Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactors Game of the Year 2022: Bedste Historie

Fantasy og historiske perioder var i centrum i spilåret 2022's bedste historier.
Redaktionen 28 december 2022

Selvom spil i allerhøjeste grad er et interaktivt medie, spiller historiefortælling en kæmpe rolle i langt de fleste genrer. Historier bringer liv og personlighed med sig, og selv før så historieforladte genrer som sports- og racerspil har nu ofte en eller anden form for narrativ.

Men ligesom spiludbuddet generelt er der et væld af forskellige måder at tilgå dette aspekt på. Nogle spil finder primært inspiration i filmens meget direkte måde at fortælle historier på, mens andre primært bruger omgivelserne, og så er der dem, som pakker uanede mængder lore ind i noget så uanseeligt som beskrivelser af sværd og rustninger.

I modsætning til film og bøger, er spil unikt positioneret til at fortælle historier, fordi man gennem gameplayet kan forstærke identifikationen med karaktererne, men denne mulighed kan også give bagslag, når de to ting arbejder mod hinanden, hvilket skaber en svær balancegang.

Selvom der i år er blevet fortalt glimrende historier af både små og store udviklere, består årets felt kun af mellemstore og rigtig store produktioner. Til gengæld er der stor variation i, hvordan de tilgår historiefortællingen.

Men nok snak. Lad os komme til sagen!

Vinder: God of War: Ragnarök

Den oplagte vinder. Sådan er der givetvis en del, der vil opfatte God of War: Ragnarök. Og ja, der er især én af de andre titler på listen, som meget succesfuldt gør noget ret anderledes med sin historiefortælling og var meget tæt på at snuppe titlen, men det blev altså den filmisk inspirerede stil, der sejrede i sidste ende.

God of War: Ragnaröks største præstation rent narrativt er, hvordan det får den uhyre svære opgave det er at videreføre og afslutte en højt elsket historie til at se legende let ud. Forældretematikken fra det første spil videreføres og udvikles, så den reflekterer den både fysiske og mentale udvikling Kratos og Atreus har gennemgået siden forgængerens begyndelse; andre familier trækkes ind i ligningen og bidrager med nye perspektiver på, hvad det vil sige at være forælder eller barn, og familie som et mere åndeligt begreb undersøges også.

Men God of War: Ragnarök er også bare et medrivende popcornspil, hvor den nordiske mytologis største hændelser genfortælles med stor indlevelse og fortællelyst. Der er uforglemmelige dueller mod arrogante guder og sagnomspundne monstre, møder med mystiske og fantastiske skabninger og de mest naturligt flydende dialoger på denne side af The Last of Us: Part II. Til tider er det intenst, andre gange rørende, og for det meste er det regulært medrivende.

Og som kirsebærret på toppen lykkes Santa Monica Studio med at skabe en sagnverden, der føles endnu mere levende end forgængerens med små fortællinger bag hvert et hjørne, der bare venter på at blive opdaget.

Runner-up: Pentiment

Ja, det var Pentiment, der var lige ved og næsten, og havde Obsidians bayerske 1500-tals eventyr om reformationen, trykkeriets fødsel og den lille uanseelige by Tassings komplicerede fortid taget sejren, havde det ærlig talt også været fuldt fortjent.

Det kræver sit studie at smide et overordentligt læsetungt spil uden hverken kampsystem eller et regulært skill tree på gaden midt i efterårsmyldret, men blandt andet fordi Pentiment formår at fortælle en meget anderledes historie på en underholdende og eftertænksom måde, skiller det sig positivt ud iblandt de til tider lidt ensartede titler fra de store studier.

Historien skydes for alvor i gang af et mordmysterium, der viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden, men selvom netop mysteriet er centralt og voldsomt pirrende hele vejen igennem, er det måden hvorpå Obsidian med Fallout New Vegas' Josh Sawyer i spidsen formår at binde det sammen med Tassings fortid, nutid og fremtid, der for alvor er Pentiments mesterstykke. Martin Luthers fremkomst, bøndernes rettigheder og kirkens smuldrende dominans væves sammen med Tassings indbyggeres drømme og frygt.

Det kan lyde litterært, og man skal nok heller ikke være imod at læse, hvis man for alvor skal nyde Pentiment, men det hele er fortalt med så meget humor og overskud, at det aldrig bliver tørt. Og så er måden du selv kan præge samtalerne på sjældent set mere naturlig med sine mange gode muligheder renset for moralsk dømmekraft fra Obidians side.

Hvis God of War: Ragnarök var den filmiske historiefortællings repræsentant, er Pentiments litteraturens ditto, og den er et stærkt argument for netop denne tilgang.

Runner-up: A Plague Tale: Requiem

Vi fortsætter i de historiske baner, om end Asobo Studios efterfølger til deres overraskende succesfulde 2019-udgivelse A Plague Tale: Innocence lander et stykke længere væk fra virkeligheden end Pentiment.

A Plague Tale: Requiem fortsætter de to søskende Amicia og Hugos kamp for at befri Hugo for den lidelse, der gør ham i stand til at tiltrække og styre en regulær hær af rotter. En lidelse der på papiret lyder praktisk, men også har den ulempe, at være dårligt nyt for de steder han opholder sig, og desuden vil ende med at tage livet af ham.

The Last of Us er den mest oplagte inspirationskilde, men de to søskendes rejse gennem et både pittoresk og mareridtsagtigt Sydfrankrig kanaliserer i lige så høj grad Uncharted-spillenes sans for eventyr, hemmelige ordener og skjulte skatte, der gemmer sig under overfladen. Det første spils tristesse og lidelser tilsættes både billedligt og bogstavelig talt mere solskin, hvilket faktisk forstærker de øjeblikke, der er designet til at vride en tåre ud af øjenkrogen.

Runner-up: Elden Ring

Selvom der afgjort er forskel på hvordan Pentiment fortæller sin historie på i forhold til A Plague Tale: Requiem og God of War: Ragnarök, skiller Elden Ring sig markant ud ved, ligesom de øvrige SoulsBorne-spil, primært at fortælle sin historie gennem omgivelserne og de genstande du finder på din færd.

For nogle er det en frustrerende og mangelfuld tilgang til historiefortælling, mens andre med glæde fortaber sig i arbejdet som digitale arkæologer, der langsomt men sikkert stykker verdenens historie sammen, og denne gang er der mere end nogensinde før at gå i gang med.

For ganske vist har Elden Ring ikke en stærk narrativ i traditionel forstand, men The Lands Between har til gengæld en af de mest spændende og udførlige historier i spilverdenen. Der er vanskabte arvinger, dueller der forvandler hele regioner til postapokalyptiske ødemarker og bedrageri blandt konger og dronninger. Det hele er derude, hvis bare man leder godt nok, hvilket heldigvis er en fornøjelse takket være de fantastiske områder, der emmer af magi.
Og når du ikke kan mere, er det bare om at ty til Youtube, som er ved at flyde over med indsigtsfulde lore-videoer, der kun højner lysten til selv at fortsætte udforskningen.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.