Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Gamereactors Game of the Year 2023: Bedste Nye IP

Heldigvis udkommer der stadig store nye IP'er fra både små og store studier, og der er begge dele her.
Redaktionen Opdateret 20 december 2023

Efterhånden som udviklingsomkostningerne bliver højere og højere, bliver det en større og større økonomisk risiko at søsætte en ny IP - et nyt produkt under et nyt og ukendt navn. Derfor ser vi også, at de helt store udgivere typisk holder fast i velkendte serier, i stedet for at udvikle nyt. De sælger nemlig, og den økonomiske risiko er dermed mindre.

Heldigvis er der nogen som tør. Denne kategori handler ikke udelukkende om kvalitet, men også om modet til at satse på noget nyt, uanset om man er et stort, etableret studie, eller et mindre. Bag disse spil gemmer der sig ofte en drøm, som nogen har arbejdet hårdt på at få søsat. I år var de nye navne fordelt over både små nye spil og store satsninger i hundrede millioner dollars.

Vinder: Cocoon

Der var ikke nogen tvivl hos redaktionen; danske Geometric Interactives debutspil Cocoon, er det bedste nye navn i år. Flere af de ledende personer fra Geometric Interactive har en fortid hos Playdead, dem med perlerne Inside og Limbo, men Cocoon er dog noget helt andet end Playdeads tidligere udgivelser - det lægger sig tættere op ad spil som Portal og klassiske 2D Zelda-titler.

Præmissen er simpel, men alligevel noget helt specielt. Det virker i starten som en slags dungeon crawler, men krøllen er, at alle dungeons eksisterer i en perfekt formet kugle og disse kugler er det helt centrale i Cocoon. Det er ikke mange spil som kan fascinere på den måde Cocoon kunne og selv når det låne fra andre spil, og det gør Cocoon ind imellem, så forskruer det de koncepter, vi kender så godt.

Cocoon er et smukt, simpelt men også hjernevridende puzzlespil. Der bydes på fremragende gåder, gode og veludførte boss-kampe og en meget dragende billedside. Det er et af de spil, som er noget helt specielt og det er dejligt at se, at når nogen tør tage springet ud i noget nyt, så bliver det en succes - og det er det danske Cocoon blevet.

Runner-up: Sea of Stars

Sea of Stars var også populært på redaktionen og det var tæt på Cocoon, men når alle stemmer er talt op, må rollespillet se sig forvist til 2. pladsen. Sea of Stars fra Sabotage Studios forsøger ikke at ryste posen ved at kombinere det klassiske med det moderne, da det her er en snorlige og kæmpe kærlighedserklæring til 90'ernes japanske rollespil i stil med de klassiske Final Fantasy- og Chrono Trigger-spillene. Isometrisk perspektiv, party-opsætning af unikke karakterer med unikke evner, en bombastisk fantasy-fortælling, storslåede bosser - det hele er der.

Sea of Stars er en umådelig præcis spiloplevelse fra ende til anden. Det hele er finpudset og velpoleret og der bydes på en velfortalt historie og et solid kampsystem. Det er virkelig skønt at se en så kompromisløs kærlighedserklæring, som rent faktisk fungerer så godt.

Runner-up: Starfield

Den sidste runner-up er Starfield, som er et af årets største og mest ventede spil. Der er nemlig altid et eller andet særligt over spil fra Bethesda og Starfield var da også en helt speciel oplevelse. Der er mange, som har mange meninger om Starfield, men lige meget hvordan man vender og drejer det, er det spil her en gigantisk rum-saga som ikke er set magen til tidligere. Og det indeholder hundredvis af timers spil, hvis man for alvor dykker ned i det.

Starfield er også en af de største økonomiske spil-satsninger fra Bethesda og Microsoft måske nogensinde. Flere hundrede mennesker har i flere år arbejdet på det her projekt, som endelig udkom på Xbox og PC i september. Starfield er det 3. bedste nye navn i 2023.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.