Dansk
Gamereactor
artikler

Gamereactors Game of the Year 2022: Bedste Indie-spil

Vi hylder stadig de små spillere uden stor opbakning fra en af branchens gigantiske udgivere. Her er de bedste.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Man kan blive ved med at diskutere om hvorvidt begrebet "indie" holder en god portion af spilbranchens studier, og spiloplevelser, tilbage, eller om hvorvidt det fremmer debatten at der er et frirum hvor kreativiteten kan spille mere ind, og hvor de store AAA-spilproduktionerne simpelthen ikke har adgang.

Vi indlemmer for længst små spil i vores "Bedste Spil"-kategori, men føler det fortsat nødvendigt at dedikere spalteplads årligt til de her mere beskedne produktioner, der dog oftest kan vise vejen frem via mekanikker, historier, tematikker og strukturer som straks kopieres af branchens tunge drenge.

Så nu står vi her igen, endnu et år er gået på hæld, og det er nu igen tid til at gøre status over året der er gået. Hvilke indie-titler er blevet hos os? Lad os finde ud af det.

Vinder: Tunic

"Ahhhhh - nu jeg med" tænker du endnu engang højt til dig selv. Øjeblikket hvor brikkerne giver mening i dit hoved, og du kan lægge lidt mere af det samlede puslespil, er altid magisk. Det er øjeblikke, som mange spil forsøger at give spilleren, men få gør det med så meget overskud, og indeholder så mange af dem, som dette lille indiespil med den tavse ræv i hovedrollen.

Dette er en annonce:

Tunic vandrer ind på scenen med selvtilliden af en person, der ikke behøver at råbe for at få din opmærksomhed. Fra første du gang rejser dig op, og går over til et nærliggende skilt i håb om at få en idé om, hvor du er (eller bare hvad byen hedder) og du bliver mødt med en tekst, som du ikke forstår, så ved du, at Tunic ikke er bange for at være anderledes. Der er statuer, du kan interagere med, men hvad du gør, og hvorfor de gør det, forstår du intet af. Kun din nysgerrighed til at blive klogere på alle spillets mysterier, driver dig frem i begyndelsen.

Der er dog et samleobjekt, der hjælper dig undervejs. Et spilmagasin - som du kender dem fra dengang, hvor spil nærmest var umulige at besejre uden hjælp fra sådan et - der guider dig igennem det spil, som du sidder og spiller. At samle en side op i magasinet, og finde ud af, at den her manøvre du har kunne udføre hele spillet, faktisk også kan bruges på de her statuer, er hvad der gør Tunic specielt. Det lyder alt sammen mærkeligt abstrakt, men det er et bevis på talentet af udvikleren, Andrew Shouldice, at det bare giver mening. Tunic er ikke interesseret i at kaste alle sin mekanikker i hovedet på dig fra begyndelsen, for at vinde din tid ligesom så mange andre. Tunic skjuler sin hånd. Tunic lader dig opdage det hele, i dit eget tempo - og netop derfor er Tunic din tid værd.

Gamereactors Game of the Year 2022: Bedste Indie-spil
Dette er en annonce:

Runner-up: Stray

Stray er ikke interesseret i at udfordre dig. Du kommer ikke til at bruge mere end to minutter på at løse en gåde, og jagtsekvenserne spiller nærmest sig selv. Stray er heller ikke interesseret i at fortælle en medrivende historie. Der er mystik, ja, men det er ikke første gang vi kan besøge en nedlagt by, befolket af robotter efter menneskeheden har forladt den. Hvad Stray er interesseret i, er at lade dig se verden gennem en kats øjne.

Charmen i Stray er at se kattens animationer, når man hopper halvanden meter op i luften, og smidigt går langs et gelænder. Charmen i Stray er at se en sofa, og med det samme løbe over og kradse i den, eller beslutte sig for at skubbe til malerbøtten i håb om at lave mest mulig ravage. Man kan argumentere, at der er lige lovlig meget "snakken" i et spil, hvor man bare skal være en kat, der for sjov går på et tastatur for at skabe volapyk-sprog på skærmen, men Stray indeholder nok kattesstreger nok til at lande selvsikkert på denne liste.

Runner-up: Cult of the Lamb

"Sikke dog en sød lille skabning, jeg vil gøre mit yderste for at du ikke kommer til skade". Du har sikkert tænkt tanken, når du første gang så dine følgere. Måske har du endda startet spillet med de bedste intentioner om, at alle skulle trives under dig, og du ville skabe en utopisk kult. Det er dog alt sammen tanker og intentioner, som du godt kan pakke langt væk. Dine følgere er aldrig mere end lam der skal ofres, og selv om du kan bestræbe dig på at alle er glade, så betyder den lykke i sidste ende kun, at de frivilligt ofrer deres liv til din kult.

Vi gik fra at passe på vores følgere, som var det vores egne børn, til at tvinge én af dem til at spise afføring, fordi så ville nogle andre blive lidt gladere. Og hvis tre følgere bliver glade, og den eneste "pris", vi skal betale er, at den lille uskyldige skabning, der spiser lorten, lige skal bruge nogle dage på at blive rask (eller bare arbejde sig ihjel), jamen så betaler vi den gerne. Der er noget direkte ondskabsfuldt over Cult of the Lamb, men det er netop en del af charmen. Tilsat et tilfredsstillende kampsystem og nogle udfordrende bosskampe, og så sidder man tilbage med et lille indiehit.

Runner-up: Sifu

Det overraskende ved SIFU er ikke, at det endelig er hos os. Det overraskende er, hvorfor det ikke ankom noget tidligere. Det virker så åbenlyst: hvem har ikke gerne ville føle sig som Jackie Chan eller Jet Li? Svaret på det spørgsmål er selvfølgelig: "det har vi alle sammen", og nu kan du få lov til det. Forestil dig du er Iko Uwais der kæmper dig etage for etage op af bygningen i The Raid, og så har du nogenlunde opskriften i SIFU.

Det er dog ikke fordi du kommer til at være Jackie Chan fra første sekund. Selv om fjenderne i første bane ikke tilbyder den største modstand, så skal du nok blive slået i gulvet et par gange, og den sætning er kun endnu mere sand, når du kommer til bane to. Med fem (formidable) baner, er det ikke underligt, at læringskurven er stejl, og du står hurtigt overfor valget mellem at blive god eller give op. Der er intet mellem de to punkter.

I SIFU klarer du ikke bare en bane, og går videre til næste. Du besejrer den igen og igen og igen indtil du kan komme igennem bossen i slutningen uden at dø. Og når du kommer dertil, hvor antallet af fjender i rummet ikke længere betyder noget, hvor skarpe våbnene i deres hænder ikke længere gør en forskel, og din mentalitet udvikler sig fra at være fanget i et rum med dem, til at de er fanget i et rum med dig, så har SIFU opnået noget, som få spil har held med. Vi er taknemmelige for, at vi endelig har fået et spil som SIFU. Lad os bare håbe, vi kommer til at få mere af det.



Indlæser mere indhold