitet over sig, er kampsystemet i Revolutions bare kedeligt. Men det er måske i sidste ende det bedste ord til at beskrive hele pakken: kedeligt. Karakterne er kedelige, historien er kedelig, filmsekvenserne er kedelige og kampsystemet er kedeligt. Så kedeligt, at det ikke engang er sjovt at gøre grint med. Og det er til tider den værste skæbne for et produkt der skal underholde: Revolutions er ikke så dårligt, at det på en måde bliver humoristisk. Revolutions er bare dårligt.
Jeg vil stadig kategorisere mig som fan af Valkyria-serien, men ved ikke hvor trofast jeg er længere.
Kedeligt og uimponerende, har Valkyria-serien nu mistet en fan?
Søren Svanhof - Historien om den tidlige adgang til Final Fantasy XIV: Stormblood
I år udkom den længe ventede anden udvidelse til Square Enixes fugl føniks af et onlinespil, Final Fantasy XIV. Jeg selv var ivrig besøgende i Eorzea, og havde selvfølgelig forudbestilt Collector's Edition - udover nogle ekstra ting i spillet, hørte hertil også tidlig adgang til selve udvidelsen. Hele fire dage inden resten af verdenen fik lov at være med. "Oh, happy days!". Det viste sig dog slet ikke at være de glade dage som jeg havde gejlet mig selv op til. Serverne var slet ikke klar - som i, på ingen måde. Den første instanced kamp man skulle igennem, gjorde i første omgang at man blev logget ud og smidt af serveren, og, da det blev fikset, kunne man kun opleve introduktionsfilmsekvensen før man fik at vide at der var sket en fejl.
Så stod man pludselig der, sammen med alle de andre håbefulde forudbestillere, med fråde om munden og sad fast i den nye histories indledende runder. I en hel dag. Jeg fangede næsten mig selv i at løfte en knyttet næve mod himlen, og råbe, "Yoshi-P!". På anden dagen begyndte de første at komme igennem, men det lempede desværre ikke på problemerne. Nu gik der sport i at ramme kampen på det rigtige tidspunkt, og det gjorde serverne så overophedet af Square Enix midlertidigt blev nødt til at lukke dem ned for en lynopgradering. Vel at mærke, at det her var før det brede publikum fik adgang. Nuvel, serverne kom online igen, dog uden de store ændringer. Så min dage med tidlig adgang gik med helt andre ting - som for eksempel, at spille helt andre spil. Ja, jeg havde betalt næsten 400 kroner for tidlig adgang jeg dårligt brugte. Det er et hårdt liv.
Senere hen befandt jeg mig også pludselig uden abonnement. For selvom at udvidelsens indhold til sidst blev muligt at opleve, lige et par timer før reel start, blev jeg simpelthen så frustreret at efter jeg havde gennemført historien, besluttede jeg mig for permanent at spille noget andet. For hele server-nedsmeltningen var endnu værre da Heavensward udkom! Derudover blev det amerikanske data center jeg spillede på, flyttet længere ud på østkysten, for at tale europæiske spillere fra at spille på de amerikanske servere. Godt nok vendte jeg tilbage et par måneder senere, fordi Final Fantasy XIV er et dejligt MMORPG, men det er ikke pointen! Final Fantasy XIV: Stormblood var en fantastisk udvidelse, Final Fantasy XIV er et fantastisk MMO, men lige præcis det her server-knas var nok til at ligge spillet tilbage i skuffen. I hvert fald indtil jeg finder entusiasmen igen. Måske ved den næste udvidelse?
Søren er virkelig ikke tilfreds med Stormblood-udvidelsen
Hvad er din værste spiloplevelse i 2017?